21.02.19 – Steven Wilson – Operaen
byBortset fra enkelte missere blev denne koncert endnu en triumf for multiekvilibristen Wilson, der med sit formidable hold ganske enkelt aldrig skuffer.
Koncerter & festivaler
Bortset fra enkelte missere blev denne koncert endnu en triumf for multiekvilibristen Wilson, der med sit formidable hold ganske enkelt aldrig skuffer.
Baal overrasker konstant i deres musik, med de mange twists og særlige passager, der er i deres livemusik. Det er rock der møder cabaret, og det vilde der møder det rørende. Torsdag aften skuffede de ikke i Amager Bio.
Den franske multiinstrumentalist FKJ udviste stor overlegen musikalitet i sit utrolige visuelle enmandsshow. Selvom det var fantastisk at være vidne til som publikum, var det først til allersidst da FKJ erstattede det majestætiske med det mere jordbundne, at hans talent og nærvær skinnede igennem.
Det var fjerde gang for undertegnede at opleve John Garcia på Loppen. Og det er altid spændende at se, hvor meget han graver tilbage til Kyuss-æraen og spiller de gamle klassikere, som efterhånden har mere end tyve år på bagen.
Poleret rebelskhed Det var med bange anelser, at jeg onsdag aften bevægede mig mod TAP1, i den tidligere spritfabrik på Amager, for at høre…
De mange stemninger i Architects’ metalcore gik op i en højere enhed i aften. Når det var aggressivt var det kontrolleret til perfektion, og når det momentvis også blev storladent og sentimentalt, var nerven og intensiteten stadig til stede.
Johan Olsen opfordrede den del af publikum, som ikke er begejstret for gruppens nye materiale, til at hente øl til den del af publikum, der var med på at feste med under hele koncerten. Det skulle vise sig, at salen var nogenlunde enige om at feste med, samtidigt med at jeg sjældent har set så mange favnfulde fadøl blive fragtet fra baren ind i salen under en koncert i Vega.
En typisk og helt igennem forudsigelig koncert med kongerne af thrash er til ende. En tour de force af slidstærke sange, der er få andre bands forundt at levere. Tilbage står en rygende brandtomt og er alt er præcis som det skal være. Altså bortset fra den kendsgerning, at det nu er forbi og at Slayer går på pension i 2019 og lader os alene
Jordbunden vemod en søndag i november Sydafrikansk-fødte Gregory Alan Isakov, er for mange danskere nok et relativt ubeskrevet blad, men ikke desto mindre har…
Hvad black metal reelt er anno 2018 kan være svært at sætte fingeren på, så programmet denne aften med amerikanske Profanatica, græske Rotting Christ og svenske Watain kunne måske give et kvalificeret bud på nogle af de værdier og udtryk, der kendetegner genren i dag.
Det er 26 år siden, jeg først oplevede Godflesh på et røgtungt Stengade, men bortset fra frisuren og nogle flere kilo på kroppen er Godflesh i dag kun endnu hårdere og endnu mere stålsat.
Med fem albums fordelt over de seneste tolv år, har texanske The Black Angels formået at holde gang i deres svampebaserede gryderet, uden at udgive alt for meget overflødigt skrammel. Debuten Passover fra 2006 var et psykedelisk pletskud, kombineret med bredsider af støj og vildskab, men siden gik pusten af ballonen, indtil deres seneste album Death Song udkom sidste år og nærmest blev et comeback for bandet. Tilbage var guitarsløjferne, og numrene havde pludselig kant og nerve igen.
C.V. Jørgensen kiggede forbi Roskilde Festival for 11. gang i år, og det blev en koncert uden de store overraskelser. Det er dog heller ikke så nødvendigt, når man har et bagkatalog som hans.
Chelsea Wolfe leverede en stærk oplevelse på Pavilion, hvor hendes tunge og melankolske musik blev leveret uden de store svinkeærinder.
Skeletonwitch skulle stå for at sætte gang i en headbanger-fest kl. 14 om fredagen på Pavilion. Det blev lidt af en udfordring for bandet, der spillede solidt og leverede en række stærke numre, men desværre ikke magtede at få gang i et træt eftermiddagspublikum.