Nyt album og downloads fra My Morning Jacket
byI den kommende tid vil My Morning Jacket hver uge tilbyde nye downloads på deres hjemmeside. Anledningen er, at de den 14. april udgiver…
I den kommende tid vil My Morning Jacket hver uge tilbyde nye downloads på deres hjemmeside. Anledningen er, at de den 14. april udgiver…
Velklædt weltschmerz Forsanger Theo Hutchcraft og guitarist og keyboardspiller Adam Anderson har sammen skabt en pop-opskrift med en solid omgang højtidelighed, hjerte-smerte, 80er-synth og…
Der er fuld klampe på guitarerne, og trommerne veksler mellem tungt drive og et fint fremadsøgende tempo, der aldrig bliver speedy. EH må generelt siges at ligge i den tunge ende, og med Casper på bas og vokal har de en solid, rå lyd, der trækker det hele fint i land.
Generelt har Heidi Spencer et gevaldigt potentiale, men det udtrykkes med for lille variation på dette album, og derfor bliver det i længden en smule mere kedeligt, end førstehåndsindtrykket giver løfter om. Det er nemlig velspillet, flotte arrangementer og overordentligt stemningsfuldt.
Der er reminiscenser fra Hola Ghost og Cramps i Powersolo, men de er langt mere alsidige og kåde i deres vanvittige omgang med rockens rudimentære udtryk, og det skal de blive ved med at dyrke. For heri ligger deres berettigelse.
Snorri Helgason veksler en tand for meget mellem forskellige udtryk til, at albummet helt fungerer som en helhed. På de fleste af de størst producerede numre roder helhedsindtrykket blandt de fortættede stemninger og intense beretninger, der viser Snorri Helgason fra sin bedste side.
Skunk Anansie viste. at de stadig er en aktiv spiller på 10’ernes musikscene og ikke blot et levn fra en fjern fortid, hvor os omkring 30erne var unge og fortabte. Vi er stadig unge og nok også lidt fortabte – og derfor er der stadig plads.
Det er svært at holde masken hele vejen igennem XXV, der oscillerer mellem det fuldfede og det parodiske. Det ufrivilligt komiske er en velkendt faldgrube for prog bands, der ofte han en tendens til at tage sig selv for seriøst. Pallas formår ikke at styre uden om de steder hvor isen er tynd, men lyser momentvis op som usædvanligt helstøbte.
Hush udgiver et broget album, hvor jeg halvdelen af tiden keder mig med sange, jeg føler jeg har hørt mange gange før. Den anden halvdel af tiden fornemmer jeg, at Hush har et langt mere markant kunstnerisk snit over deres materiale, som imponerer mig voldsomt, når den får frit løb. Lad det endelig ske over et helt album næste gang.
I maj 2010 døde metal-legenden Ronnie James Dio af kræft i en alder af 67 år. Nu kan hans enke, Wendy Galaxiola, fortælle at…