Go To Sleep er klar med singleforløber
For et år siden udgav Slagelse-kvartetten Go To Sleep den glimrende debut EP Leave Your Life to the Wind, der præsenterede et ungt band…
For et år siden udgav Slagelse-kvartetten Go To Sleep den glimrende debut EP Leave Your Life to the Wind, der præsenterede et ungt band…
Man fik lyst til at drikke en fadøl med sine gode venner, og ja bare hygge, men altså ikke lyst til at koncentrere sig om koncerten. Bare hygge på den der Grøn Koncert-måde, hvor det kan være ligegyldigt hvem der spiller oppe på scenen.
Med Blakes cool attitude, kunne intet gå galt. Ja faktisk var det en mindre genistreg, at genskabe en hyggelig Stella Polaris stemning, søndag eftermiddag på Orange
Der var ingen fejl i maskinen på Orange. Med gruppens vigtigste numre, kørte de ligeud af den snorlige Kraftwerk-bane, uden at tage afkørslen til andre musikalske sideveje.
Det var en koncert der var et konstant højdepunkt, der blev leveret så præcist, så inderligt og så uforglemmeligt, at de 90 minutters magi vil stå stærkt printet i min hukommelse lang tid frem over.
Der er altid noget at være sur over når man er Matt Berninger, og derfor er der også altid en grund til at drikke. Med en cool atittude gik Berninger vogtende rundt på Orange Scene, med et krus champagne i hånden når han ikke sang, og når han sang skreg han sine inderste smerter ud.
Det eneste gennemgående element var de hårdtpumpede elektrobeats, Rihannas konstant vrikkende baviannumse samt den ene mere forfærdelige guitarsolo efter den anden.
Bobby Womack diskede op med en klassisk soul fest, med alle klichéerne som i den grad virkede. Med sit top tunede band, leverede han en ordentlig omgang fredagshygge, der bød på hele moletjavsen, inklusiv vilde call and responses, porno-sax soloer, Jesus-hyldester og Womacks karakteristiske hyl der brænder sig fast i ens hjerte.
Generelt virkede det lidt som om at punken var et udgangspunkt, de konstant forsøgte at komme ud af. Man kan kalde dem for punkere, der prøver at være David Bowie, Lars Hug eller John Mogensen, men som konstant er tynget af deres punk-last, og det gør dem altså ganske fremragende, selvom det ikke altid er lige pænt at lytte på.
Især afslutningen hvor publikum blev angrebet med et dansabelt lydbombardement, skabte en vild eufori med gruppens blandning af avantgarde, folk og techno. Det var sgu’ svært ikke at udleve musikken igennem hele kroppen, og danse på de sære måder som musikken indbød til.
Efter koncerten, var mit umiddelbare indtryk at det hele havde været en håbløs leflen, for at få svenskerne til at tage turen over Öresund til Roskilde, og hvis samtlige svenskere stod foran Orange torsdag nat, kan jeg godt forstå at festivalen er bekymrede over billetsalget på den anden side af Øresund.
Højdepunkterne ‘Remedy’ og ‘What You Got Is Mine’, sikrede en fed disco fest foran Orange, hvor at stort set alle svingede med hofterne, så selv sexolog Jakob Olrik (kendt fra tv-programmet “I seng med DR2”) må have misundet, Bagges evne til at sprede sin sexede energi ud over det meste af publikum.
Det seks mand store band var – naturligvis – hovedsageligt klædt i sort, og meget bevidste omkring deres musikalske angreb på publikum. Til tider føltes guitarerne som gafler, der rev en ned langs brystet.
Vi kårer 80ernes 30 bedste albums. U2’s “The Joshua Tree” ligger nr. 8.
Vi kårer 80ernes 30 bedste albums. My Bloody Valentine’s’ “Isn’t Anything” ligger nr. 23.