9
En dejlig eftermiddag blev tilbragt i selskab med den amerikanske guitarist og hans band, hvor musikken skred roligt frem og fik masser af plads til spilleglæden.
8
Det var tydeligt, at Every Time I Die var kommet for at tage alle stikkene hjem, og selv om det kan være svært at holde gejsten gående i bagende eftermiddagssol i en times teknisk og hård musik, var mange fra publikum vilde med koncerten
8
Pharrell Williams leverede varen på Orange med et potpurri af hans største og bedste numre.
3
Forventninger om en formidabel koncert blev ikke indfriet og istedet leverede Future Brown et kedeligt og forudsigeligt dj set
7
En god koncert fra det veletablerede og dybt originale, skånske band. Vi kom aldrig helt i mål med den ultimative forløsning, men var godt hjulpet på vej via forsangerens gode publikumskontakt.
8
Det australske psychedelic band leverede den vare, de var kommet for at give – nemlig en kæmpe fest til et engageret publikum. Undervejs gik der lidt jam i det, men bandet vandt ganske givet en masse folks hjerter.
10
Fra første akkord var det tydeligt at dette unge norske punkband var kommet for at indtage scenen. Det blev en opvisning i ung energi, på trods af at sangstrukturen er hørt mange gange før.
7
Silvana Imam leverede punchy politiske rim og appellerede til dansefødderne og de store armbevægelser med et kampklart sceneshow.
5
En eller så lovende koncert fyldt med drømmende synthpop rørt med psykedeliske toner blev til en monoton oplevelse med få magiske øjeblikke.
Fredag fortsatte helvedet på Refshaleøen. Nu blev dagen efterfulgt at weekend, og helt forventeligt var der fest og farver (primært i sorte nuancer) hos de besøgende i dag. En af dagens helt store modsætninger skulle vise sig at blive den kantede og effektive trash metal fra tyske Kreator og den syrede, skæve og funky bas-funk-rock fra amerikanske Primus, hvis placering i årets program jeg aldrig helt havde forstået.
Overlappet mellem koncerterne kommer ikke i nærheden af Roskilde-dimensioner, men selv på denne lille tre-dages metalfestival, kan det blive nødvendigt at droppe indledningen eller slutningen af en koncert for at nå det hele. For mig var hovednavnene torsdag Life Of Agony, Suicidal Tendencies og Slipknot, og så ville jeg lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke så frem til at se to letpåklædte kvinder i front for Butcher Babies.
Selvom vejrudsigten meldte om køligere vejr, startede fredagen med den samme ekstreme sommerhede, der havde præget de foregående dage. Perfekt til en byfestival i det fri, mere præcist i haveanlægget Søndermarken, hvor rock, soul, pop og hiphop musik kunne gå op i en højere enhed.
Med en bil fyldt med øl fra den billige side af Sundet, drager jeg torsdag morgen med en kammerat mod en nærmest ubetydeligt lille svensk by med lige knapt 5000 indbyggere. I musikregi er byen dog overhovedet ikke ubetydelig, men tvært i mod vært for den vigtigste festival i Norden, når det kommer til eksperimentel elektroakustisk musik.
Nok kategoriserer man The Black Dahlia Murder som melodisk dødsmetal, men der er dømt mere dunder og brag end melodi, når de optræder live, og det var også tilfældet i dag.
Jack White var ikke fra en anden planet søndag aften på Orange Scene, men han var i et andet gear end det søndagstrætte publikum på årets Roskilde Festival. Derfor syntes den store fest på scenen som en lukket fest, som vi aldrig fik fuld adgang til.