Et festligt, varieret og kompetent album, uden at det rykker ved de store overordnede genreoptegnelser, teoretiske grundtanker om tonesystemets sammensætning eller den musikalske verdensudvikling i det 21. århundrede. Det kan andre få lov at rode med – Freddy And The Phantoms leverer en vare, der virker, som leveres med smittende energi og humør.
Hovedindtrykket af dette album er som med forgængeren, at Vega er en eminent sangskriver, der formår at skrive sange, der har en usædvanlige langtidsholdbarhed. Det gør, at Vega kan opdatere og tilpasse lydbilledet nu og stadig få sangene til at leve optimalt. Det er imponerende og indgyder stor respekt.
Smuk, storladen og fornem opfølger fra Broken Records, der dog mangler den samme vekselvirkning mellem energisk power og storladen skønhed, som gjorde debutalbummet til et af de mest lovende indenfor indie-folk/rock-genren længe.
Kelley Stoltz leverer en både charmerende, men også langsommelig og langstrakt omgang garage-indie på albummet To Dreamers. Den amerikanske kunstner med de britiske inspirationer, lader således sin lytter vente lidt for langt mellem de højdepunkter, der gør at det lidt for mudrede og ensartede lydbillede får nuancer.
Telestjernen er ledestjernen i en rockmæssig rundtur i udkantsdanmark, hvor new romantics skønt forenes med røvballerock, hvor knallertudstødningen blander sig i næseborene med gyllestanken fra den nærliggende mark og friturestanken fra grillbaren, der i dette tilfælde hedder Roxy Grill.
Mika Vandborg er dygtig til at spille guitar, til at arrangere, producere, skabe energi og få det hele til at spille. Men sangskrivningsmæssigt er der langt mellem snapsene, og variationerne er så voldsomme, at de sammen med de skiftende vokalister er mere interessante og varierede, end de egentlig er vellykkede.
De færreste vil falde på halen i begejstring og føle sig kaldet til at slå flikflak på dansegulvet af dette album. Til gengæld tror jeg ikke, at der er ret mange der ærligt kan sige, at de ikke trak på smilebåndet, at de ikke følte nysgerrigheden pirret voldsomt – og at de ikke følte sig nødsaget til at tage stilling og gøre en holdning op, da de lyttede til Frisk Frugt.
Fokus har i høj grad har været på at skabe et album, hvor alt er perfekt til det yderste af fingerspidserne. Det er lykkedes, og det er selvfølgelig fornemt. Men det er også lidt for mange af de sikre kort, der bliver spillet, og det betyder, at indtrykket bliver lidt for blødt og finpoleret.
Danske Shotgun Revolution er en sjov utidssvarende rockgruppe, der med 80’er-udtryk leverer fængende melodier og udlever masser af energi. Lytter man udelukkende på instrument-udtrykket, så er stilen et sted mellem AC/DC og Iron Maiden. Lægges Ditlev Ulriksens vokal og korharmonierne oveni, så bliver udtrykket pludselig langt mere poleret og rent.
C’est Tout Martine har stadig plads til masser af forbedringer i sangskrivning, udtryk og så videre, men den umiddelbarhed, charme og impulsivitet, der kendetegner debutalbummet, gør det til et aldeles stærkt udspil fra en dansk debutant af den skæve og sjældne slags.
I’m Kingfisher bølger fra kæmpemæssigt til minimalt, fra den ypperste skønhed til den dissonerende skurren – og frem for alt er Arctic et betagende, smukt og medrivende album, der fra start til slut holder et ypperligt niveau, der placerer det som et af årets stærkeste og mest dragende mesterværker.
Dette er blot endnu et bevis på, at Teitur er en af vor tids største sangskrivere. At han lever en omskiftelig tilværelse når det gælder produktion og udtryk, vil nok forvirre enkelte, genere andre – og glæde andre igen. Jeg hører til den sidstnævnte kategori og er meget fornøjet med Let The Dog Drive Home.
Der er generelt ikke meget spræl i Timber Timbre, men der er forrygende stemninger og intense melodier og lydbilleder. Albummet starter forrygende, men efterhånden bliver det en anelse for ensartet til, at det som helhed bliver rigtig godkendt. Når det er bedst, er der noget forunderligt og skønt charmerende ved Timber Timbre, men opskriften når desværre at blive lidt for udvandet, inden Taylor Kirk runder af.
V.K. Lynne rammer et sted midt imellem et par andre ting, man har hørt så mange gange før. Det betyder, at hun ikke rigtig rammer noget – og når hun endelig gør, så er det allerede hørt både bedre og tidligere. Der er klart potentiale, men det skarpe udtryk mangler indhold, nærvær og stærkere sangskrivning. Men så kan det til gengæld også blive rigtig godt.
Det bliver for rodet og for sammensat af en masse forskellige elementer, der giver et ambitiøst og energisk udtryk. Men så længe selve grundelementet i numrene – melodierne – ikke er på et højere niveau, så er det svært at finde sammenhæng og substans i albummet som helhed.