På Light Asylums EP In Tension, der er forløber for et helt album, der udkommer i 2012, får vi hele turen rundt i musikmanegen på en forunderligt simplistisk facon. Helt igennem elektronisk med et meget punket udtryk, der ikke er så kompromisløst at det ikke er poppet.
Veronica Falls er præcist i sit udtryk og fokuseret på korte spidse indiepopmelodier pakket ind halvt i honning og halvt i pigtråd. En cool og aldeles genresikker debut med et dusin formfuldendte og stærkt iørefaldende perler.
Olympic Games´ lovende start holder på ingen måde til målstregen. Rent faktisk kommer Siinai fornemt ud af startholderne, men går kort efter død på en musikalsk fibersprængning.
The Great Bludgeoning en suveræn kraftanstrengelse af en mesterlig fuldblods thrashplade, der må stå som et lysende fyrtårn, når årets metaludgivelser skal gøres op. Det oser af overskud og melodisk træfsikkerhed, ikke mange danske bands kan overgå, endsige matche.
På deres debut lød danske Surfact lidt som en del af en ny grungebøgle, men der er ikke længere så meget bid i det bæst, der skal fodres på Feeding The Beast. Nok kan det stadig snerre, men allerhelst vil det klappes.
Lilja bringer en pulserende stemning til live, der på mange måder minder om vores lokale Mikael Simpson og Trentemøller, når de udfolder sig i deres minimalistiske og elektroniske univers.
Rent genremæssigt lever canadiske Unexpect i særdeleshed op til deres navn, da de leverer musik, som konstant tager drejninger, lytteren ikke umiddelbart forventer. Der er både growl og violiner, kvindelig skønsang og alien-lydeffekter, og musikalske humørsvingninger generelt.
Numrene er skabt i samme rendesten, hvor Tom Waits skvattede omkuld for efterhånden mange år siden, og teksterne, som mestendels tydeligvis er skabt i Francis’ krøllede hjerne, kredser om livets bagside med både morsomme, depraverede og underfundige betragtninger.
Ashes to Fire er fyldt til randen med ballader. Flotte ballader. Den eneste anke er, at man midt i alle balladerne godt kunne have tænkt sig en smule større afveksling numrene imellem. Kan man leve med ensformigheden, så er Ashes to Fire Ryan Adams’ bedste album siden 29.
Der er intet nyt under solen for The Tremolo Beer Gut, der har rodet arkiverne godt og grundigt igennem og fundet alle deres indspilninger af andres sange frem, hvilket er blevet til Under The Covers With…
Dette yderst vellykkede og flotte debutalbum kan varmt anbefales til alle fans af den brusende ambient post-rock, der bygger på en simpel grundstruktur, der bliver udbygget med lag på lag af nye strukturer og modulationer af anslåede temaer i musikken. Et album, man bliver i rigtig godt humør af at lytte til!
Komplekse elektroniske teksturer kæler nænsomt og støttende for Silbermans distinkte stemmebånd i lutter lækre sangsnedkerier og ikke én gang, sidder man med følelsen af, at trioen forpasser chancen til at røre ved ens mentale tilstand.
New Jersey sekstetten Thursday har med deres ottende album siden debuten fra 2000, foretaget et markant spring væk fra de tidligere albums posthardcore og agiterede næsten rasende udtryk. I stedet står den på æteriske flader og en lyd der læner sig op ad postrockens cinematiske og rummeligt spacede lyd.
Jonathan Wilson har brugt fire år på at arbejde på Gentle Spirit. Det er der kommet et ambitiøst, men ikke helt sammenhængende værk ud af anstrengelserne. Et sammensurium af guitarsoli, synth-flader, små fine melodier og uforståelige langtrukne koblinger fra det ene til det andet univers.
Som forgængeren er der nogle klare styrker, men desværre er der ligeså mange svagheder, og derfor sidder jeg tilbage med en ny fornemmelse af, at The Migrant rummer rigtig meget godt, men at kun en lille del af det for alvor slipper ud.