Koncerter & festivaler
Tredje gang er katastrofens gang, fortalte Obel, da hun og hendes tyske medspiller, Anne Ostsee på cello, havde fundet vej til scenen. Det er normalt den aften, hvor alt går galt på scenen, og hvor alle fejlene indfinder sig, fordi musikerne begynder at slappe af efter de lidt nervøse åbningskoncerter.
Det føltes eksklusivt at være i selskab med The Good The Bad på Mirage denne torsdag aften. Knap 100 gæster var der plads til i området omkring baren, mens TGTB fyrede den af fra deres position over/bagved baren. Deres meget unikke genre fik de leveret fremragende. De opnåede aldrig en decideret koncert-stemning i lokalet, men i stedet skabte de en cool loungestemning af den beskidte slags
Lanegan’s mørke baryton af en gravrøst komplementerer Campbells henførende og fløjlsbløde vokal perfekt. Hvor de hver især kan blive for ensidige, giver de hinanden et spændstigt modspil, som i den grad bærer og klæder en koncert af denne intime akustiske art.
Med deres nyeste album, Diamond Eyes, er Deftones i år blevet genaktuelle, og med deres fem, nærmest tidløse, forrige albums, var der i valg af setliste nærmest garanti for høj kvalitet. Chino Moreno havde fået sit eget høje podie midt på scenen, og her indtog han straks sin position med armene i vejret, og med et brøl fra salen skød Deftones koncerten i gang.
Nok kunne Broken Social Scene ikke fylde Store Vega, men ved at lukke balkonen syntes salen stadig fyldt, og det var helt tydeligt, at det var dedikerede fans, der var mødt frem. Det på en gang komplekse og farverige lydbillede, som canadierne leverede, blev slugt råt af publikum.
Love Shop afsluttede deres efterårs tour med en flot, omend en smule rutinepræget koncert i Vega søndag aften.
Stone Sour lagde heldigvis de bløde sider til side, og de formåede at bide fra sig gennem det meste af aftenen. Alligevel stod man med fornemmelsen af, at der manglede noget. Noget der kunne løfte koncerten fra at være lige over middelmådig til at være helt superb.
Det er fjerde gang jeg ser Kellermensch live og det esbjergensiske band bliver ved med at forbløffe mig og bekræfte mig i, hvor godt et band de vitterligt er. Ikke at dette var deres bedste liveoptræden, men mere troen på, at de er et af Danmarks bedste og mest unikke rockensembler.
Kaizers Orchestras frontmand og Bassist hyggede sig igennem en kort showcase på Ideal Bar, for at fortælle om de kommende tre Albums fra den norske Skralde-rock gruppe. Vi var med på en snig-lytter
Agnes Obel sad der bag flyglet med rank ryg iført en yndig lang kjole. Kombineret med hendes rene uskyldige sangstemme og hendes meget afdæmpede snakken mellem numrene fremstår hun nærmest som en kvinde af en anden tid. Uden de store kraftanstrengelser fik hun ro i det fyldte Jazzhouse.
Einstürzende Neubauten fremstår i dag som et sammenspillet ensemble, der både har den kunstneriske destruktive kraft i sig, som de også beviste i momenter denne aften, men som også kan underspille noget af det mest henåndende poetiske musik, man nærmest kan forestille sig.
Jeg er muligvis gammeldags og tilbageskuende, men med så markant en forandring af lydbilledet, er det nærliggende at opfatte det vi var vidner til i går, som spleen United 2.0, og der er jeg altså mest til 1.0 versionen…
De fire rock-chicks stod solidt på scenen iført ens korte kjoler, og var usvigeligt sikre fra start til slut. Humøret og pigernes sound var der ikke en finger at sætte på i aften.
Man føler sig hurtigt hensat til en anden tid, hvor instrumenterne får lov at tale deres sprog og elektroniske beats og synth endnu ikke har sneget sig ind på lydsporerne. Rock’n’Roll, soul og vigtigst af alt, masser af kærlighed definerer Naja Rosa og hendes musik.
Endelig fik Århus besøg af Porcupine Tree og på trods af enkelte skønhedsfejl levede bandet op til deres ry som et af prog-rockens absolut bedste navne.