Det kræver tålmodighed og koncentration at finde helt ind til sangene på Deaths & Entrances, og man kan således hævde, at mange måske vil gå død i jagten på indgangene til albummet, inden de er indenfor, men for dem, der holder stædigheden ved lige, er der en skatkiste at opdage.
Jeg erkender gerne, at jeg ikke kendte til Nordals Festival før i foråret 2009. Mit favoritband proklamerede pludselig, at de skulle optræde på denne danske festival, så datoen blev krydset ind i kalenderen, og så på opdagelse i festivalens øvrige musikprogram.
Jackie Leven er en uhyggeligt dygtig sangskriver, og han er ligeledes en stærk vokalist. Men han er knap så stor en entertainer, og som live-kunstner er han ikke helt så tiltrækkende som sine sange. Så det bliver en blandet helhed fra kongen af keltisk soul.
Leeds-baserede The Scaramanga Six er pompøse og storladne – og ofte på en måde, så det hele er lidt for meget af det gode. Motörhead med Tom Jones i forgrunden. En særegen blanding, der kunne have fungeret, men som synes at være en kende for overdrevet på størstedelen af bandets andet album.
De kan nemlig noget i udførelsen af sangene, The Butterfly Effect. Det er sublimt håndværk, når man hører dem bygge numrene op, men det er unødvendigt, at produktionen og vokalen skal trække dem over i reference-tråde som Europe, Firehouse, The Rasmus og Pretty Maids.
Når der kommer for mange finurligheder og overflademystik i forgrunden, så ryger magien, og det sker af og til på dette album, der derfor ikke når helt op, hvor det kunne have hørt hjemme.
Måske det er futuristisk, og måske jeg er gammeldags. Men selvom det er udadvendt og slagkraftigt, så er det svært at komme tæt på These Are Powers, der lægger sig et sted mellem noget højtråbende punk-agtig galskabs-attitude og noget mere dansabelt.
Den amerikanske kvinde-trio Au Revoir Simone spiller keyboard-pop med elektroniske trommer. Umiddelbart afskrækkende for min opfattelse af, hvad musik er og bør være. Men samtidig har de tre damer en utrolig evne til at skabe en fortrolighed, varme og melodisk klang, der bibringer en interessant intimitet.
Selvom tyske The Amber Light viser stor kunnen på enkelte områder, så mangler de at styrke sig i også at levere varen, når de bryder ud af deres vante omgivelser. Men snyd ikke dig selv for ”Drake” og ”Never Fade Out”, som er glimrende sange for dem, der holdt af 90’ernes britiske indiescene.
Stephan Grabowski har skabt et interessant værk, som byder på et lærerigt kultur-clash, der viser at verden hænger smukt sammen trods de gevaldige forskelle, der er på København og Bombay. Et værk, der viser, at drama og pompøsitet snildt kan forenes med intimitet og nærvær.
Det er sjældent, at der udgives modne danske popalbums, som stadig holder et vist kunstnerisk niveau. Men jeg havde gerne set, at Attermann havde gjort op med sig selv, om han ville lyde som Cohen eller Winckler. Eller måske som den blanding af de to ædle herrer, der fungerer flot på albummets stærkeste numre.
Når Chineese Letterbox tøjler hastighed og energi, så har de et åbenlyst potentiale. Når de tør lade lytteren komme tæt på, og ikke nødvendigvis skal brøle sig anstrengt og afskrækkende gennem numrene, så er der en åbenhed og tilgængelighed, som gør dem vedkommende. Men lidt for ofte løber tempo og energi af med dem i deres amerikansk inspirerede rock-numre.
Det er godt nok et mærkværdigt udspil, som Bibio har sendt på gaden. Vignetting the Compost lyder som et soundtrack, der ville gøre sig formidabelt til en kult-film, der i slow-motion viser, hvordan havens planter og græsstrå ligeså stille og roligt vokser et par millimeter mens man kigger med.
Forestil dig en norsk bjælkehytte langt væk fra alt. Med ild i pejsen – og iøvrigt indrettet med højt til loftet og nøjagtigt som et indisk hindu-tempel. Og sæt så et svensk indiepop-band derind sammen med en samling traditionelle indiske instrumenter og en nodebog fra Kula Shaker.
Et musikalsk velgjort projekt, hvor en flok ualmindeligt dygtige musikere skaber et frirum med masser af individuelle storpræstationer, der smelter sammen til en glimrende helhed. Desværre mangler melodierne det sidste til, at døren til omverdenen bliver åbnet, og det er derfor svært som lytter at føle sig helt som en del af festen.