Kenneth Thordals femte dansksprogede album er ikke blot et nyt album. Det er samtidig lydsporet til teaterstykket Stakkels Kenneth med Thordal selv som hovedfigur. Det betyder naturligvis, at albummet kun er en lille del af den helhed det fungerer i.
Danske Chasing Grace debuterer med et album fyldt med sange, der bevæger sig i området mellem folk, country, americana og singer/songwriter. Af og til går der lidt for meget heste- og træsko i sangene, men det overordnede indtryk er klart positivt.
Afstanden mellem de øjeblikke, hvor jeg spidser ørerne, er så lang, at jeg ikke som udgangspunkt kan give de store anbefalinger. Men samtidig er det vigtigt at understrege, at det kunstneriske niveau er højt, og der er en vis grund til at bemærke dette album for den nyskabende tilgang til pop-genren.
I bund og grund er Guillemots stadionrock og storladne ballader ikke så rasende anderledes fra så mange andre bands fra samme egn og fra de seneste mange tidsperioder. Det kan man vælge at betragte som småkedeligt og uopfindsomt – eller som tidløst og frygtindgydende effektivt.
Alessi’s Ark har præsteret et album, der lægger sig flot i tråd med den efterhånden lange række af talentfulde og unge britiske folk-sangerinder. Her er masser af personlighed, stort sangskrivertalent og en spillevende levering af materialet.
Bjørsts andet album er en dyster kombination af støjende rockflader og en ren og klar nordiske klang, som er både dragende og storladen, men som også til tider bliver en anelse for fyldig og omskiftelig at holde styr på.
Fleet Foxes følger vel ret beset ganske stærkt op på deres store gennembruds-debut. Samtidig kan man dog med rette mene, at der ikke er sket alverden i de mellemliggende tre år – og det er ærligt talt lidt skuffende.
Orange Monks har noget ganske særligt at byde lytteren. Store dele af kollektivets elementer er i sig selv ikke nyskabende eller bemærkelsesværdige, men det hele bliver samlet til en flot helhed og bliver skudt afsted med stor intensitet af Astrups vokal.
Noah and the Whale er lidt for rare og lidt for behagelige til, at Last Night On Earth for alvor fungerer som helhed. Der er stærke numre undervejs, men de ville have fået et løft, hvis de var placeret på et album, hvor udtrykket var lidt mere broget og varieret.
18-årige Camilla Skjærbæk giver på denne demo eksempler på hendes musikalske evner, der ikke er helt uefne. Der er tale om en sangerinde med rødder i popmusikken, men vel at mærke den fingerspillede og organiske popmusik.
James Mercer og Danger Mouse følger mere op på debutalbummet, end de bygger på deres eget udtryk. Reelt havde jeg som lytter følt mig mere fair behandlet, hvis jeg var blevet tilbudt en single (An Easy Life) med tre ekstranumre fremfor en EP.
Architecture In Helsinki byder på fine og medrivende passager, der vil gøre sig godt som alternative sommer-pop-perler. Men der er også momenter af kedsomhed og forudsigelighed, så helt i top kommer det australske orkester ikke, selvom de er godt på vej i deres bedste stunder.
I det store og hele er Von Hertzen Brothers nok et projekt, der vil imponere en relativt smal målgruppe. Og de, der bliver imponerede, skal have en næsten uhyggelig trang til storladne opbygninger, 80’er-puddelvokal og oppustet pompøsitet. Men er det din smag, så er Von Hertzen Brothers sikkert noget for dig.
Norma Sass rammer af og til en guldgrube i deres afsøgning af indiens elementer, men der søges lidt vel meget, og lidt for ofte bliver eksperimenterne og idéerne udvandet af kryptiske tiltag og mangel på opfindsomhed. Men på de bedste numre er der masser at komme efter.
To gange træder Yelle i karakter og flytter på holdningen til maskinel og forudsigelig genre. Ellers bekræfter den franske gruppe kun den skeptiske indgang til dette album, og som helhed er der ikke nok at komme efter, selvom de to overbevisende numre er rigtig gode.