Efter fire albums og en masse anmelderroste koncerter, må man gerne sætte forventningerne lidt højt til danske Labradors seneste udspil. Sammenfattende er der for få kalorier på albummet og for få effektive numre, der når langt nok ud over rampen til, at det bliver rigtigt spændende.
Der er ingen tvivl om, at Motörhead har komponeret nogle af de mest slidstærke numre, som man fik gode smagsprøver af denne aften. Men gik man skuffet hjem, eller med et smil på læben, er et spørgsmål om, hvad man forventer til et show med det ja, legendariske band.
Interviewet med Janie Price aka. Bird er både en introduktion til tv-programmet og bogen, som omhandler rejsen, men er også en appetitvækker til alle, der har lyst til at høre om en noget utraditionelt, men stærkt inspirerende rejse gennem Europa, hvor de menneskelige møder ender med at være i fokus.
Jonas Hansen er manden bag det i danske sammenhænge originale ensemble Fargo, der med 11 sange placerer sig i spændingsfeltet mellem irriterende pjattecountry og habil storbyfolk.
I forbindelse med hendes seneste koncert i Lille Vega,gav Heather Nova et interview, hvor hun giver et sjældent indblik i den verden, der danner udgangspunkt for de stærke sange, hun har leveret i snart 20 år. Og ja, hun er nærmest lige så smuk og elegant på nært hold, som hun fremstår på scenen!
Alt i alt er man en smule forpustet, når man efter et lille kvarter glipper med øjnene og spekulerer over, hvad det egentlig var, der ramte én lige i mellemgulvet. Det var såmænd bare en flok knaldskaller fra Kolding med præcis den rette dosering af rå kraft, galgenhumor, talent og viljen til at kølhale enhver, der ikke deltager i festen.
Sidste gang Heather Nova gæstede Danmark, var til en neddæmpet, akustisk koncert i Koncerthuset i Ørestaden, hvor hendes sange blev præsenteret intimt, nedbarberet og skærende rene. Denne aften i Lille Vega havde Nova taget sit backingband med og skruet markant op for det rockede islæt, der også er i hendes sange.
Allerede da Rising udgav en ep for et par år siden stod det klart at noget stort var under opsejling, hvis den københavnske trio kunne videreudvikle sig i den rigtige retning. Solemn To Ash kan anbefales alle sludge-fans og tilhængere af den monstertunge og mørke sumprock.
Lilja bringer en pulserende stemning til live, der på mange måder minder om vores lokale Mikael Simpson og Trentemøller, når de udfolder sig i deres minimalistiske og elektroniske univers.
Numrene er skabt i samme rendesten, hvor Tom Waits skvattede omkuld for efterhånden mange år siden, og teksterne, som mestendels tydeligvis er skabt i Francis’ krøllede hjerne, kredser om livets bagside med både morsomme, depraverede og underfundige betragtninger.
Dette yderst vellykkede og flotte debutalbum kan varmt anbefales til alle fans af den brusende ambient post-rock, der bygger på en simpel grundstruktur, der bliver udbygget med lag på lag af nye strukturer og modulationer af anslåede temaer i musikken. Et album, man bliver i rigtig godt humør af at lytte til!
Med en solid forankring i det sorte og det blidt larmende, er det lykkedes Dalot at fremmane endnu et sæt numre, eller mentale rejser, hvor hun udforsker forskellige landskaber, klangbunde og stemninger.
Man kan klandre The Quasi Dub Development for mange ting, men man kan ikke anklage dem for at stå stille eller for at lægge sig bekvemt i slipstrømmen af andre dub-stjerner og trends. Desværre er det svært helt at få styr på hvad de vil med deres musik.
Nina Baun er en vokalist med en musikalitet i systemet, der både bygger op og bryder grænser så det er en ren fornøjelse. Udgangspunktet er jazzet med enkelte afstikkere til både rock og pop.
Der er noget uskyldigt og ufordærvet over Manuels numre, men heri ligger også begrænsningerne. Det kan være svært at fornemme, hvor han egentlig er på vej hen og hvad han egentlig vil med sin musik.