Koncerter & festivaler
7
Der er to citater i nyere musikhistorie, som bedre end nogen anmeldelse udfolder essensen af aftenens program: Dylan Carlson, stifter af bandet Earth og…
10
En kold forårsaften fik canadiske DVSN virkelig sat følelser og konfrontation på dagsordenen med deres kåde R&B musik. Sangeren Daniel Daley var overlegen rent sangmæssigt, og de dertilhørende musikproduktioner af Nineteen85, kulminerede i flere musikalske klimaks. Det var uden tvivl de unges fest, som konstant viftede med en skov af iPhones. Midt i musikkens rus, vidnede der om en længsel efter forår, varme og voksent begær. En koncert som var forbløffende intim og samtidigt festlig.
6
Havde sætlisten hvilet lidt mindre på Violence og taget 50/50 udgangspunkt i de ældre udgivelser havde det været en bragende aften. Istedet blev det enkelte perler og en del man stod igennem uden den store begejstring.
5
Classic rock i én dimension Som tidligt skud på NWoBHM-bevægelsens stamtræ blev canadiske Anvil for snart 40 år siden spået en lysende fremtid, men…
7
En helt igennem glimrende koncert, hvor eneste anke må være, at lyden godt måtte være flere nyk højere. Det havde klædt aftenens ellers glødende præstation at få de rette decibel-bank i solar plexus, så man fik de godtgørende knubs og blå mærker, en elektronisk koncert kalder på.
7
Efter 90 min takker Fu Manchu af og kan klappe sig selv på skulderen over en præstation, der måske ikke går over i historien, men som så sandelig giver folk, hvad de er kommet for – en fest af de tunge uden de store dikkedarer eller fortænkte, overgjorte og komplekse numre.
9
En magtdemonstration er til ende efter 150 min. fabelagtig koncert i noget, der må betegnes som en af Wilsons bedste præstationer på dansk grund. Femte gang jeg ser ham og denne var utvetydigt hans mest suveræne udførsel af egne og Porcupine Trees sange.
8
Der er ingen tvivl om, at publikum blev taget med down memory lane, sammen med en engageret og tændt Ian Anderson. Og generelt var der en rigtig fin stemning i den store rå betonsal, der heldigvis også leverede en fin lydkvalitet – selvom der blev spillet umanerligt lavt. Men man har nok været bekymret for, om musikken ville overdøve Andersons stadig virile stemme, der dog ikke besad fordums kraft.
2
så indtræffer katastrofen. Kerr og Co. stopper koncerten og ind træder en skotsk promoter med tre skamler og så skal vi pludselig overvære et kvarters inderligt ligegyldigt interview, der fuldstændig sælger koncertens intensitet. Eklatant fejldisposition og koncerten dør langsomt men sikkert ud
6
Norske Execration og Reptilian bliver beskrevet som ”Cremen fra den mest pilrådne gren af Norges metaltræ” på Pumpehusets hjemmeside, og efter aftenens optræden håber jeg, at der snart er nogen der saver den gren af og smider den på bålet.
8
Denne aften i Pumpehuset gik de islandske læderdrenge fra Sólstafir på scenen, fuldt udstyret med veste, rottehaler og fuldskæg, som kun nordiske vikinger kan have. Musikken var en blanding af støjende metal og mere psychorienterede passager, hvor det hele kørte ned i tempo og lydstyrke, for kun at rejse sig igen som en gigantisk atlanterhavsbølge, på vej til at opsluge vores syndige hoveder.
8
Tank and the Bangas er et kendt ansigt på den New Orleanske musikscene, selvom bandet laver musik man normalt ikke forbinder med byen. Deres evne til at blande genrer og Tank’s evne til både at synge med stor stemme og fremsige digte, giver dem en frisk lyd, som danskerne var vidne til i aften. Bandets flamboyante stil og mangefacettede lydunivers, gav publikum en oplevelse ud over det sædvanlige.
9
Bohren har efterhånden lavede en del studiealbums, siden de debuterede med Gore Motel i 1994. Denne aften var fokus dog – heldigvis – lagt på de tidligere Sunset Mission (2009) med det fantastiske nummer ”On Demon Wings”, og en perlerække af numre fra bandets måske bedste album Black Earth (2002). Der var dog også afstikkere til nyere materiale fra Dolores (2008) og Piano Night (2014), men fælles for alle numrene var den kølige, distancerede, men alligevel dybt koncentrerede måde, de blev leveret på.
9
Lad det være sagt med det samme, at Lanegan leverede måske nok hans bedste live performance i mine øjne, siden jeg så ham første gang solo i 2002.
9
Newyorkeren Photay er ikke bange for at blande og eksperimentere med kunstigt konstruerede og naturlige optagelser af lyde. Hans baggrund som trommeslager og brugen af let vokal, giver tilbagelænet og stemningsfulde elektroniske rytmer, der ikke kan holde dansefødderne i ro. Musik, og en koncert, der taler til kroppen.