Mark Oliver Everett er en usædvanlig kunstner, der er ligeså uforudsigelig, som han er produktiv. Jeg elsker Eels, og jeg er vanvittig med det meste af det omfattende bagkatalog. Åbenbart er Everett blot bedst til at ramme min smag, når hele hans verden er ved at bryde sammen. Således har han det alt for godt til at begå et nyt mesterværk.
En samling af de bedste lovesongs fra en kunstner, der havde sin storhedstid for 25 år siden, lyder ærlig talt ikke som noget, der burde få mig til at falde i svime. Men det gør det. Suzanne Vega er stærkt vedkommende og nærværende på denne samling akustiske indspilninger.
Straigh From The Harp er et spændende koncept og projekt, som fungerer forrygende af og til. Men det er også et projekt med en del begrænsninger, og allerede på et otte numre langt album er det svært at få det bedst funktionelle til at brede sig vidt nok omkring.
Det bliver for snævert, for rumsterende, for uroligt, for usammenhængende og for ensformigt til, at det fanger min interesse. Det meste flyder sammen i en stor grødmasse, der er svær at skille fra hinanden og sig selv, og dermed er det allerhøjst et par mulige enkelttracks, der kan anbefales. Som album er Wavves absolut forbeholdt de få.
Vokalen er genert og naiv i sin tone, mens det er den rene elguitar-lyd, der præger de fleste numre. Og når guitaren får lov at lægge en huggende bund bag de banale melodier, fungerer det faktisk ganske fint. Når Deez flirter med elektroniske beats, der ustandseligt opbrydes, så holder vokalen og numrenes overflade ikke til den megen rumsteren.
Unbunny er en rastløs størrelse, der har svært ved at finde ro det samme sted i længere tid. Sådan er det også musikalsk. For roen og skønheden findes – men den varer sjældent ved ret længe ad gangen. Det bliver et problem hos Unbunny, der kun en enkelt gang formår at kombinere den ekstreme rastløshed med evnen til at skabe musikalsk skønhed.
Ghinzu formår alt for sjældent at føre deres forcer helt igennem. Det er som om, deres store styrke er at skrive de skæve og fængende popsange, men de vil ikke stå ved det, og pakker dem derfor ind i mislyde og fortænkte rockskabeloner. Det er synd, for de mange løfter er store, men kun to af dem bliver holdt.
De gode sange er i topklasse, men helheden bliver en anelse anstrengt, og det er synd, for når The Coral holder sig til den direkte charme og tilgængelighed, så er de bestemt en samling kære og behagelige lege-fætre at være i selskab med.
Avalyn skaber pæne forventninger til sig selv med denne EP. For at forventningerne fra min side for alvor bliver indfriet, mangler jeg den sidste finpudsning af udtrykket, så det både fungerer på de eksplosive og energiske numre – og på de mere afdæmpede og følelsesbetonede skæringer.
Sangskrivningen og de tekstmæssige temaer læner sig tydeligt op ad det materiale, der blev skabt sammen med Peter H. Olesen, og det må så være op til den enkelte lytter at afgøre, om det er positivt eller negativt. For mit vedkommende er det et glimrende udgangspunkt.
The Ghost er et aldeles interessant bekendtskab, omend det ikke ligefrem er nyskabende. Men den drengede charme kombineret med den melankolske og tænksomme attitude, giver et tiltalende og imødekommende udtryk. Jeg kunne savne lidt mere kant, og jeg kunne savne lidt større variation.
Jeg er klar over, at jeg går imod trenden, hypen og alt det andet, som er med til at bære The Drums fremad. Og er du uendeligt glad for deres hitgennembrud, så er dette album garanteret noget, der vil falde perfekt i din smag. For mig er det lidt for spinkelt, snævert, ensartet og kedsommeligt, omend jeg anerkender, at de har deres helt egen lyd.
På størstedelen af ”Bang Goes The Knighthood” formår Neil Hannon at finde balancen mellem det sarkastiske og humorisitiske og mellem det dybsindige og vedkommende. Det gør dette album til et fremragende og smittende bekendtskab, der kun misser den sidste tand på karakterskalaen, fordi det mod slutningen bliver en anelse mere fjollet end nødvendigt.
Skal Alina Orlova skabe sig det helt store internationale gennembrud, så er hun desværre nok nødt til at skifte til et mere internationalt sprog. De litauiske og russiske tekster bliver en tand for eksotiske for flertallet af musikelskere – særligt fordi denne musikgenre opfordrer til grundig tekstlytning.
Karen Elson sammensætter klassiske traditioner og dyder med et mere moderne, støvet og intenst lydbillede. Det betyder, at nerverne i musikken slår gnister flere steder, hvor Karen Elson skaber store musikalske øjeblikke. Niveauet er ikke lige højt hele vejen igennem, men for tilhængere af klassiske musikrødder og story-telling, skal Karen Elson varmt anbefales.