Karen S.: Second Man On The Moon

Karen S.: Second Man On The Moon

Det er al respekt værd, at Karen S. ikke plastrer sine numre til med smart og fiks indpakning. De billige tricks er heldigvis gemt af vejen, men det betyder samtidig, at sangene i sig selv mangler lidt afveksling og alsidighed.

Esther Maria & The Song Horse: My Black Heart

Esther Maria & The Song Horse: My Black Heart

Esther Maria kan meget vel være et navn, vi skal holde et vågent øje med i fremtiden. Hun og hendes Song Horse-band løfter sløret for et vist potentiale på EP’en ”My Black Heart”, der viser store stemningsmæssige evner, men også en mangel på at kunne styre og begrænse de følelsesmæssige inputs i fremførelserne.

Munck // Johnson: Spirits and Ghosts

Munck // Johnson: Spirits and Ghosts

Har du tidligere fravalgt Munck // Johnson, får du ikke de store anledninger til at skifte mening. For der er ikke de store stilmæssige og udviklingsmæssige overraskelser på Spirits and Ghosts. Men det er fantastisk habilt, det de leverer.

Circles: …And Kiss You Goodnight

Circles: …And Kiss You Goodnight

Circles er yderst kompetente musikere og mestrer i den grad udførelsen af numrene på albummet, men sangskrivningsmæssigt mangler der en masse, og det samme gælder i arrangementer og produktion.

Diverse kunstnere: Hyldest til Sebastian

Diverse kunstnere: Hyldest til Sebastian

Sebastians sangkatalog er enormt, og der er selvfølgelig masser af numre man kunne savne på denne hyldest-cd, der dog rummer en stribe af de hitmæssige højdepunkter. Der er fornemme og gribende momenter på albummet, og der er mere unødvendige passager, som sagtens kunne have været undværet.

Levellers: Live at the Royal Albert Hall

Levellers: Live at the Royal Albert Hall

Levellers’ liveudgivelse fra Royal Albert Hall viser, at bandet er endegyldigt ovre middelmådighedsperioden. Som seneste studiealbum – og seneste koncerter i Danmark – viser albummet et spudlende band, der stadig har energien og den politisk flabede og kontroversielle kant.

Emily Loizeau: Pays Sauvage

Emily Loizeau: Pays Sauvage

Man kan sammenligne det vilde og viltre udtryk med Tom Waits, der på samme måde formår at sammensmelte folkmusik, teatralske virkemidler og et åbenhjertigt og imødekommende udtryk i en kompliceret sangskrivning. Og alle disse modsætninger er med til at gøre Pays Sauvage til et beundringsværdigt og ganske imponerende værk.

Skunk Anansie: Smashes and Trashes

Skunk Anansie: Smashes and Trashes

Skunk Anansie er tilbage. Denne opsamling beviser ikke alverden i sig selv, men den gør opmærksom på bandets tilstedeværelse, og den tegner måske et par retninger for fremtiden i kraft af de tre nye numre. Der kommer dog næppe flere fans til på baggrund af denne udgivelse.

Annie: Don’t Stop

Annie: Don’t Stop

Man aner hist og her det talent, der har givet Annie et flot omdømme og en bemærkelsesværdig hype. Men som helhed er Don’t Stop en regulær skuffelse med alt for få mindeværdige øjeblikke, alt for få højdepunkter, alt for megen ensformighed og alt for megen kølighed.

By Masja: By Masja

By Masja: By Masja

By Masja er pop på ærlig vis, og det er pop uden bagtanker – men med masser af baggrund. Og det er der ikke nødvendigvis noget galt i, selvom den mavesure altid vil kunne have ret i, at der ikke er noget nyt, at man synes man har hørt formlerne og skabelonerne før.

Tutankamon: Tutankamon

Tutankamon: Tutankamon

Svensk indie-kvartet med medlemmer fra Peter Bjorn And John og Shout Out Louds hygger sig og morer sig med nyt sideprojekt. Det er ikke lige imponerende hele vejen igennem, men charmen og spilleglæden er ikke til at tage fejl af, og enkelte numre har aldeles stort indie-hit-potentiale.

Twins Twins: Until Dawn

Twins Twins: Until Dawn

Danske Twins Twins var ikke uefne på deres tidligere udsendte EP. Nu følger de op på fuldlængde-debut, og det falder lidt mindre heldigt ud. Den slags er selvfølgelig altid en smags sag, men i min optik var Twins Twins stærkest på EP’ens rock’n’rollede-numre, som er helt udeladt på albummet.

The Sons: Visiting Hours

The Sons: Visiting Hours

The Sons bringer ikke så meget nyt ind i rockens verden. Men de bringer det mest grundlæggende, der nogle gange bliver glemt i bestræbelserne på at opfinde nyt. Nemlig umiddelbarheden, charmen og den smittende spilleglæde. De kombinerer med stærke traditioner og en fornem evne til at skrive gode sange med vedkommende tekster.

Anders Ejsing: Sange om firkanter, mudder og inkonsekvens

Anders Ejsing: Sange om firkanter, mudder og inkonsekvens

Alt tyder på, at Anders Ejsing kan synge, kan skrive glimrende sange, kan skrive meningsfulde tekster. Men han vælger for ofte det skæve og fjollede udtryk. Lad os få langt mere meningsfuldhed, som på ”Daggry”, der viser Ejsings sande potentiale – og langt færre upersonlige fjollerier.

Brett Anderson: Slow Attack

Brett Anderson: Slow Attack

Sangene er betagende, følsomme og fyldt med stemninger. Melodierne er på sin vis lovende, men af og til trækkes hver eneste node, stavelse og stemningsmæssig krukke-krusning i det uendelige, og man fornemmer enkelte steder, at Brett Anderson eller musikafspilleren er gået i stå.