Der er flere fine optræk og en enkelt fuldtræffer på Bronson Brothers’ debutalbum. De fine elementer skal forfines væsentligt og sammenhængen på albummet skal have en væsentligt større tyngde, for at næste forsøg bliver vellykket.
The Floor Is Made Of Lava træder i karakter som et stærkt rocknavn, man skal regne med. Et band, der formår at sætte sig selv i scene på bedst mulig måde, og den ungdommelige charme er ikke forsvundet, selvom udtrykket er ganske modent og tydeligt finpudset i forhold til tidligere.
Astonishment skuffer på Beautiful Machine, men ret beset skuffer de kun, fordi deres debutalbum var så helt igennem fænomenal, som det var tilfældet. Samme intensitet, nærvær og nerve findes kun sjældent på Beautiful Machine.
Seabear’s nye album er en klar skuffelse i forhold til forgængeren. Der er sket mangt og meget for islændingene, og udviklingen er ikke til at tage fejl af. Var de nye elementer tilføjet ovenpå de eksisterende styrker – i stedet for at have erstattet dem – havde vi været tæt på noget rigtigt stærkt. Nu ender det mest af alt med antydninger.
Tom McRae lægger sig et sted mellem David Grays tilgængelighed og Damien Rice’s eksplosive skrøbelighed. Halvdelen af numrene er mesterlige, men desværre er ligeså mange numre ikke skarpe nok til at træde frem fra anonymiteten. Når Tom McRae lykkes til fulde er han i mesterklasse – men det sker lidt for sjældent.
Når varmen trænger igennem og melodierne får lov at stå knivskarpt, så er The Go Find en sand yndlingstysker med skyhøj kvalitet. Der er lidt for mange udsving på kvalitetsskalaen, og det koster i helhedsvurderingen, men indiepopelskere må ikke snyde sig selv for albummets højdepunkter.
Der er kolorit på livet hos britiske Devonté Hynes a.k.a. Lightspeed Champion. Rufus Wainwright møder Mika og aftaler, at de aldrig skal gå den kommercielle vej, men i stedet pille al glatpolering og tilretning af deres numre, og lade dem leve på eksplosiv energi og milliarder af idéer.
Det bliver overordnet for ensformigt, selvom evnerne og kvaliteten klart er tilstede. Kun sjældent får jeg dog lyst til at skrue den rigtige vej på volumen-knappen, og kun et par gange undervejs kribler det i fingrene for at lytte til samme nummer en enkelt mere.
Det er smukt, talentfuldt, stærkt, følsomt og imponerende. Men det er også en smule for søgende. Marie-Louise Munck søger ikke afvekslingen ofte nok, og når hun gør, så søger hun lidt for langt fra kernestyrkerne i det varme, smukke, melankolske lydbillede.
Mange vil med garanti vende ryggen til The Strange Boys på grund af den stenede stemning og skæve vokal, men giv dem en chance, for det er i mine ører et forrygende, charmerende og skævt bud på, hvordan rock’n’roll stadig kan fornyes indenfor de ældgamle rammer og dyder.
Det er et fint, forståeligt og sympatisk forsøg, Fionn Regan gør, når han forsøger at sætte mere strøm og energi i sin karriere. Men det er, når han selv stjæler billedet med sine sange, sine fortællinger og sin behagelige vokal, at han er noget særligt. Han sangskrivning kan ikke bære alt for megen elektricitet – det er nerven i vokalen og teksterne, der holder sangene flydende, og det er tydeligt på albummets mere afdæmpede numre.
Jo, han kan spille guitar som en mester. Han synger ganske fedt i sin rock’n’roll blues-stil. Men det er hørt en milliard gange før. Og melodierne, produktionen, arrangementerne bringer intet nyt. Det er som en kopi af en kopi af en kopi.
For de, som allerede har Klondyke på hylderne, er der ikke meget nyt at hente, og jeg kan ærgre mig over, at der ikke er mere end et enkelt nyt nummer, og at alle svinkeærinderne på andre opsamlingsalbums, ikke er taget med her. Det kunne have sat prikken over i’et på en ellers fin oplevelse i dansksproget folk-pop.
Hvis The Kissaway Trail gik enkelte musikelskeres næse forbi, da de debuterede for et par år siden, så må det være et endt kapitel. Med Sleep Mountain viser fynboerne en ekstremt høj klasse, et enormt ambitionsniveau og en imponerende evne til at få det meste til at lykkes.
Eneste hæderlige nummer er afslutteren ”Run Instead”, der med sit akustiske guitarfingerspil egentlig er ganske OK, men det bliver også ved det enlige nummer, der reelt er nogenlunde tåleligt. Ellers rammer Vanja næppe ret mange pladehylder – bortset fra dem, der i forvejen bugner af Grand Prix-hits og andre svenske blondine-albums.