Irske Glen Hansard og tjekkiske Marketa Irglova er besætningen i The Swell Season. En duo, der tog et gevaldigt krumspring og slog igennem fra en helt anden vinkel end de fleste musikere. Det er således personerne fra spillefilmen ”Once”, der er klar med et album under kunstnernavnet The Swell Season.
Jamie T er en gavflab, og han er dygtig til at få nørklet sine tekster ordentligt sammen, så de har udtryk og indhold. Men der bliver afprøvet lidt for meget og søgt lidt rigeligt mange afkroge til, at det for alvor sætter sine spor som en helheds-åbenbaring.
Copenhagen Songwriter Festival er et fint tiltag, en stærk idé, og denne præsentations CD er en fin indgang til en række af de bedste og de talentfulde danske sangskrivere. Men der er lidt langt mellem snapsene og variationen, og derfor er det mest en ”nysgerrigheds-skabende” CD frem for en decideret god én af slagsen.
Svensk jazz-bassist forsøger sig med minimalistisk indie. Det lykkes af og til, men det charmerende ydre bliver også en smule kedsommeligt i længden. Tyst vokal og minimalistiske arrangementer kræver lidt ekstra af sangskrivningen, og det leverer Folke ikke i mængder, der er rigelige nok.
Edinburgh-bandet Broken Records debuterer med et album, der næppe vinder den helt store genklang i Danmark. Traditionen og interessen for britisk folkemusik med punk-attitude er ganske enkelt for lille i Danmark, men det afholder nu ikke bandet fra at levere varen på store dele af deres debut.
Selv det bedste hold løber ind i nederlag. Det gælder om at komme videre – og sejre næste gang – for at nederlaget kan godtages som et bump på vejen. Lad os håbe Willard Grant Conspiracy er med på den sammenligning, for Paper Covers Stone bør puttes i glemmebogen så hurtigt som muligt.
Mere vildskab, mere kant og lidt mere af den desperate vrede, som Anders Thrane mestrer i høj klasse på titelnummeret ville have gjort underværker. Kombineret med lidt mere vildskab i teksterne ville Thranes debutalbum have peget mod toppen af dansk popmusik.
Jeg er ganske imponeret over Høgni, der fremstår som en fremragende kunstner, der går i ét med sin musik, og som er hundrede procent integreret i skabelsen af numrene. Og det har den moderne musikscene i den grad brug for at tage imod med åbne arme.
Der bliver sjældent plads nok til, at den spinkle og udtryksfulde vokal får plads til at sætte sig solidt i produktionerne. Lidt for mange forsøg på at klistre stemninger ovenpå den rene og uspolerede skønhed, medvirker til, at jeg aldrig rigtig finder ind til sjælen i Liva Anderssons ellers så følelsesbetonede og sjælfulde univers.
David Gray virker som en kunstner, der er godt på vej til at finde sig selv – men som stadig mangler det sidste for at være i total balance. På Draw The Line formår David Gray at kombinere den spontane sangskrivning med det modnede udtryk, som også prægede hans seneste studiealbum. Udtrykket er mere helstøbt – men albummet bliver aldrig den store åbenbaring.
Yaguar har med sin imponerende spændvidde og sit fornemme udtryk, der rummer så mange af den tidsaktuelle popscenes elementer, potentialet til at blive en af dansk pops mest betydningsfulde udgivelser i dette årti. Og det er næsten skræmmende at tænke sig, hvad Julie Maria kan drive det til, hvis hun fortsætter udviklingen i denne retning.
Vic Chesnutt betegnes mange steder som en af de mest undervurderede kunstnere i sin genre. Og det understreger han med albummet At The Cut, der næppe rammer den store masse-hyldest, men som rummer enormt meget – såvel kvalitets- som indholdsmæssigt. Omend det nok er et album for feinschmeckere.
Walisiske Cate Le Bon er en sangerinde med et ganske særpræget udtryk. Hendes debutalbum Me Oh My udkommer på Super Furry Animal-ikonet Gruff Rhys’ nystartede selskab Irony Bored, og som pilotalbum fra dette selskab viser Cate Le Bon vejen, hvis formålet er at udsende ekstremt udtryksfulde indiealbums med et snævert og psykedelisk snit.
Jeg har altid anerkendt Grand Avenue, men på ingen af de tre første albums fra bandet, har jeg haft armene over hovedet. Denne gang er jeg tættere på, for Grand Avenue har i momenter styrket udtrykket og hævet sig fra at være et velspillende band til også at have en råstyrke, som ellers har været problematisk for kvartetten at få frem i musikken.
Kan Papa Stereo holde niveauet på mere end tre numre, og kan de holde fast i en naturlig originalitet, uden at den bliver påtaget, når den skal strækkes ud over et større repertoire, så er der noget rigtigt spændende i vente i Papa Stereos fremtid.