Efter to virkelig gode albums falder Band of Horses noget i niveau på deres tredje udspil. Bandet har mistet noget af den indiecharme, der var allesteds værende på debuten, og melodierne er langt fra hvad bandet præsterede på Cease To Begin. Det har resulteret i et album, hvor flere af sangene bliver kedelige at lytte til i længden.
Variationen er stor og opbygningerne er fornemme. Men sjældent kommer det klimaks, der bygges op til, og man sidder tilbage med følelsen af, at alt det der var stillet i udsigt, aldrig var sandt. Det er synd, for der er masser af stort potentiale i Peggy Sue, der mangler at kringle kronen på krogen i størstedelen af numrene.
Stella Blackrose burde forsøge at få mere attitude og hårdhed i deres lyd eller begå sig endnu mere i balladerne og se, hvad der kan blive ud det. For de har bestemt potentiale, det er bare ikke helt overbevisende nok.
Generelt bliver det lidt for kedsommeligt, og selvom alt er i den skønneste orden, og alle vokaler og guitarer præsenteres med en fornem præcision, så mangler de små afstikkere, der bryder den ellers lidt for glatte overflade.
London-bandet Peyoti For President er en sær størrelse, der mest af alt leder tankerne hen på Manu Chao. Og så alligevel ikke. Stilen er en klart latin-inspireret fusions-pop med masser af festlige elementer, spoken word, rap, reggae og masser af politiske budskaber om at redde verden med fred, musik, kærlighed og glæde.
På den anden side af sundet i Malmø har de fundet formlen for at skabe en festival med succes. Her kan store festivaler som…
Fredag aften delte to af landets bedste og mest nytænkende nye bands hovedrollen i Store Vega. En udsolgt sal var med på at skabe en fest, og det nød hovedpersonenerne godt af. Selv om de to bands har mange ting til fælles, kom forskellene dog stærkt til udtryk denne aften – på både godt og ondt.
Pretty Maids holder fast i de mange dyder, som de i så mange år har mestret, og som altid forsøger de ikke at lefle for nutidens musikalske bølger. De er bevidste om egne styrker og har på Pandemonium tilført dem liv og power, som beviser at de midaldrende østjyske rockere lever i bedste velgående.
Som helhed fungerer Who Killed Sgt. Peper slet ikke, hvilket er synd for BJM, der på en god dag kan levere uovertruffen rock/electronica. Desværre er der alt for mange ligegyldige numre og passager, der efterlader lytteren mere udtørret end en tur gennem Kalahari-ørkenen, uden andet at spise end en pose Piratos.
Diskant.dk’s journalist Bell Bruun har fået sig en snak med det fremadstormende danske metalband Invisius.
Herfra skal der kun lyde en varm anbefaling til alle, der tænder på det varierede og bredt inspirerede metal, der både har brutal growl, ren vokal, grindcore, hardcore og melocore i en inspirerende og vital cocktail.
High Violet er The Nationals foreløbigt bedste album og selvom deres energiudladninger var noget af det, der gjorde Alligator god, så er bandet muligvis bedre når de skruer lidt ned og lader melodi og tekst stå klarere frem.
Man kan indvende, og det med rette, at inspirationen af især Radiohead, men også momentvis Jeff Buckley er tommetyk, men The Black Swan Effect formår alligevel at styre uden om de værste faldgruber og har lavet en ganske fin og velkomponeret rockplade fuld af melodiøsitet og uden gigantiske armbevægelser.
I løbet af marts måned modtog Underground Music Awards en masse mails fra håbefulde musikere, der mente, at netop deres band har det der…
The Dillinger Escape Plan lever op til forventningerne og leverer meget krævende og kompleks hardcore, der først efter nogle gennemlytninger træder i karakter.