Koncerter & festivaler
Sick of it All beviste lørdag aften, at de trods femogtyve år på bagen stadig lever for at spille musik. Guitarist Pete Koller hoppede rundt i vanlig stil og sanger Lou Koller løb frem og tilbage på scenen mens han i konstant kontakt med publikum sang med sine lungers fulde kraft.
Indimellem er det anstrengende og man higer efter åndehuller i det kværnende sansebombardement, men det er hele pointen. En massiv øretæve af lyd presset igennem pedaler og strenge, spillet så tungt huggende, at hvert anslag tangerer lussingerøde kinder og hvert beat hamrer dit mellemgulv til kingdom come. Intensitet kan ingen sgu beskylde Meshuggah for at mangle
Sjældent har et publikum været så stille og lyttet så intenst som det var tilfældet mandag aften på et udsolgt Huset i Magstræde. Årsagen var at svenske I’m Kingfisher og amerikanske Damien Jurado på hver sin måde viste hvor meget, der kan komme ud af et stemmebånd, en lyrisk pen og en guitar.
Om det så var inderlige og sørgelige ballader eller Adeles mere soulede udskejelser, så leverede hun varen uhørt sikkert søndag aften. Jeg har sjældent set en så stærk og kontrolleret livevokal, som den hun præsenterede os for i Store Vega, og pludselig gav det mening, at den unge englænder er stormet frem på ingen tid.
Retrorockerne får gulvet til at svaje og gynge og selvom ugens helligdag er svær at arbejde med, får det sorte bjerg alle i sving. Og gynge er hvad man gør til Black Mountains smittende psychrock numre. De kan som få give en en hypnotisk følelse, mens musikken står på. Tid, sted og fodfæste forsvinder momentant, når man er til canadisk audiens
Fallulah var i sit es i Koncerthusets Studie 2, da hun onsdag aften sammen med sine fem musikere gæstede den flotte sal. Den varierede instrumentering og energien på scenen løftede Fallulahs musik til et nyt niveau. Efterhånden kan man sagtens forstå, at Fallulah har taget landet med storm.
Det var mit første livebekendtskab med Mogwai, og jeg var spændt på en liveoplevelse af de lange stemningsfulde instrumental-rockende numre, som Mogwai siden 1997 har leveret med overbevisning. Ni af aftenens fjorten numre var fra skotternes nye album, og den fordeling havde jeg gerne set en lille smule anderledes til fordel for et par enkelte ældre numre.
Lissie performede en koncert langt ud over det sædvanlige, den amerikanske udgave af frøken Pruseluske var det helt centrale midtpunkt på scenen, og hendes altoverskyggende udstråling og udtryk, bærer musikken hele vejen hjem. Og med den standard, hendes sange holder, kan der kun gå for kort tid, inden vi får mulighed for at opleve hende igen.
Det politisk bevidste punk-band Rise Against lagde endnu engang vejen forbi Store Vega til en fest badet i gode melodier. Bandet var tændte og publikum tog med åbne arme kærligt imod bandet, der spillede musik, der appellerede til fællessang, crowd surfing og slam dance.
Med flotte anmeldelser, gode salgstal og i det hele taget stor positiv omtale er Jonas H. Petersen kommet ud af nærmest ingenting, og det har taget mange af os – og formodentlig også ham selv – med storm. Hans lille forårsturné bragte ham og Hymns from Nineveh i aften til Huset i Magstræde i København.
Amerikanske The Hundred In the Hands, som består af Eleanore Everdell på vokal og synths og hendes makker Jason Friedman på bas, guitar, dub, sample og alt det løse, bød ifølge bandbeskrivelsen og deres seneste to udgivelser op på elektronisk, sfærisk pop.
På den ene side var det fedt at se, hvor vel orkestreret det hele var, på den anden var det en lille smule tungt, at det var de samme træfsikre tricks som blev brugt hele vejen igennem koncerten, og jeg blev i tvivl om, hvad det var jeg var der for at se, og dermed også hvad præmissen for at anmelde netop Kaizers Orchestra bør være: Musik eller show.
Selvom solen for længst var gået ned og kulden igen havde København i sit stramme greb skinnede solen i Store Vega, da Murder kom på scenen. Forsanger Jacob Bellens i sin hættetrøje og kasket og bløde basstemme sammen med guitarist Anders Mathiasen og deres livemusikere.
Velklædt weltschmerz Forsanger Theo Hutchcraft og guitarist og keyboardspiller Adam Anderson har sammen skabt en pop-opskrift med en solid omgang højtidelighed, hjerte-smerte, 80er-synth og…
Skunk Anansie viste. at de stadig er en aktiv spiller på 10’ernes musikscene og ikke blot et levn fra en fjern fortid, hvor os omkring 30erne var unge og fortabte. Vi er stadig unge og nok også lidt fortabte – og derfor er der stadig plads.