Det er et dygtigt og langtidsholdbart album, som portugisiske Rita Redshoes debuterer med. Det har allerede et par år på bagen og har blot udvidet sit eget og Rita Redshoes popularitets-territorie langsomt men sikkert. For der er masser af kvalitet, variation og dybde på debutalbummet, der kvalitativt hører hjemme blandt årets pæne overraskelser.
Alt det, som kunne have fungeret på en let, minimalistisk og uforstyrret måde, bliver pakket ind i forstyrrende elementer, og sangene mangler derfor skarphed og flyder ligeså stille og let gennem opmærksomheden for snart at være borte igen.
Kiss Kiss Kiss debuterer på et forholdsvist højt niveau. De synes dog at vælge de sikre løsninger lidt for ofte, og derfor mangler jeg et lidt klarere billede af, hvem de er som band, fremfor hvem de gerne vil være. Men forudsætningerne for at bygge noget rigtig godt og holdbart op, er helt klart tilstede, for både sangskrivning og udførelse er glimrende.
Al ære og respekt for, at Trajve og John Sharling har sunde hobbies så som at spille på instrumenter og skrive sange. Og fred være med, at de vælger at indspille det på en cd. Men som anmelder er det vanskeligt at tage Trajve seriøst, når de ikke tager sig selv det mindste alvorligt. Og John Sharling havde været bedre tjent med at lave sine egne cd’er på eget hjemmebrænderi.
Søstrene Piroth er ekstremt talentfulde og kan skabe stemninger med deres stemmer, som man skal lede længe efter. Kunsten er først og fremmest at bringe det talent i spil i en sammenhæng, der både tilgodeser stemmerne, lytterne og søstrenes egne musikalske præferencer.
Duck and Cover er et dansk 40’er-country-pop-band, der på nær den manglende skrat fra pladespilleren, ligeså godt kunne have været udsendt den gang for 70 år siden. Man kan kalde det stilsikkert og traditionsbevidst, men alligevel kan det ærgre, at der ikke gives lidt moderne indspark undervejs.
Sangskrivningsmæssigt går man aldrig galt i byen med Jens Henrik Horslund, men på denne Ep har han vanskeligt ved at gøre sine sange vedkommende og velfungerende. Først og fremmest er produktionen ikke god ved sangene, og samtidig er udgangspunktet for let, luftigt og poppet.
The Men er garanteret super festlige at opleve live. På plade er der lidt for meget fest og ballede til min smag, og det er svært at finde de dybere liggende budskaber i svenskernes univers. Den slags er heller ikke en nødvendighed i musikkens verden, men skal man leve af fis og ballade, så skal den leveres lidt mere varieret.
Forvirringen er større end talentet, potentialet og evnerne. Der bygges op til en fornem kulmination omkring midten af albummet, men opbygningen bliver lidt for lang og fraværende, og det er den type album, man skal have uendelig tålmodighed for at finde ind til.
Mikkel Engell træder ind på den danske popscene som en klar outsider. Det er svært at rette nogen direkte sammenligninger, for den gammeldags, affekterede og cool crooner-attitude strider mod den moderne popbund, som musikalsk lægges under sangene. Det er et aldeles interessant projekt.
Some Speak Of The Future kræver en vis opmærksomhed fra lytteren, og der opstår et lille mismatch mellem den varme, tilgængelige overflade og den alligevel krævende side af bandet. For den nysgerrige lytter er det et stort plus, men det er måske de få, der for alvor har mod på at give den attention, som der kræves.
Det er finsk, det er skørt, det er vanvittigt og det er spraglet. Pintandwefall er en kvindegruppe, der befinder sig et spøjst sted mellem energisk punk, feststemt girlpower og noget retro-agtig 80’er-lyd, der kan lede tankerne hen på The Sounds.
Farven Fornem udsender aller ydmygst en EP i deres søgen efter at etablere kontakt til pladeselskaber og samarbejdspartnere. Og for pokker da, hvor må det i allerhøjeste grad komme til at lykkes, for niveauet er uhørt højt for et usignet dansk band.
Jeg bryder mig rigtig godt om Erland Coopers afmålte, drengede, rolige og bløde indie-vokal, og variationen i lydbilledet er betagende. Dog bliver det for rodet og usammenhængende i længden, og kun to af albummets holder for alvor et højt niveau.
Det er, når Marie Dahl er i centrum og musikken løfter hende frem i rampelyset, at dette album er stærkest. Når alt for mange små-elementer forstyrrer det stærkt nærværende udtryk, der ellers hersker, så forsvinder fokus og nerven.