I sin grundtone har OPN samme kvaliteter som nogle af David Lynchs mere eksperimenterende filmprojekter, og Replica kunne sagtens være med på lydsporet til en film som Eraserhead med sine stærke, symbolladede og stemningsmættede billeder, der står løsrevne i en eller anden sammenhæng, som det er umuligt at fatte essensen af.
Fascinerende og fængende er det, og Balthazar er et navn, man bør holde sig for øje. De kan godt blive opvarmning for Arcade Fire en dag, men indtil da er Applause et godt sted at starte.
Efter fire albums og en masse anmelderroste koncerter, må man gerne sætte forventningerne lidt højt til danske Labradors seneste udspil. Sammenfattende er der for få kalorier på albummet og for få effektive numre, der når langt nok ud over rampen til, at det bliver rigtigt spændende.
More is more synes at være The Silent Section´s primære devise og for man forstoppelse af den slags, vil man lide den tort, at bandets musik er ækvivalent til ondt i maven. Denne skribent er imidlertid helt med og køber glædeligt præmissen. Det er simpelthen fremragende og af international klasse.
Amerikanske Chasma har med deres EP udsendt tre sange, der i en vis grad imponerer med en blanding af ondskab og skønhed. De tre sange varer til sammen mere end 30 min., men det bliver aldrig kedeligt, da bandet formår at variere sine sange.
Folk med lyst til en tur i audio-kosmos, hvor snævre rammer er en forhindring for det fulde psykedeliske ridt, vil opleve store passager af bevidsthedsudvidende og ganske smuk vokalløs musik, drevet frem af egensindige, dygtige og kreative kunstnere på danske Papirs nye album.
Megafauns debutalbum vinder ved flere gennemlytninger. Albummet vokser og man slapper af i selskab med de tre skæggede drenges indie-folkede numre bestående af bas, guitar, vokal og en smule elektronisk hurlumhej.
Albummet er en fryd at lytte til, og jeg får fornemmelsen af ikke at sidde i min stue, men nærmere at være på en røgfyldt bar med en kold fadøl i hånden. Det er dog svært at måle og veje denne konstellations udgivelse. For nok er det godt, nok er det rart, men spørgsmålet er hvad det skal måles op ad? Tjah, som sagt, ”if it ain’t broken, don’t fix it”.
Man kan ikke anfægte Meg Bairds evner og fremragende musikalitet. Men det er som om, at helheden bliver for tung til at fungere, for når både melodier, vokal, stemning, arrangementer og indlevelse bliver så himmelstræbende ambitiøst som her, så forsvinder jordforbindelsen.
De selvproklamerede pizza-junkier ræser afsted med en afsindig fart, men de glemmer heldigvis ikke melodierne i skyndingen. De sparker så meget røv til moderne pop-punk, at succesfulde bands af den skole, må se sig sønderbanket i skridtet og tudende gå i seng, med bevidstheden om at disse fem gutter er the reak deal.
Nogle mennesker mener, at keyboardet er et instrument, der ikke hører hjemme i metalgenren. Et sådant udsagn virker noget snæversynet, men når der lyttes til Hateskors nyeste udgivelse, er denne anmelder meget tilbøjelig til at være enig.
Nicolai Funch er en målrettet sanger, sangskriver og guitarist, der synes at have planen for sit arbejde klar. Genren er blød og melodisk folkpop, og hans tilgang til musikken er efter hans eget udsagn et dogme-princip, hvor musikerne bygger arrangementerne op, efterhånden som indspilningen skrider frem.
Jeg kan egentlig rigtig godt lide Karoline Munksnæs fra den rolige og afdæmpede side, men det er som om, at denne side af albummet først for alvor træder i karakter, når den har nogle modsætninger at læne sig op ad. Dem er der desværre ikke helt nok af.
Rum 37 viser egentlig selv vejen frem på de to mest vellykkede numre på denne EP. Når den jævne overflade brydes med nerve og energi, så opstår den magi, der giver Rum 37 sin berettigelse. Derfor håber jeg, at københavnerkvartetten søger i denne retning, når EP en dag skal blive LP.
Som Leonard Cohens søn træder man vel aldrig endegyldigt ud af faderens skygge. Men Adam gør et så stærkt forsøg, som det lader sig gøre, og ”Like a Man” er et fornemt album for alle med hang til den fine, nydelige og meningsfulde countryballade, der undgår både musikalske og tekstmæssige klichéer.