Tim Kasher viser et storartet potentiale, og dette album er et meget varieret billede af ham som artist. Måske også for varieret til, at det hænger optimalt sammen, og ind imellem er der lidt flere idéer og lidt mere energi, end sammenhængen kan holde til.
Det er undtagelserne, der er værd at bemærke på dette album. Som helhed har Mt. Desolation svært ved at fænge og tage greb om lytteren. De er sikkert underholdende efter en god flok pints på en irsk pub, men som album skal musikken kunne mere end som så. Og det kan Mt. Desolation ikke med materialet på dette album.
Når århusianske Skjult selv placerer sig et sted mellem Tool, Under Byen, Radiohead og Efterklang, så er der lagt op til en sammenblanding af rigtig mange mærkværdigheder. Og den skabelon udfylder bandet udmærket, men det er svært som lytter at finde sig helt til rette i bandets univers.
Roar Amundsen slår næppe igennem i bredere forstand med dette album, men han gør sig absolut bemærket som en stærk sangskriver, en sanger med et stærkt personligt udtryk og en mand, der formår at videreføre en musikalsk tradition.
Clara Bryld imponerer på sin solodebut, der byder på smuk sangskrivning, fine arrangementer, et stærkt udtryk og en charmerende og gribende legesyg tilgang til en afart af popgenren, der er lys, let og munter samtidig med at der er dybde, melankoli og meningsfulde fornemmelser.
Generelt leverer Anders Hestbek et indtryk af, at han allerhelst vil være en stjerne på den hjemlige countryrock-scene, men det er når han udfordrer sine egne præferencer, at han finder ind til det punkt, hvor han er allerstærkest. For når der skrues op for enten energi eller intensitet, så har Hestbek et bemærkelsesværdigt potentiale.
Dylan Baldi og hans Cloud Nothings-projekt giver de største forhåbninger i løftet om en lidt mere tilgængelig stil i fremtiden. For som helhed bliver Turning On en rodet samling, hvilket også må være forventeligt, når der er tale om flere EP, der er samlet på samme skive. Som smagsprøve og grundlag for en vurdering af, hvor projektet kan dreje sig henad, er det dog ikke uinteressant.
En fin forsmag på et projekt, der har potentiale. Det er bestemt værd at stifte bekendtskab med dette Ingenmandsland, der dog gerne må folde sig ud til lidt mere, hvis Ingemandsland i højere grad skal blive Thomas Brenneches land, og hvis EP en dag skal blive til LP.
The Duke And The King har respekt for traditionerne, vækker en del af dem til live, og Simone Felice og hans tre kammerater skaber igen et helstøbt billede af, hvordan god gammeldags blues/soul kan lyde anno 2010. Albummet er dog samtidig så traditionstro, at nye fans af genren næppe springer på her.
Buffy Saint-Marie er et ikon for de indianske kulturelle rødder, og her forsøger hun at udbrede traditionerne fra sin egen baggrund til en mere gængs og bredt favnende målgruppe. Det lykkes hende ikke ret godt i mine ører.
No Common Venue bliver overordentligt spændende at følge i fremtiden. Udtrykket, talentet og evnerne synes komplet nok til, at en fuldlængde debut ikke behøver vente længe på sig. Det kræver naturligvis at sangmaterialet er omfattende og varieret nok, men jeg har store forvenintninger.
Generelt sidder man tilbage med et indtryk af at være blevet ganske heftigt hevet omkring i et popunivers med utallige ansigter og stemningsområder. Lidt forvirrende, ganske overraskende og vældig charmerende tredje album fra Kristina Holgersen, der kombinerer et modent og et modigt udtryk i sine sange.
En fornemmelse af at være blevet mere eller mindre blæst omkuld på fem af albummets første seks sange, hvorefter The Migrant mister pusten og de store armbevægelser. Det kan undre, at de stort opsatte arrangementer ikke er spredt anderledes ud over albummet.
New York-bandet Dead Leaf Echo viser på albummet Truth en stærk evne til at pumpe spinkle melodier op til enorme arrangementer og stemningslandskaber, og selve det udtryksmæssige kan i perioder minde om Jeff Buckley med de store og langstrakte flader med skrøbelig vokal.
Smoke Fairies leverer en særegen kobling mellem storladen og melankolsk skønsang, mere fortættede folk-sange, amerikanske sydstats-traditioner og indierockens energiske rastløshed og elektriske intensitet. Det giver et meget interessant resultat, der dog ikke er fuldt udviklet.