Selvom Roskilde Festival ikke har præsenteret det bedste program i mands minde i år, var offentliggørelsen af svenske Refused et kærkomment syn på plakaten. Efter 14 års dvale og med garanti ekstremt mange tilbud om reunioun-koncerter, havde Dennis Lyxzén og co endelig valgt at tage på tour igen sammen.
Guitargeniet og hans legeplads For de fleste er Jack White synonym med The White Stripes, men i år udkom hans første soloalbum. På Roskildes…
Tunghed, men intet tungsind Man skulle være lidt af en natteravn, hvis man ikke ville gå glip af amerikanske Crowbar og deres sydstats sludgemetal…
Baroness var et meget ventet rocknavn på årets Roskilde Festival. De er et af flere bands, der har forsøgt sig med at smide metalgenren ind i smeltedigel for at ramme sin helt egen unikke stil. Kvartetten fra Georgia har blandet progressiv rock og metal, med psykedeliske elementer, hvilket har gjort dem til et populært navn.
Engelske Spector henter inspiration fra flere forskellige steder. Energien og tempoet i musikken leder tankerne mod både The Killers og Kaiser Chiefs, men når man ser de unge englændere i deres blazere og højt knappede skjorter og hører deres brug af synths og keyboard, kan stilen også sagtens lede tankerne mod navne som Roxy Music, Spandau Ballet og Ultravox, som sagtens kunne være stilikoner for Spector.
Man kunne frygte at det vemodige og indelukkede musikalske univers ikke ville kunne føle sig hjemme på den store scene, men det lykkedes nu meget godt fredag aften. Det var sikkert, godt og business as usual.
Gossips Beth Ditto skal man altid glæde sig til at opleve. Som altid var hendes humør højt i Roskilde, og som altid trodsede hun sin fysiske voluminøse fremtoning, og havde iført sig en stram sort kjole og bare tæer. Dejligt at hun trodser irriterende mode- og skønhedsidealer, for Beth Ditto er lækker i udstråling, attitude og humør på en scene.
Selvom numrene aldrig rigtigt ville stoppe, og nok var dobbelt så lange som album-versionerne, var festen næsten igang non-stop. Selvom klokken rundede 4.00, før festen sluttede, og solen, i bedste Spleen-stil, var brudt frem da publikum forlod Arena, virkede folk mere energiske end trætte, efter Spleens rave.
Det kunne undre, at der ikke stod “1/2 Sonic Youth” i festivalprogrammet, nu hvor bandets trommeslager også var på scenen, men Lee Ranaldo var uden tvivl hovedpersonen på scenen, og de tre resterende musikere indfandt sig i rollen som backing band rigtig godt. Man kunne især mærke de mange års sammenspil imellem Ranaldo og Shelley, sad lige i skabet.
Klokken var 14, og vi burde være trætte. Odeon var pænt fyldt, der var flere flag i luften og der var allerede blevet langet en del øl over disken. Jeg var positivt overrasket, allerede inden koncerten startede, og jeg begyndte at føle mig meget klar på en omgang stonerrock med Red fang.
Den overordnede tendens for koncerten var: jo flere musikere, jo bedre. Det skindede særligt igennem på You. You. You.s ‘No Allies’, der blev pumpet op med 2-3 støj-guitarer, og fremstod mange gange bedre, end da jeg så det samme numre fremført af bandets 3 musikere, for knap en måned siden til gadefestivalen Distortion.
Power? Jo det var bestemt en power hour, og et gennemsvedt og mørbanket pubklikum, kunne nok ikke have taget en omgang mere med amerikanske Trash Talk efter en vild og svedig koncert på Roskilde Festival torsdag aften.
Efter to timer forlod The Cure scenen, blot for komme tilbage og spille en times “ekstranumre”. Ja det virkede som en joke, og reelt set kan kun aftenens sidste nummer ‘Boys Don’t Cry’ betegnes som et ekstra nummer, da bandet fandt ud af at de stadig måtte spille i tre minutter, inden scenen skulle overlades til Apparatjiks sceneteknikkere.
Der var mange gange i løbet af koncerten hvor man blev imponeret af det enorme set-up, gruppen havde taget med på Orange Scene, og jeg vil uden tøven kalde denne oplevelse den mest ambitiøse koncert på Orange nogensinde. Især taget i betragtning af at dette show var designet udelukkende til Orange, og således aldrig vil blive opført igen.
Der var noget særligt i vente i dag. Og havde jeg vidst, at det skulle blive pinligheden og rodet i koncerten, der var det særlige, havde jeg holdt mig langt væk. Odeons publikum var måbende, og flere bevægede sig væk, købte en øl og glemte alt om braset fra det store telt.