Flow finder sted på et tidligere industriområde 5-10 min fra centrum i Helsinki, Finland. Det er den hurtigst
voksende festival i Finland og rummer ca. 15.000 mennesker pr dag. Undervejs støder jeg flere gange på
tesen om, at Flow samler samtlige hipsters, der skulle findes i det birke-fyldte land.
Lørdag stod I popularitetens navn med kunstnere som Rasmus Seebach, Dodo og Johnny Madsen, mens tiden sneglede sig fremad mod White Lies og Spleen United.
Fredag var store musikdag med gang i det nære og intime, men samtidig plads til det dystre og intense.
Torsdag bød bøgescenen på flere spændende navne, nye som gamle, men som det måske ofte ender, så var det de små og uventede, der overraskede, mens de store om ikke skuffede, så manglede gnist og gejst.
Og så blev det onsdag. Og i almindelig festivalsammenhæng ville man nok tænke: “og hvad så?” Men Smukfest har taget konsekvensen af, at næsten halvdelen af festivaldeltagerne kommer fra Sjælland og mange af dem tager tidligt hjem søndag, så officiel start er onsdag. Og hvilken start!
Vejret var svingende de første par dage med et par ordentlige regnskyl mandag og tirsdag, men eftersom der var sol på programmet for festivaldagene lod det ikke til at genere. Og generelt er der jo ikke meget, de generer, når der er udsigt til musik, øl og fest. Som der jo er på smukfest.
Metal, mudder og munterhed Den tyske metalfestival var i år udfordret af store mængder mudder, da der faldt en del regn ugen forinden og…
En trubadur og en folkesanger. Det har gjort Lars Winnerbäck til en af Sveriges mest populære sangere. Interessant var det, at Winnerbäcks band sommeren over bl.a. består af de tre Hellacopters-medlemmer Nicke Andersson, Anders Lindström og Robban Andersson. Jeg var spændt på, hvad det ville betyde for koncerten på Odeon.
Heavy metal på Orange Scene søndag eftermiddag. Tømmermænd og træthed i luften. Hvordan synes du selv det lyder? For mig lød det på forhånd som en utaknemmelig opgave for amerikanske Machine Head, men opleves det skulle de.
Voodoo-majestæten holdt seance på Arena. En af de fornemmeste opgaver Roskilde Festivalens bookere har påtaget sig, er at præsentere festival folket for ny musik,…
Det var ikke The Orange Feeling, men nok nærmere The Alabama Shakes Feeling, og den var varm, rar, vild, medrivende og oplivende. Det var magisk, at Alabama Shakes’ bluesrock søndag aften kl. halv ni kunne fange så mange trætte festivalgæsters hjerter. Alabama Shakes var suveræne.
Merrill Garbus repræsenterer den kvindelige gør det selv ånd, og hvis jeg nogensinde skulle interviewe hende, ville jeg ihvertfald aldrig drømme om at spørge om et så dumt, men desværre også ofte stillet, spørgsmål som: “Skriver du din musik selv?”
Særligt Justin Verners moderne gang i folk-rock giganternes sko, bekræftede at han allerede har overgået legendariske Jeff Buckleys storhed, og er det 21. århundredes bedste bud på en ny Neil Young.
Da Mew nåede til ekstranumrene, der bestod af de ellers stærke ‘Introducing Palace Players’, ‘Speciel’ samt det nye nummer, var koncerten allerede afsluttet. Bandet sluttede nemlig hovedsættet af med den altid smukke ‘Comforting Sounds’, og når det nummer er spillet, er en Mew koncert slut. Basta! Man fristes til at kalde det et selvmål, men dog et utrolig smukt et af slagsen.
Især Mikkel Boldings guitar-støj og hypnotiserende synthesizer-lyde, gjorde sit for at sparke lidt liv i en ellers ret kedelige koncert, men på trods af Boldings ligheder med beat forfatteren Allen Ginsbergs karakteristiske udsende, var koncertens spændingskurve meget jævn, og uden de store højdepunkter. Tværtimod virkede det mere som en tilbagelænet øver, en tømmermandsramt søndag formiddag.