Det generelle indtryk er, at selvom udførelsen er upåklagelig, og kvaliteten af Nell Brydens album ganske fornuftig, så er der ikke meget nyt at hente, og lidt for ofte kører pladen i hak i de countrytraditioner, der har umanérligt svært ved at lade sig modernisere og forny.
John Grant debuterer med et imponerende værk. Sangene er lette at tilgå, men rummer en enorm dybde. Stilen varierer fra det helt indesluttede minimale set-up med en mand ved et dæmpet klaver – til det stort bombastiske med hele symfoniorkestre, der buldrer løs i stort opsatte arrangementer.
The Reverends er bestemt et stærkt spillende band, der formår at få deres country-numre til at fungere optimalt. Et par steder overrumpler de med stærke sange, men ellers er det de tekniske musikevner, der er Reverends’ styrke. Lidt for ofte kommer sangene til at lyde som noget, der er hørt lidt for mange gange tidligere.
Ndidi O overbeviser med sin debut, og selvom hun betræder en genre, hvor hypen kan synes en anelse aftagende, så slipper hun stærkt afsted med det. Og det gør hun, fordi hun er helt sin egen, og fordi det er tydeligt, at de sjælfulde sange kommer helt fra hjertet.
Mulighederne for solide placeringer på amerikanske hitlister, der er tilegnet denne musikgenre, er helt i top. Men muligheden for at trænge solidt ind på det europæiske marked – og i særdeleshed hos det publikum, der almindeligvis tager den guitarbårne rock til sig – er aldeles minimale.
Rufus Ethan Spencer er blot 19 år og omdrejningspunkt i bandet, der bærer hans fornavn og efternavn. Trods den unge alder formår han og hans band på deres første EP at skabe et overbevisende ståsted for sig selv, som ovenikøbet straks er klar til at blive udfordret ved at søge nye græsgange.
Variationen er stor og opbygningerne er fornemme. Men sjældent kommer det klimaks, der bygges op til, og man sidder tilbage med følelsen af, at alt det der var stillet i udsigt, aldrig var sandt. Det er synd, for der er masser af stort potentiale i Peggy Sue, der mangler at kringle kronen på krogen i størstedelen af numrene.
Generelt bliver det lidt for kedsommeligt, og selvom alt er i den skønneste orden, og alle vokaler og guitarer præsenteres med en fornem præcision, så mangler de små afstikkere, der bryder den ellers lidt for glatte overflade.
London-bandet Peyoti For President er en sær størrelse, der mest af alt leder tankerne hen på Manu Chao. Og så alligevel ikke. Stilen er en klart latin-inspireret fusions-pop med masser af festlige elementer, spoken word, rap, reggae og masser af politiske budskaber om at redde verden med fred, musik, kærlighed og glæde.
Hafdis Huld vil nok være lidt for lyserød og hyggelige til nogle, men for dem, der nyder balancegangen mellem poppens umiddelbarhed, folktraditionernes historie og singer/songwriternes evner til at trække lytteren til sig med sine fortællinger, så vil dette album have en ganske klar appel og være aldeles anbefalelsesværdigt.
Run Ego er et udmærket album, omend det favner en tand for bredt, og det sublime nærvær, man momentvist fandt på bandets debutalbum, er udskiftet med lidt større armbevægelser. Når de fungerer, er Men Among Animals i høj klasse, og det skaber flere store højdepunkter undervejs.
Xavier Rudd & Izintaba er på nippet til at begå et sandt mesterværk. En klassiker. Et album, der vil blive husket i mange år frem i tiden. Men de få svage punkter undervejs er dog nok til, at den fornemmelse af at være totalt overrumplet og opslugt, som man sidder tilbage med efter den første del af albummet ikke holder hele vejen.
General Fiasco leverer et ganske fint debutalbum, der ikke udfordrer voldsomt, men som til gengæld indeholder masser af fin radiorock, der har lidt mere kant på tekstsiden, end på produktionen. Vi er lidt dybere end hos flertallet af amerikanske collegerockere, men stadig på et relativt overfladisk niveau, hvor det er melodierne og umiddelbarheden, der bærer læsset.
Striving Vines giver store løfter for fremtiden. Debutalbummet er et stort skridt på den vej, der kan føre bandet frem til national og bred anerkendelse. Der mangler måske det sidste twist af variation og et par enkelte overraskelseselementer undervejs, før det er i helt i top.
Det bliver lidt for konceptuelt og ensformigt. Der er for langt mellem de gode melodier og de tiltrækkende momenter. Og derfor bliver Everybody Was In The French Resistance…Now! en duo, som tiltrækker sig mere opmærksomhed på sin løjerlighed end på sine evner.