Den overordnede tendens for koncerten var: jo flere musikere, jo bedre. Det skindede særligt igennem på You. You. You.s ‘No Allies’, der blev pumpet op med 2-3 støj-guitarer, og fremstod mange gange bedre, end da jeg så det samme numre fremført af bandets 3 musikere, for knap en måned siden til gadefestivalen Distortion.
Power? Jo det var bestemt en power hour, og et gennemsvedt og mørbanket pubklikum, kunne nok ikke have taget en omgang mere med amerikanske Trash Talk efter en vild og svedig koncert på Roskilde Festival torsdag aften.
Efter to timer forlod The Cure scenen, blot for komme tilbage og spille en times “ekstranumre”. Ja det virkede som en joke, og reelt set kan kun aftenens sidste nummer ‘Boys Don’t Cry’ betegnes som et ekstra nummer, da bandet fandt ud af at de stadig måtte spille i tre minutter, inden scenen skulle overlades til Apparatjiks sceneteknikkere.
Der var mange gange i løbet af koncerten hvor man blev imponeret af det enorme set-up, gruppen havde taget med på Orange Scene, og jeg vil uden tøven kalde denne oplevelse den mest ambitiøse koncert på Orange nogensinde. Især taget i betragtning af at dette show var designet udelukkende til Orange, og således aldrig vil blive opført igen.
Der var noget særligt i vente i dag. Og havde jeg vidst, at det skulle blive pinligheden og rodet i koncerten, der var det særlige, havde jeg holdt mig langt væk. Odeons publikum var måbende, og flere bevægede sig væk, købte en øl og glemte alt om braset fra det store telt.
Kellermensch bestod deres åbning af Orange Scene i år. Det var ikke pletfrit, men heldigvis var det heller ikke så rent og pænt, som de ellers nemt kan snyde publikum ved at være via den sirlige påklædning. Det var uimponeret og uden filter, og de viste, at de har format til at vokse sig endnu større – hvis de vil det.
Deres blanding af alt fra surf, til afrikanske rytmer og psykedelisk pop er en af grundende til jeg efterfølgende har hørt folk på pladsen sige: “De bliver store!” Jeg kunne ikke være mere enig, og til tider syntes jeg næsten at deres kiksede t-shirts, som en eller anden hippie havde glemt at smide ud i starten af 70’erne, var ret cool.
Personligt håbede jeg på at de ville trylle mørket frem, og skyde mig og de andre publikummer ud i det store univers, som deres musik skaber. Det lykkedes i den grad også i slutningen af deres koncert, men desværre missede publikum de første mange countdowns fra de yderst tålmodige og velspillende astronauter på scenen.
Selvom det lød ret rodet og tomt, vinder bandet alligevel mange point på deres førnævnte entertainer-gen. Uden dette gen, havde deres optræden været direkte pinlig! Heldigvis trækker både Noah Rosanes’ indhop, og den ganske gode afslutning koncerten en karakter op hver.
Betagende og overbevisende Årets første dag på Pavillon Jr. blev sat rigtigt i gang i aftensolen, da de unge fyre fra Ulige Numre gik…
Roskilde Festival er lige om hjørnet, og det er så småt tid til at varme op til endnu et år i enten støv eller…
Det er iørefaldende, hvis man blot lader sig flyde med, men begynder man at analysere sig frem til opbygningen, intrumentalskift og stemninger går glansen af musikken og det bliver som at være til et rave, man ikke kan slippe ud af.