Mark Chadwick kan i den grad levere varen på egen hånd. For Levellers-kendinge er det dog uundgåeligt, at han med en soloplade i denne relativt afdæmpede afdeling, vil fremstå en anelse kedelig, fordi det absolut modsatte er tilfældet hos Levellers. Men når man har vænnet sig til genren, så er det folk-pop på et vældig højt niveau.
Der er et par fine optræk til noget godt, men ellers er José Gonzales og Junip et lidt for genert og anonymt bekendtskab, der har svært ved at trænge så langt som ud over Gonzales’ eget stemmebånd. Overordnet er det for introvert og fjernt til, at det rigtigt fanger.
Lloyd Cole nærmer sig den alder, som man med en vis elegance og ærbødighed kan vælge at kalde moden. Det er måske med til at gøre udtrykket lidt mindre kantet og skarpt, og det er et valg, hr. Cole åbenlyst har truffet. Det bliver dog en smule for hyggeligt og tandløst hist og her, mens der stadig er en ypperlig kvalitet at finde, når Lloyd Cole er bedst.
Edwyn Collins er tilbage, og skal nok få sat sine aftryk med ”Losing Sleep”. De to afsluttende og afdæmpede numre hæver helhedsindtrykket betragteligt, mens de øvrige retro-inspirerede numre veksler mellem det kedsommelige og det rigtig gode.
Cherry Ghost mestrer de fornemme stemninger og de nærværende og intime musikøjeblikke. Men de satser helt modsat, og skaber enorme arrangementer med gigant-orkestreringer, og det er meget ærgerligt for dette album, der har masser af gode optrin, som kvæles i egne ambitioner. Det bliver for storladent og pompøst til, at detaljen og finessen træder skarpt nok frem.
De er bedst – og for mange også kun – kendt for ”La Bamba”, men har også leveret albums, filmhits og titelnumre til børneserier. Det drejer sig om mexicansk-amerikanske Los Lobos, der nu er klar med albummet Tin Can Trust, der overrasker på det genremæssige, men som til gengæld har svært ved at leve op til det niveau, deres tidligere succeser har været på.
Ved at skabe et konceptalbum accepterer man som kunstner, at der opstår visse fejl og mangler. Den store opgave er så, at højdepunkterne skal være medrivende nok til, at disse fejl og mangler accepteres af lytteren. Jeg har stor sympati for projektet, og finder levende musik – også på plade – langt mere attraktiv, og derfor lander jeg i en overvejende positiv fornemmelse af dette album.
Det er tyst, afdæmpet, skrøbeligt og inderligt, når trommeslager Philip Selway fra Radiohead debuterer med et soloalbum, der rummer primært akustisk guitar-baserede numre. Af og til rammer Selway og hans store korps af prominente medhjælpere en tone, der er gribende og rørende. Andre gange bliver det for skitse- eller klynkeagtigt.
Som anmelder skal man finde ord, så selvom det er fristende at nøjes med at skrive, at dette album er så godt, at jeg ikke kan finde ord for det, så skal jeg gøre mit bedste for at variere superlativerne. For I Am Kloot overbeviser konstant.
Det bedste på David Rotherays solodebut er i absolut verdensklasse. Undervejs bliver det genremæssigt en anelse for søgende, og i momenter kan udtrykket blive lidt vel højtravende. Men det ændrer ikke på, at Rotheray får markeret sig som en sangskriver af allerhøjeste kaliber.
Forestil dig et band som Sleeper – og tilsæt en kæmpe portion energi og skru guitaren op til firedobbelt styrke – så har du et nogenlunde billede af Sky Larkins udtryk på “Kaleide”. Tempo er energi er så højspændt, at det er vanskeligt at komme tæt på det, bandet vil lytteren.
Bill Kirchen har rutinen og erfaringen og bruger den i alt for høj grad på dette album, der ikke bringer meget nyt til musikkens historiske optegnelser. Elvis Costello leverer en pragtpræstation som gæstesolist – men bortset fra hans optræden, er der ikke voldsomt meget at skrive hjem om hos Bill Kirchen.
Det generelle indtryk af denne Ep fra The Norman Conquest er, at bandet stadig er fremragende i arrangementer og opbygninger. Melodierne er generelt pæne og fine, omend de kant tåle et par kilo mere i tyngden, mens produktion og vokal bliver en tand for pænt i længden, og gerne må have lidt flere muskler og råstyrke.
Duoen Best Coast kommer fra Californien og består af Bethany Cosentino og Bobb Bruno. De to skaber en løjerlig stemning af lidt punk, lidt garagerock, lidt hitlistepop, lidt 50’er-nostalgi og lidt 80’er-tristesse. En underlig sammenblanding, som da heller ikke altid rammer lige godt plet.
To numre er et relativt spinkelt vurderingsgrundlag, og det er uklart, om der kommer mere fra Faurholt og Schultz. Men denne appetitvækker er som de lækreste tapas. Ikke særligt omfangsrige, men alligevel ganske mættende på grund af den fornemme kvalitet og sammensætning.