Bobby Womack diskede op med en klassisk soul fest, med alle klichéerne som i den grad virkede. Med sit top tunede band, leverede han en ordentlig omgang fredagshygge, der bød på hele moletjavsen, inklusiv vilde call and responses, porno-sax soloer, Jesus-hyldester og Womacks karakteristiske hyl der brænder sig fast i ens hjerte.
Generelt virkede det lidt som om at punken var et udgangspunkt, de konstant forsøgte at komme ud af. Man kan kalde dem for punkere, der prøver at være David Bowie, Lars Hug eller John Mogensen, men som konstant er tynget af deres punk-last, og det gør dem altså ganske fremragende, selvom det ikke altid er lige pænt at lytte på.
Moshpittet, som kørte uafbrudt var enig, når man falder, rejser man sig bare og mosher videre. Og jeg var enig, selvom jeg aldrig i mit liv, har stået på skateboard. Sært livsbekræftende.
Især afslutningen hvor publikum blev angrebet med et dansabelt lydbombardement, skabte en vild eufori med gruppens blandning af avantgarde, folk og techno. Det var sgu’ svært ikke at udleve musikken igennem hele kroppen, og danse på de sære måder som musikken indbød til.
Efter koncerten, var mit umiddelbare indtryk at det hele havde været en håbløs leflen, for at få svenskerne til at tage turen over Öresund til Roskilde, og hvis samtlige svenskere stod foran Orange torsdag nat, kan jeg godt forstå at festivalen er bekymrede over billetsalget på den anden side af Øresund.
Slipknot er ikke just det band man har lyst til at løbe på i en mørk gyde i bandets hjemstat Iowa, men det lovede godt på Orange scene efter mørkets frembrud.
Det engelske band har taget et dansk navn, men formåede ikke at levere nogen mindeværdig præstation ved deres første besøg på dansk jord.
Savages tabte for en stund den mørke maske og det virkede som om både band og publikum fik en kort pause for den alvorstunge intensitet, som synes at være bandets varemærke.
Højdepunkterne ‘Remedy’ og ‘What You Got Is Mine’, sikrede en fed disco fest foran Orange, hvor at stort set alle svingede med hofterne, så selv sexolog Jakob Olrik (kendt fra tv-programmet “I seng med DR2”) må have misundet, Bagges evne til at sprede sin sexede energi ud over det meste af publikum.
Når en koncert starter med at en stor del af publikum står og råber ”Satan! Satan!”, så får man visse forventninger om at man nu skal lægge ører til noget ondt. De forventninger indfriede Solbrud på en måde, så satanstemningen blev frembragt med stil.
De unge piger i Baby in Vain har været hypede i sådan en grad, at man må gå ud fra, de var en smule nervøse inden at de skulle lukke Pavillon Jr. Og nervøsiteten har sikkert været endnu større, da lyden var under al kritik i første nummer, men heldigvis fik de lov at tage det om og gav samtidigt nyt håb til den danske rockscene.
Det seks mand store band var – naturligvis – hovedsageligt klædt i sort, og meget bevidste omkring deres musikalske angreb på publikum. Til tider føltes guitarerne som gafler, der rev en ned langs brystet.
Danske Mother Lewinsky har indtil videre kun udgivet en LP, men da alle medlemmer har erfaring fra andre bands er de bestemt ikke uvante på en scene og det fremstod tydeligt, da de gav en formidabel strygerfest af en koncert på Pavillon Jr. tirsdag eftermiddag.
Mens Moses Hansen og Kristina Djarling prellede af på Copenhell og de tusinder af besøgende, så var lørdagens vejrudsigt en langt større trussel mod festivalen. Ordet skypumpe indbyder ikke ligefrem til udendørs festival, tre udendørs scener og udendørs madboder. Alligevel så det ud til, at alle fredagens gæster var kommet tilbage.
Refshaleøen i Københavns Havn er den nye djævleø. Igen i år lagde den jord og beton til årets metalfestival Copenhell. Igen i år skulle det blive en interessant fest med tonstung musik, øl, stage diving og enkelte udklædninger hvor man er i tvivl om hvorvidt det er udklædning eller decideret livsstil. Igen i år var der plads til alle.