Modsætningerne er stadig tiltrækningskraften hos Vampire Weekend, der dog fylder lidt for meget fest og farver på albummet end godt er. Men på de to tredjedele af Contra, hvor bandet formår at holde sig fra de kulørte drinksparaplyer, der er det ganske overbevisende.
Mark Oliver Everett er en særling med stor rutine og med mange albums på bagen i sit en-mands-styrede orkester Eels. Jeg er fuld af begejstring over dette album. Eels startede karrieren med stærke albums, havde en lille down-periode undervejs, men har med sidste års Hombre Lobo og dette års End Times vist klassen.
Århusianske Singvogel har tidligere optrådt sammen med poeten Peter Laugesen, men udsender med Disneyexorcist et rendyrket musikalbum. Det er grimt og grumt på det produktionsmæssigt plan, vokalen er skæv, skinger og skrighæs, mens teksterne er syrede men fornøjelige.
Solander viser et gigantisk potentiale, og de steder hvor han rammer topformen, er han i verdensklasse og hans musik antager status af mesterværkspotentiale. Men niveauet varierer for meget, og selvom de grænsesøgende arrangementer netop udskiller sig ved alsidigheden, så kammer eventyrlysten desværre over sine steder.
Sophie Woods placerer sig et sted mellem det lettilgængelige poppede og det kantede, bluesede og soulede. Man kunne sammenligne med en blød og imødekommende udgave af Kira And The Kindred Spirits. Allerbedst er Sophie Woods, når hun lader musikken være beskidt og fuld af nerve.
Der er enkelte lettere søvndyssende perioder, hvor det er vanskeligt at holde fokus, men inden man slumrer helt hen, bliver man vækket til live af en ny lille charmerende overraskelse. Og det er med til at gøre The Elephants til en god ven, man ikke bliver træt af at være sammen med, men som af og til lever lidt for meget sit eget liv.
Det er atypisk at skrive et primært afdæmpet, følsomt og nedbarberet album ud fra positive og varme tanker. Men det lykkes fantastisk for Laura Veirs, der med July Flames begår et stærkt singer/songwriter-album.
Man tør næsten ikke tro, at Sange til den sidste luksusgeneration kan holde niveauet, for med denne demo sørger de for at sætte ganske store forventninger op hos deres publikum, der vil imødese et fuldlængdealbum med samme utålmodighed som små børn ser frem til 24. december.
Der går halvandet halvsløjt nummer for hver enkelt lækkerbidsken, og derfor synes helhedsindtrykket af Nadia Støt Danner at være lidt for spraglet og broget til, at man skal købe albummet for den musikalske kompletheds skyld.
Musikalsk burde The Stage Names have manifesteret Okkervil Rivers navn i en langt bredere forstand, end det blev tilfældet, men albummets tekstside afslører i høj grad, at bandet ikke nødvendigvis higer efter berømmelsens stjerneglans, men har det allerbedst med at være i den position, som bandet var før, under og efter tilblivelsen af denne klassiker.
Imellem livets store spørgsmål og albummets kæmpemæssige melodier gives der små opfindsomme, kreative og underfundige intermezzoer med elektronisk dippedutteri, forvrængede lydeffekter og andre mærkværdigheder. Alt sammen gør Yoshimi Battles The Pink Robot til en milepæl i indiepoppens historie.
Efter utallige gennemlytninger overrasker Benjy Ferree stadig stort på hvert eneste nummer. Det kunne gå hen og blive lidt af en kult-klassiker, og det er egentlig unfair at anmelde et album, inden man føler at man er nået helt til bunds. Men Benjy Ferree bliver ved med at lægge nye lag i sine sange – som om de udviklede sig videre efter indspilningerne.
Muldaur vender tilbage til samme grundlæggende afsæt i sit musikalske ståsted, som der hvor det hele startede i 1963. Og ikke nok med at hun vender tilbage til jug-musikken, så gør hun det også sammen med et par af de samarbejdspartnere hun debuterede med for snart 50 år siden. Og rutinen slår ikke fejl i denne traditionelle sammenhæng.
Karrierekanonvinderne har tidligere udsendt debuten i Japan, men først nu er den klar i hjemlandet. Og de danske indieelectronicdiscodebutanter har godt greb om popproduktionerne og den lækkertlydende dansestemning, men det bliver alligevel en tand for monotont og ensformigt i længden.
Hvis Jacob Speake arbejdede nogen mere med sin vokal og sin udtale af det engelske sprog, så har vi en kunstner med et potentiale til at gå hele vejen og lidt længere. For idémæssigt og sangskrivningsmæssigt har jeg sjældent hørt større talent.