Blandingen af varm organisk lyd og kølig elektronik har givet Múm deres kendetegn som folktronica-band, og det slår ofte igennem. Desværre skydes det potentielt stærke helhedsindtryk ned af lidt for mange mærkværdigheder og underspillede indfald undervejs. Derfor er det svært at holde interessen intakt gennem hele dette islandske værk, og jeg må nøjes med at blive draget mod nordatlanten i få udvalgte – men til gengæld ganske stærke passager.
Der må gerne komme lidt mere ansigt og lidt flere muskler bag de stærke melodier, men konceptet og potentialet er fint, og det ville være fjollet hvis ikke et tålmodigt arbejde med at afpudse disse fine elementer, skulle have lov til at bevise, om helheden kan bære et helt album.
Det er flabet af en anmelder at mene, at et album er lidt for perfekt og velgjort, men det klæder både rhythm’n’blues og blues, at der er lidt smuds og sved i hjørnerne, og der synes dette album en tand for velfriseret. Men Risager viser ikke desto mindre, at han er blandt de største i Skandinavien i sin genre.
De inciterende reggae-rytmer bliver i perioder for monoton, og selvom intentioner og flow er fornemt flere steder, så kører de ellers fine numre med stedvis lækre blæsersektioner, i samme rille lidt for længe. De gode idéer bliver genanvendt og brugt så meget, at de mister deres intensitet og styrke.
Der er en ypperlig coolness over Black Moth Super Rainbow, og det er næppe til at skyde hovedhjernen Tom Fec ned fra sin artistiske hylde med opfordringer til mere hitpotentiale og større vægt på melodierne.
Et spøjst sammensurium af gammeldags heavy rock og endnu mere gammeldags røvballe dansk-country-pop, er hvad Vesterbro-flokken Artig Verner er leveringsdygtige i. Og det giver dem et præg af noget ironisk og upersonligt, som mest af alt gør dem til et fjollet og skørt bekendtskab.
Vi er i mange afkroge af indiepoppen, og referencer kan hentes fra alle de seneste fem årtier. Der er smuttere undervejs, men der er også indiepop i verdensklasse på God Help The Girl. Dertil kommer, at Stuart Murdoch har samlet et par fine stjernefrø og suppleret med rutine og store arrangementer.
Andy Benz har begået et album af den slags, som er vanskelige at finde ord for. Den danske musiker har sammensat et helt album, hvor han angiveligt selv har indspillet hver eneste lyd – og hvor hver eneste lyd er frembragt på kontrabas!
Amazing Baby har en kølig og distanceret overflade på deres numre, der rummer en masse små finesser, der peger i hver deres retning. Det er båret af elektriske instrumenteringer med guitaren som det primære, mens vokalerne er højtsvævende og fraværende, og således forstærker det kølige udtryk. Som musikere er Amazing Baby kompetente, bevares. Men det er svært at trække sig helt tæt på Amazing Baby.
Han har spillet sammen med Gud, hver mand, Dissing, Dissing, Dissing med flere. Og nu er han klar med soloalbummet Tynd røg, der er alt andet end en tynd oplevelse. Faktisk er Las’ første soloplade en stærk udgivelse i roots-genren, og røgen stiger til vejrs som en os af spilleglæde og idérig sangskrivning.
Et studie i hvor ualmindeligt hårdt-pumpet og storladent, man kan producere en samling ordinære popsange med metalguitarer. Og Martijn Westerholt har fundet sin grænse – og overskredet den. For Delain er så højt svævende – og produktionsmæssigt så åleglatte, at de synes at have mistet jordforbindelsen.
Amanda Lagoni er debutant, og der findes mangler, ligesom der er punkter, hvor arrangementerne kan skærpes. Men hun debuterer også fra sit helt eget ståsted, og det frembringer de 2-3 perler på albummet, som gør hende til et navn, der absolut er værd at holde øje med.
Eels betaler tilbage for en række magre år. Hombre Lobo er et skønt album, som med sine særpræg og frækheder formår at male rynker i lytterens pande, samtidig med at der trækkes smilehuller hen over kinderne. Det er dødsens alvor, men det er også vældigt fornøjende. Det er super-personligt men med et særegent twist, der gør det både morsomt og vedkommende.
Andet album fra franske Toy Fight er ganske medrivende og fornøjeligt. Det er charmerende og varierende i sit udtryk, der veksler mellem akustisk og minimalistisk indie og i stort arrangerede brit-pop-agtige numre med stærke melodier og arrangementer med et stort udbud af instrumenteringer.
Generelt er det den fløjlsbløde vellyd og den behagesyge vokal, der er det mest kendetegnende på et album, hvor der hverken musikalsk eller melodisk bliver bragt de helt store udsving, og hvor jeg som lytter aldrig bliver decideret træt af bandet – men heller aldrig rigtig bliver fanget af helheden.