Lykke Li er måske ikke nødvendigvis lykkelig på sit nye album. Men hun har ikke desto mindre leveret en udgivelse med stort potentiale, og selvom der er enkelte numre undervejs, jeg udmærket kunne have undværet, så tæller de gode øjeblikke så meget, at albummet som helhed er en masse anbefalinger værd.
Sange som ”Isabel” og ikke mindst den suveræne ”Vintersol” er fremragende, og generelt understreger Butzback sin helt særegne position på den danske musikscene. Han er en original, der formår at puste nyt liv i de ældste danske sangtraditioner – og samtidig give genren sin helt egen kant, personlighed og ungdommelige opdatering til en slags Højskolesangbogen version 2,0.
Generelt viser Peter, Bjorn and John sig fra den mest melodiske, smittende, sprudlende og overgearede side, men det sker samtidig med et twist af alvor. Og selvom alvoren ikke altid er lige vellykket, så giver den det nødvendige modspil til glad-i-låget-effekterne, og det gør dette album til et ganske udmærket et af slagsen.
Lissie er måske ikke den nye store pop-dronning, men hun giver den amerikanske popscene en stærk ny personlighed og integritet, og hun formår at fremstå som en sangerinde helt nede på jorden, selv når hendes vokal svinger sig helt op i det himmelske. Der er virkelig noget at holde øje med her, selvom der også er plads til forbedringer.
Det bliver det klassiske magiske højdepunkt, når storladenhed og minimalisme mødes i en diskret og slow-motion-agtig energi-eksplosion. Og det er sublimt vedkommende og nærværende, når Murdoch ruller stemmebåndene ud, og han formår i allerhøjeste grad at understøtte sin egen vokal med en lille spinkel akustisk guitar og diskrete arrangementer.
Det er discorytmer, synthflader, 80’er-tunge læderjakker, pumpende syntetiske electro-rytmer og til tider højt svævende Jean Michel Jarre-flader, der ligger under vocoder-vokalen og de spinkle melodier, der vokaliseres med relativt ligegyldige tekst-stykker.
Sine Bach Rüttel lykkes ikke altid med eksperimenterne, men det er omkostningen ved at eksperimentere. At der skal bruges to numre for at ramme en guldåre er jeg klar til at tage med. For de gode numre er på et meget højt niveau og gør Sine Bach Rüttel til en sangerinde, der absolut har noget at give den danske musikscene.
Mads Brinch Nielsen efterlader et indtryk af en mand, der skriver fine sange, og som i momenter formår at få det optimale ud af en lidt spinkel stemme og en akustisk funderet bund. Andre steder tager han livtag med lidt større udfordringer, og der kommer han lidt i problemer.
Der veksles og varieres ofte i Cocoons univers, men det er, når hyggen, charmen og det rare udtryk har overtaget de er bedst. Enkelte numre er så sublime, at de formentlig vil opnå en livstidsplacering på min favoritliste. Men der findes også unødvendige ligegyldigheder undervejs på dette overordnet charmerende og fine album.
Giv tid, giv opmærksomhed og hav tålmodighed. Så viser Thousands, hvordan lyden af alting kan komme fra to struber, to akustiske guitarer, en klokke og et stakåndet stueorgel. Det er de tostemmige vokaler og de gribende smukke guitararrangementer, der bærer dette album frem fra det ene generte og indelukkede nummer til det andet.
Det sangtekniske er sublimt, men skal jeg blive fanget af sydafrikanske vokalharmonier, skal der være noget, der overrasker, og lyden må gerne være mere autentisk en den glasklare og fintpolerede studielyd, der kendetegner dette album. Det bliver for glat og forudsigeligt til, at sangene fremstår levende og autentiske.
To 16-årige tvillingesøstre med fornavnene Jófridur og Ásthildur har på pigeværelset på den vindblæste islandske atlanterhavsø tumlet med en stribe små stemningsfulde og finurlige viseagtige sange. Tilsat klokkespil, spøjse akustiske lydeffekter og akustiske guitarer, er det blevet til dette debutalbum.
Det er som om, at Ciccone Ritchie ikke helt ved, om følelserne skal være vrede og storladne, eller om de skal være mere neddæmpede på en ked-af-det-agtig måde. Det giver store forvirringer for mig, og jeg bryder mig bedst om de steder, hvor bandet lader mig som lytter komme tæt på. Det sker på et enkelt nummer, og jeg krydser fingre for, at det er den retning, bandet vil søge i fremtiden.
Norman Palm får absolut vist lidt mere af sig selv, men han efterlader stadig et klart indtryk af at være en kunstner, der ikke er helt overbevist om sit eget udtryk og sin egen retning. Der er stærke momenter undervejs, men der er også aldeles ligegyldige og unødvendige numre, der lægger en klar dæmper på begejstringen.
Frankie & The Heartstrings bruger forhåbentlig denne EP til at finde helt ind til, hvad der skal være deres eget udtryk på en fuldlængdedebut. For indtil videre lyder de som en blanding af 20 andre bands, og dermed aldrig rigtig som sig selv.