03.07.19 – Maggie Rogers – Avalon, Roskilde Festival
byMaggie Rogers fik på charmerende og energisk vis åbnet Avalon med et brag af en popfest, hvor publikum fik varmet sangstemmerne op og sat gang i dansefødderne.
Koncerter & festivaler
Maggie Rogers fik på charmerende og energisk vis åbnet Avalon med et brag af en popfest, hvor publikum fik varmet sangstemmerne op og sat gang i dansefødderne.
Kunne Tears for Fears levere varen som åbner på Arena scenen 28 år efter deres fabelagtige debut The Hurting ramte gaden? Eller var de…
Den spanske sangerinde Rosalía kom, sang og sejrede på sublim vis onsdag aften på Avalon. Med præcision og pragt indfriede hun alle forventninger og mere til og efterlod alligevel et publikum, der kunne have svælget i hendes selskab meget længere tid endnu.
Rebecca Lou viste mandag aften sit vokale værd på Rising med et set, der havde musikalsk diversitet. Den danske sangerinde skriver popmelodier forklædt som punk, der kan være uimodståelige og som sætter rytmisk gang i kroppen.
Tak for i år. Tak for 10 år. Årets Copenhell var lørdag nået til sin sidste dag på 10-års jubilæum. Og hvilket jubilæum. Endnu…
Bæster og masker dominerede tung fredag Min fredag på Copenhell skulle blive den tungeste af de i alt fire dage. Selve festivalen bliver aldrig tung…
Måske er The HU at finde på Copenhells store scene til næste år, for der er masser af potentiale i de unge mongoler, når de har fået flere numre at vælge imellem, og når publikum kender dem bedre. Og tilsat lidt pyroteknisk sceneshow vil mongolerne helt sikkert sælge billetter med deres unikke og besnærende musik.
Torsdag var årets første festivaldag med fuldt program og med hele festivalpladsen åbnet. Alt var som det plejede, blot en anelse forbedret, forfinet og forstørret i kanterne. Dagen bød på tre koncerter for mit vedkommende, og det skulle vise sig, at der her gemte sig et par af årets største musikalske oplevelser på Copenhell.
Under halvdelen af festivalpladsen var åbnet, og jeg var spændt på, om det mindre format kunne antænde årets Copenhell med et brag. Ud over at gensynet med festivalpladsen var én stor optur, så skulle det vise sig, at aftenen rent musikalsk ikke blev det startskud, jeg havde forventet.
En STOR ros til de fremmødte denne aften, som under hele aftenen undlod at knevre løs. Der var total stilhed i salen under numrene og med et lydhørt publikum, der lod sig opsluge af Lissies tilstedeværelse i rummet og gav hende plads.
Første gang, Kim Wilde optrådte for et live publikum, var i Antvorskov Hallen tilbage i 1982. Hendes producer var simpelthen bange for, at den unge sangerinde ville floppe på scenen, så hellere tage chancen med et lokalt publikum, lang væk hjemmefra, inden hun skulle møde sit hjemmepublikum, hvor en dårlig koncert ville påvirke pladesalget negativt. Denne aften var hun tilbage i Roskilde med et solidt poprockshow af højeste klasse!
Svenskerne er både klassiske og klichéfulde, men den store forudsigelighed bliver pisket sammen med et skud punk og garage som en kloning af AC/DC og Ramones. I aften viste Hellacopters, hvordan de på en livescene formår at skyde endnu mere liv i deres bagkatalog.
DOD er gennemrutinerede og velspillende og med et solidt bagkatalog, der veksler godt med temposkift fra det punkede til det sumpede, som nærmest går i stå på stedet. Men hold kæft, det lyder fedt, når først kvartetten fra den jyske hede får spillet sig varme.
Heavy metal blev skabt ca ti år, før Saint Vitus blev dannet i 1979, af især Black Sabbath, som spillede med en tyngde og en dyster atmosfære, som aldrig er blevet overgået siden. Men musikken behøver ikke nødvendigvis være bedre end originalerne, bare det har sit eget momentum at byde på. Og det har Saint Vitus stadig i dag – 35 år efter deres mere eller mindre stilskabende debutalbum tilbage i 1984.
Colter Walls mørke stemme og hans evne til at fortælle historier med sine tekster og musik går op i en højere enhed og gør ham til et ganske autentisk bekendtskab. Denne aften kom han og bandet dog slet ikke ud over scenekanten.