Den progressive rock har vind i sejlene i disse tider, og til forskel fra 1990’erne er det igen blevet musikerne forundt, at blære sig uhæmmet på deres instrumenter. Den nye prog-bølge, som efterhånden har varet nogle år – og Spock’s Beard er en af de mindre succesfulde dele af den.
Werner Kitzmüller er afgjort en unik kunstner, der først og fremmest vil imponere de få. Mange vil være afskrækket allerede i løbet af albummets første 20 sekunder, og jeg er ærligt talt heller ikke sikker på, at jeg kommer til at lytte til Evasions ret mange gange.
Sinead O’Connor bringer sig med sit niende studiealbum tilbage på sporet som en sangerinde, der har en masse på hjerte og en masse at give. Hun skriver sig næppe ind på toppen af de samme hitlister, som hun toppede for 20 år siden, men hun får genoplivet sit gode ry, og som helhed leverer hun et ganske godt album.
Nynne er en kompetent EP-debutant, der sagtens kan udvikle sig til et rigtig interessant bekendtskab. På de bedste steder, hvor hun udfordrer sig selv tempo- og genremæssigt, er jeg ganske overbevist – men samtidig er der plads til og behov for udvikling, for at de skrøbelige og mest intense momenter bliver helt vellykkede.
Ofte er Sondre Lerche primært ledsaget af sin akustiske guitarer – men andre gang bliver der plads til mere energi og elektricitet, og man kan ikke som sådan udskrive en drejebog for, hvornår han lykkes bedst. For det er ikke alt, der lykkes for Sondre Lerche, og jeg nyder dette album mest, når den charmerende historiefortæller træder i forgrunden.
Anders Thrane kræver lidt mere af sin lytter, end han gjorde på debuten. Til gengæld giver han mange gange mere igen, og med lidt fordybelse og opmærksomhed er de eventyragtige fortællinger en oplevelse man ikke bør snyde sig selv for.
Infernal Legion stammer fra Ungarn, så de har derfor ikke fået blackmetallen ind med modermælken, som de norske bands i genren, mere eller mindre, har. The Spear of Longinus er et acceptabelt baggrundsmetalalbum, men desværre ikke meget mere end det.
Ida Wenøes fe-agtige vokal balancerer på toppen af legende toner fra strenginstrumenter og percussion og bakkes op af kor. Men tag ikke fejl, hendes stemme står flot og sikkert på de fem numre på gruppen Boho Dancers EP Furry Skin.
Die Antwoord er svære at genrebestemme, men kort fortalt griber de fat i både europop, techno, dancehall og dubstep og tramper henover genrerne. De bryder alle regler, og passer ikke perfekt ind i tidens tendenser, når deres hårde beats møder europæisk-klingende melodiøse dancetoner og i den grad udfordrer lytteren.
Den aldrende punksangerinde Penelope Houston fra The Avengers prøver kræfter med countryrocken, og det slipper hun ikke ubetinget godt fra. Enkelte numre er ganske vellykkede, men ellers kendetegnes dette album ved en rusten og til tider skinger vokal, der ikke evner at folde de mest interessante numre ud.
Med deres femte album tager Crippled Black Phoenix (CBP) på endnu en progressiv rejse ud i grænsefladerne mellem traditionel rock, syrede og symfoniske klangflader, garneret med finurlige og skæve indfald af lyde. Som altid kræver det, at lytteren begiver sig uforfærdet og helhjertet ind i musikkens pulserende og stemningsmættede univers, for at få det fulde udbytte.
Er SPEkTR et rocband? Både og. Bandet er også så meget andet, og den største fejl, man kan begå, er, at begrænse dem til ’kun’ at være et progressivt rockorkester. For SPEkTR spiller på mange tangenter på samme tid og blander genrerne på en så original måde, at de er umulige at rubricere.
Boy & Bear forbindes mange steder med folkgenren, og langt de fleste skæringer på Moonfire, består da også af en rolig melodiøsitet og behagelige harmonier, som leder tankerne i den retning. De har dog en alsidighed som gør debuten balancerende mellem det spændende og det forvirrende.
Scarlet har kørt på repeat mere end tyve gange og den er fortsat glimrende lytning, så numrene holder og tåler bestemt gentagelser, om end man ikke opdager nye sider fra gang til gang. EP´en er et godt eksempel på en solid og grundfast rock uden de store armbevægelser.
Med et setup af kontrabas, klarinet, mandolin og keyboard og effekter, kan man ikke andet end forventningsfuld læne sig tilbage og lytte til hvad det unge band Nór har at byde på. Og man bliver ikke skuffet over de smukke og skrøbelige numre.