Koncerter & festivaler
Killing Joke skal som nævnt ses om aftenen under mere intime forhold. Her forblev man lidt for distanceret og kunne for nemt gemme sig for deres aggiterede frontalangreb. De bliver for ufarlige under sådanne forhold og stille men ubønhørligt raslede koncerten ned ad listen over begejstrede live-oplevelser, som timen skred frem.
Der var et sølle fremmøde, men ukendte Api Uiz var desværre oppe imod Love Shop, John Grant, Tallest Man On Earth og OFWGKTA og det er synd, for uagtet at ovennævnte bands sikkert spillede fortræffelige koncerter, snød man sig selv for en stor oplevelse i selskab med den energiske Bordeaux-trio.
Når had næsten bliver kærlighed Nok har bandet et navn, der emmer af had, men medlemmerne af EyeHateGod virkede nu som nogle ganske…
Et tændt og højtspillende band mødtes af indifference Mastodon var en eklatant fejlplacering på Roskildes største scene. At kalde progmetallerne et hovednavn er ganske…
Mange vil nok mene at Arena havde været et bedre sted for en Raveonettes koncert, da deres koncerter ofte er intime og især Sune Wagner ikke er kendt for at være verdens mest udadvendte person på en scene, men efter at koncertens første nummer, var den skepsis fuldstændig væk.
Kvintetten Kylesa leverede en grundig blanding af Stonerrock, Sludge metal, psych og alternative rock med et hint til 90´er grungen på Pavilion ved indgangen til fredag aften. Amerikanerne gik til den fra start med en bestialsk fremdrift og power.
Conor Obersts tekster er hverdagsfortællinger fra en ung og engageret singer-songwriter med spindsfindige iagtagelser og en stor lyst til at videregive dem. Der er en tiltalende umiddelbarhed over ham, og bandets tilbagelænede og übercool attitude bakker ham flot op.
Der var lagt op til en tung start på fredagen, da Electric Wizard åbnede Pavilion scenen. Dååth skulle have leveret hidsig kompromisløs Death Metal, men istedet blev vi udsat for en seriøst tung omgang doom. Syv skiver har bandet på repertoiret og det forlød fra konferencieren, at deres bedste album lå tilbage i 97.
Der er lagt op til god gedigen og gammeldags rock-fest, da Kurt Vile and The Violators entrerer scenen på Odeon, hvor publikum har indfundet…
”I kender dem ikke. Vi kender dem ikke. Ingen kender dem”. Således præsenterede den kvindelige konferencier svenskerne i Ghost da de skulle på scenen kl. 01 på Odeonscenen.
Da P.J. Harvey spillede på Arena torsdag aften gik krig og fred op en højere enhed på en smuk, intens måde, en enhed der dog gerne måtte have varet lidt længere tid.
Man ved, der er lagt op til en ond koncert, når pågældende band har opkaldt sig selv efter det år, byldepesten kom til Norge, og derudover starter koncerten med at sætte ild til scenen. Visuelt underholdende? Ja. Musisk interessant? I mindre grad.
Instrumentalsiden er præget af en art organisk elektronica, der lyst og knitrende og med en en effektfuld trommeside, både yndefuldt og festligt på samme tid lægger en perfekt skovbund for Nannas blomstrende og delikate vokal, der legende stiger og falder i flotte fraseringer.
Cody leverede en flot blanding af americana- og countryinspirerede numre, hvor der er plads til banjo og mundharmonika, og skønne singer-songwriternumre, hvor blæsere, cello og violin smyger sig om publikum.
Topunderholdning og særdeles gedigen musikalitet er Iron Maiden altid garant for og selvom det ikke er den bedste koncert jeg har hørt dem spille, var det en perfekt afslutning på festivallens første dag.