Sky Architects kan en masse og er rigtig dygtige til det. De gør bare det samme lidt for ofte, og så går magien af. Jeg savner mere ro på det enkelte nummer – og mere variation fra nummer til nummer. I stedet for en række ens opbyggede numre, der alle er lidt for omskiftelige til, at de for alvor hviler i sig selv.
Lise Dres’ fuldlængdedebut er ikke et album, der smides på gaden til en topplacering på hitlisterne, for dertil er det nok en lidt for skæv afart af popgenren, men det er et album, der vil markere sig som langtidsholdbart og medrivende for det publikum, det nu en gang får.
Yderpolerne på albummet er der, hvor Joan Wasser fremstår stærkest – ja, som en sofistikeret souldronning, der giver alle P3-yndlingene gigantisk baghjul. For at ”The Deep Field” for alvor havde manifesteret sig som et mesterværk, skulle yderpolerne være udfordret lidt oftere, og lidt færre af numrene skulle have befundet sig på den sikre mellemvej.
Japanske The Suzan er noget så anderledes som et japansk girl-rock-band, der nok er så melodisk og positivt i sit udtryk, at det måske ville være mere retvisende at kalde det pop, men samtidig er der en garageagtig skævhed og uforudsigelighed, der gør at mange popelskere nok finder det lidt for alternativt.
En af Sveriges mest ansete sangskrivere er klar med nyt album, som absolut har potentialet til endelig at give ham det gennembrud, han længe har lænet sig op ad. Ikke blot i Sverige, men også her i Danmark, hvor de følsomme, intense og stærke sange, der leveres med sjæl og en masse på hjerte, bør få samme anseelse som på den anden side af broen.
Lad HobbyMor blive til meget mere end en hobby – og hold fast i den elektriske excentricitet, der gør de bedste passager på albummet til stærke og humørfulde musikalske bordbomber, der spreder smil og danselyst rundt i det ganske land.
Mechanical Bird er langt mere fugl end mekanisk. Det er så jordnært, organisk og ægte i sit udtryk, at det er vanskeligt at finde på lignende danske navne, der evner at levendegøre urgamle folk-traditioner i en moderne, varm og tiltrækkende kontekst. Stærkt album!
’Dunkle børnesange til det moderne barn’. Sådan karakteriserer Manden fra O.N.K.E.L. selv det, der er at finde på denne fem sange lange udgivelse. Og det er en ganske mærkværdig udgivelse, som er ligeså sjov og pudsig, som den er mærkværdig og løjerlig.
Den unge Anders L.A. overbeviser stærkt på denne demo, og de små kanter, der både kan være lidt for tydelige referencer og forsøg på at gemme sin ellers stærke vokal bag unødvendige facader, er detaljer, der bør kunne rettes til. Det vil gøre Anders L.A. til en yderst interessant mand på fremtidens danske rockscene.
Den københavnske gruppe The Wonderland Washouts viser deres evner på en demo-EP med fire numre, der alle placerer bandet som et indierock-band med lidt forskellige udtryksvarianter. Det skifter mellem det desperate og støjfulde udtryk over mere pæne flader og melodiske arrangementer.
Generelt fremstår Magnus Carlsson som en lidt for tilbagetrukket og spinkel crooner til, at han formår at tage pladsen som omdrejningspunkt for dette album. Og det er en nødvendighed i denne genre, hvor de store instrumental-præstation skal omkredse en stærk mand i midten.
Det er en smule forvirrende – men nogle gange også ganske gribende og overbevisende – at lægge øre til Sebastian Waldejers debutalbum, hvor eksperimenterne bliver for usammenhængende, men hvor de passager, hvor det hele er skåret ind til det mest naturlige og skrøbeligt følsomme, er glimrende!
De gode steder på denne EP leverer stof til store forventninger, når Doctors And Dealers i samarbejde med Gordon Raphael udsender en fuldlængde-plade i løbet af 2011. Det bliver spændende, og med den rette balance mellem charmerende umiddelbarhed og eksperimenterende pop, kan det blive rigtig, rigtig godt.
I mine ører er Emil Friis en fortræffelig vokalist, når han skærer al overflødigheden fra og fremstår som den hudløst ærlige historiefortæller. Det er også her, sangene får det stærkeste liv, og bandet leverer uforglemmelige stemningspassager. Det giver nydelige øjeblikke, men der findes alt for få af dem.
Der er masser af godt talent i Mads La Cour, der skal finde lidt mere præcist ind til sit eget udtryk og sin egen sangskrivningsstil, hvis han skal skille sig ud i den store mængde af artister i denne genre. Det musikalske niveau er bestemt på højde med mange af de andre i genren, men der skal mere til, hvis man skal gøre sig bemærket.