Generelt har Heidi Spencer et gevaldigt potentiale, men det udtrykkes med for lille variation på dette album, og derfor bliver det i længden en smule mere kedeligt, end førstehåndsindtrykket giver løfter om. Det er nemlig velspillet, flotte arrangementer og overordentligt stemningsfuldt.
Snorri Helgason veksler en tand for meget mellem forskellige udtryk til, at albummet helt fungerer som en helhed. På de fleste af de størst producerede numre roder helhedsindtrykket blandt de fortættede stemninger og intense beretninger, der viser Snorri Helgason fra sin bedste side.
Hush udgiver et broget album, hvor jeg halvdelen af tiden keder mig med sange, jeg føler jeg har hørt mange gange før. Den anden halvdel af tiden fornemmer jeg, at Hush har et langt mere markant kunstnerisk snit over deres materiale, som imponerer mig voldsomt, når den får frit løb. Lad det endelig ske over et helt album næste gang.
Liam Gallagher markerer sig som en sanger, der har skiftet fokus, så det nu er musikken, sangen og vokalen, der er i centrum, i stedet for den berømmelse, der har gjort ham berygtet. Det klæder ham og er en afgørende nødvendighed for Beady Eye, som debuterer mere end fornuftigt.
Britiske Anna Calvi debuterer med et højst særpræget album, fyldt med guitarpræget rock – og poppede, teatralske og yderst selviscenesættende melodier. Med dramatik og store teatralske opbygninger kan det viltre udtryk i øjnene sammenlignes med en kloning af Nina Hagen og Amy Winehouse.
Selvom du ikke måtte kende Vic Chesnutts bagkatalog – eller for den sags skyld har et forhold til Cowboy Junkies – så snyd ikke dig selv for denne helt formidable udgivelse, der rummer så mange magiske øjeblikke, at den melankolske pop/rock når sit maksimale niveau gennem afdøde Chesnutts smukke kompositioner.
De bedste steder er Sea Of Bees rigtig godt, men det samlede billede af albummet er, at der er lidt for mange numre, der bliver for ordinære og kedelige. Og det er synd, når nu de bedste af slagsen har en flot og imponerende substans og et kunstnerisk niveau, der klæder genren, og som den poppede og lettilgængelige musik har brug for.
Souad Massi er en aldeles interessant sangerinde og kunstner i sig selv. Og at hun i 2011 er en sangerinde, der pludselig er blevet musikalsk eksponent for nogle af de verdenshistorie-omvendinger, der sker om ørerne på os, så har hun pludselig en helt anden relevans og aktualitet for mange flere. Og det fortjener hun.
Der er noget højstemt religiøst over nogle af numrene, mens der er noget helt back-to-basics røvballe-jordnært på andre numre. Det giver en fornemmelse af stort overskud og en kombination af topmoderne indie og 70’er-disco, der mødes med organisten fra et landligt pensionistbanko og en vildtfaren svensk visesangerinde.
Jeg er egentlig rigtig ærgerlig over, at jeg ikke kan skamrose dette album, for jeg er vild med udgangspunktet, tanken, konceptet og umiddelbarheden. Men det er bare for sjældent, at det hele kommer til at passe sammen i Blaars univers.
Telekinesis er en lidt sær størrelse, der er et halvt album om rigtig at komme i gang, og så smækkes der 4-5 fremragende, alsidige og imponerende numre af sted på albummets sidste halvdel. Fra følsomt til festligt – fra Status Quo over punk og britpop. Det er temmelig spraglet og vældigt svingende i sin kvalitet.
Det bliver omtrent til at halvt album, der er omgærdet af en vis magi og excentricitet, og som derigennem har et bemærkelsesværdigt niveau. Men det bliver også til et halvt album, der står som legeplads og fyldnumre, og som ikke er specielt vellykket. Derfor bliver Horses and High Heels et album, der skal overleve på de bedste enkeltnumre – ikke som album.
Generelt har jeg svært ved at finde den helt store overordnede jubel over dette album, der kun for sjældent træder udenfor det lydbillede, der virker temmelig gennemsnitligt for modne danske sangere og sangskrivere. Det er udmærket håndværk, men jeg mangler det reelle særpræg.
På de bedste og fineste numre, som der heldigvis er flest af, er Iron & Wine i en klasse for sig – og ganske enestående. Til gengæld er eksperimenterne ikke vellykkede, og det trækker selvsagt ned på et album, der dog skal have de varmeste anbefalinger til melankoli-nydere med hang til den gode og veldrejede melodi.
Man kan vel nærmest kalde det garage-pop, det som danske Joe And Honey leverer på den lille EP Heart Beast. Det er de små og ukomplicerede melodier, der leveres med Iben Foss’ lidt sky og generte vokal – understøttet af afmålte og præcise arrangementer, der varierer fra det sukkersøde til det garage-beskidte.