Det er dygtigt, gennemtænkt og veludført, og Black Light White Light kan sine genre-metier til fingerspidserne, samtidig med at de implementerer inspirationskilder og de hovednavne de har supporteret gennem tiden fornemt.
Kaosbørn viser store evner på et album, der tekstmæssigt rykker i den dansksprogede lytter, der i denne genre skal lede længe efter kunstnere, der i den grad tør have meninger og ambitioner for kulturnationens fremtid. Musikalsk rykkes der i modsætninger og kontraster, og alt i alt er det både sundt, godt og medrivende.
Beach poppen er ikke til at tage fejl af, og også på dette album er de upbeat og legende lette sange at finde. Men der er sket en udvikling i lyrikken, der tegner mere introverte cirkler. Selvom de tolv skæringer ofte handler om tabt kærlighed og religiøse kvababbelser afspejler instrumentalsiden med de upbeat kompositioner dog ikke dette.
Jonas Hansen er manden bag det i danske sammenhænge originale ensemble Fargo, der med 11 sange placerer sig i spændingsfeltet mellem irriterende pjattecountry og habil storbyfolk.
Maia Vidal har sine store styrker i den utraditionelle tilgang til popgenren, men samtidig når de to modsætninger – den alvorsfulde og den spøge- og legesyge – kun sjældent at finde sammen for alvor. Oftest er det enten den ene eller den anden side af Maia Vidal, der slår igennem.
Zolas karakteristiske, men også statisk dybe og lidt grædekonelignende stemme, har relativt få udsving og har dermed den bagdel, at den trætter lidt i længden. Langt hen ad vejen holder den dog ens interesse fangen og i samspil med de stemningsfulde og ildevarslende numre, gøder den jorden til mange lyt.
Ægteparret Dan Boeckner og Alexei Perry sparker lytteren i skridtet med billigt lydende trommemaskiner, keyboards og kontante guitarakkorder, på de ni numre tredje ombæring af deres elektropop med punket kant udgør.
På Everything fanger An Autumn for Crippled Children den nuværende årstids snigende kulde og triste, men smukke stemning på en fin og vedkommende måde. Det er flot melankolsk, men har dog også sine mangler.
Solander har et stort potentiale, men bandets toer er en skuffelse, hvor de fleste eksperimenter ikke rigtig rykker noget. Det bliver lidt langstrakt og ligegyldigt, og den stærke melodiske evne fra debuten synes næsten fraværende.
Problemet med Sonnes solodebut er inkonsistensen i det musikalske indhold. Det ene øjeblik er vi i ultraelektroniske dance-eldoradoer, det andet i et halvhjertet forsøg på en ballade. Der mangler en rød tråd og også en konsistens i kvaliteten.
Det starter egentlig rimeligt lovende for den nye danske kvartet, men desværre skuffes man flere gange, når musikken munder ud i et anti-klimaks. Alt i alt bliver det lidt for pænt og lidt mere arrigskab kunne have været at foretrække.
Alt i alt er man en smule forpustet, når man efter et lille kvarter glipper med øjnene og spekulerer over, hvad det egentlig var, der ramte én lige i mellemgulvet. Det var såmænd bare en flok knaldskaller fra Kolding med præcis den rette dosering af rå kraft, galgenhumor, talent og viljen til at kølhale enhver, der ikke deltager i festen.
Transfer er indiskutabelt gode musikere og Matthew Molarius alsidige vokal er bestemt heller ikke ueffen, men det er alligevel et aldeles gennemsnitligt album uden nævneværdigt bid og det kommer helt sikkert ikke til at rykke synderligt ved rockens verden.
Allerede da Rising udgav en ep for et par år siden stod det klart at noget stort var under opsejling, hvis den københavnske trio kunne videreudvikle sig i den rigtige retning. Solemn To Ash kan anbefales alle sludge-fans og tilhængere af den monstertunge og mørke sumprock.
Som albummet skrider frem står det dog klart at der ikke er meget nyt at hente i One Sixth Of Tommy’s debut album. Sangene ligner meget hinanden, og musikken falder lidt i baggrunden. De tre piger fra Stourbridge, er dog ikke uden talent.