Deftones besøgte Roskilde Festival i 1996, og det var spændende hvad Sacramento-gruppen anno 2014 havde at byde på, da de fredag tidlig aften gik på Orange Scene på Roskilde Festival. Ville de huggende guitarriff og de energiudladende melodiske vers ramme som tidligere, eller var luften gået af ballonen.
Mogwai lader musikken tale for sig selv. Deres instrumentale kompositioner, hvor deres instrumenter – især guitarerne – udsættes for forvrængning og effekter, fungerer forbandet godt, og det fik vi et glimrende eksempel på fredag aften på Arena efter mørkets frembrud.
Det var et morgentræt publikum Nikolaj Nørlund skulle kæmpe med, til dagens første koncert på Arena. Der var ikke megen jubel da han blev introduceret, så helt fra start måtte Nørlund kæmpe sig op ad bakke i løbet af koncerten.
Ofte overskyggede melankolien det melodiske fokus, så selvom det var dragende at se de fire veninder spille, blev det hele bare for fladt.
Ahmed Gallab sang: “When I play my kind of music/I’m playing for your Body and Soul,” og så var stilen for den her fest lagt. Gallab og Money Mark spillede skiftevis vilde synthesizer-soloer, der blandede sig utrolig godt med det tunge beat.
Der var meget lidt sammenhæng mellem, hvad søstrene HAIM og deres trommeslager kastede sig ud i på Arena fredag. Deres forsøg på at udstråle rockattitude og bitchness virkede påtaget. Ideen var god, men denne gange mislykkedes det for HAIM.
Koncerten var glimrende skruet sammen. Med de mange besøg rundt i karrieren, ville Albarn vise diversiteten i sit musikalske virke, og fortalte undervejs anekdoter, om f.eks. første gang han spillede på selvsamme scene i 1991.
At der skulle være en countrysanger og -guitarist fra Alabama at finde i årets program på Roskilde Festival kom muligvis som en overraskelse for mange, men kender man lidt mere til Jason Isbell, vil man vide, at han er en mand, der fortjener at få sat lidt flere ord på sig, hvilket han også viste os i aften.
Lydbilledet var hele tiden tilpas varrieret. Hvis det blev lidt for stille, tog rytmegruppen teten og tilføjede en god portion funk. De tabte aldrig fokus, og dosserede gennerelt utrolig godt med deres virkemidler.
Afslutningen var præget af et hitmateriale, der ville gøre langt de fleste bands misundelige. Alligevel var det ikke aftenen, hvor Stones fangede Roskildes publikum, og de store forventninger taget i betragtning, var koncerten desværre en smugle skuffende.
På toppen af bandets lyd ligger Angus Andrew en messende vokal, imens han vælter rundt på scenen, i en hyldest til den fucked-up levestil, han tydeligvis selv udlever. Det var et sammensurium af underlige idéer, der tilsammen skabte et unikt udtryk.
Selv om Copenhell de sidste fire år har siddet tungt på området omkring den gigantiske B&W hal på Refshaleøen ved København, så har området de seneste måneder været præget af Melodi Grand Prix, og alt det hurlumhej det fører med sig. Men knapt var den sidste paillet fejet væk, før metalmonsteret igen indtog øen.
På trods af at sidste års festival i den lille tyske by var mere mudret end Roskilde Festival ’07, begav denne anmelder sig alligevel af sted på sin sjette Wacken Open Air – man er vel musiknørd og metalhoved!
Man fik lyst til at drikke en fadøl med sine gode venner, og ja bare hygge, men altså ikke lyst til at koncentrere sig om koncerten. Bare hygge på den der Grøn Koncert-måde, hvor det kan være ligegyldigt hvem der spiller oppe på scenen.
Det var på flere måder passende, at ørkenkongerne fra Queens of the Stone Age lagde ud med nummeret ”Feel Good Hit of the Summer”. For der var alt mulig grund til at have det godt foran Orange Scene. Solen skinnede fra en skyfri himmel.