Rasmus Broe: Ildsjæl
Det er sjældent at høre en nykommer på musikscenen være så overbevisende i så forskellige retninger på så kort tid. Og så alligevel holde stærk tråd i sine personlige udtryk og musikalske holdepunkter fra album til album.
Nikolaj & Piloterne: MAND!
Trods flere gode forsøg undervejs, og selvom Piloterne er eksplosive, energiske og fremragende udførende som altid, så lægger MAND! sig lidt som et album, der udbygger kvantiteten af repertoiret uden at tilføje klare kandidater til næste Greatest Hits-album. Mere nærvær og en lidt mere voksen attitude havde gjort underværker for Nikolaj.
Xenia: Trash of Gold
Sangerinden Xenia er klar med sit andet soloalbum. Hun er nok mest kendt fra musical-scenerne rundt omkring, og forkærligheden for det teatralske og dramatiske er i den grad genkendeligt på Trash of Gold, der er et popalbum med en kæmpemæssig lyd.
Mt. St. Helens Vietnam Band: Mt. St. Helens Vietnam Band
Forvent ikke et band, der tager dig ved hånden og følger dig nænsomt gennem de 11 numre. Snarere et band, der giver dig en ordentlig krammer efter fulgt af en gigantisk rystetur, inden de rammer plet med en lussing på venstre kind for at slutte af med en kilde-tur, der fuldstændig tager luften ud af dig.
Bitter:Sweet: Drama
LA-duoen Bitter:Sweet er en sær men kammeratlig størrelse. De lægger fra land i trip-hop-genren med store beats og gigant-produktioner, men de drejer genren i en fornøjelig og glad retning, som får mange af de større og mere mørksynede stjerner i genren til at minde om dommedagsprofeter.
The Living End: White Noise
Det er ikke den dybeste kunst-tallerken, der er blevet genopfundet hos australske The Living End, men deres enorme evner ud i at skrive stærkt vanedannende sange og tilføre dem heftig guitarenergi og medrivende tempo, er uomtvisteligt. På bandets femte album fungerer cocktailen aldeles stærkt.
Louise Moe: Paint My Face
Den 25-årige sangerinde Louise Moe debuterer med albummet Paint My Face. Sine steder er albummet overbevisende, mens poppens overmalede ansigt også stikker snuden frem af og til.
Green Pitch: La Jolla
Det er en ganske velvalgt titel til dette album, der er en perle af en afdæmpet slo-mo-indie-pop-plade. Rex Garfields intime vokal er aldeles stærk i de afdæmpede numre, og Ste Rasch kan også noget med sin vokal, hvilket han bl.a. viser på ”A Letter of Stone”.
Lise Dres: Demo
Den århusianske sangerinde Lise Dres hører til den anderledes slags, der sætter udtryk og indtryk højest i sin dybt personlige måde at fremføre sine sange på. Desuden skriver hun de iørefaldende men kantede numre på dansk – og det øger intensiteten og nærværet.
Dan Auerbach: Keep It Hid
Dan Auerbach er bedst kendt som halvdelen af The Black Keys, men med Keep It Hid viser amerikaneren, at han også kan stå på egne ben. Det er en blanding af alskens amerikanske rødder, der blendes sammen med en retro-rock-lyd.
Art Cinema: Art Cinema
Med Jytte Lindberg som det dragende og karismatiske midterpunkt, debuterer danske Art Cinema, der er samlet omkring multi-instrumentalisten Robin Taylor. Stilen er storladen, pompøs og til tider ekstremt udtryksfuld.
Kissogram: Rubber & Meat
Man kan mene, at bandet lægger sig i baghjulene på bølgen af elektronisk funderede danske rockbands, men i modsætning til de seneste års danske musiktrend, så retter Kissogram blikket mere bagud. Forstået på den måde, at elementerne fra 80’erne er mere grundlæggende hos Kissogram.
Jeremy Jay: Slow Dance
Amerikanske Jeremy Jay rammer så absolut langt forbi med albummet ”Slow Dance”. Det er som om, det meste mangler. Produktionen er ultra-sparsommelig, sangskrivning tilsyneladende overstået på en eftermiddag og det er egentlig kun det ungdommeligt energiske guitarspil, der holder opmærksomheden fanget i enkelte perioder.
Sue: Home Philosophy
Hvor Sue spiller sikkert, viser de niveauet. Hvor elektronikken griber om sig, bliver de kløgtigt skrevne melodier væk i hurlumhejet. Og derfor ender Home Philosophy som et album, der ikke just er stilsikkert eller overbevisende. Men dog med et vist potentiale og med enkelte lovende numre undervejs.
The Phantom Band: Checkmate Savage
The Phantom Band søger efter grænser og afkroge. De kommer fint og smidigt omkring i hjørnerne – men vejen fra hjørne til hjørne er for lang – og hjørnerne er for forskellige til, at de hører sammen i samme rum.