Indianna Dawn er et sympatisk nyt bekendtskab, og debutalbummet er hyggeligt og nærværende, og vil formentlig kunne varme de fleste i den kommende kolde tid. Desværre mangler der noget når derop, hvor det for alvor bliver interessant.
Med 4 nye numre, 4 genindspilninger, 1 covernummer og 14 livenumre fejrer hardcore-bandet Pro-Pain sit tyve års jubilæum. Det er der kommet et hæderligt album ud af, hvor især genindspilningerne begejstrer.
FM Belfast har lavet et rigtig fint festalbum, men som lyttealbum bliver det for kedeligt. Dertil er variationen de enkelte numre for lille og alt for sjældent stikker kompositionerne ud i interessante og uforudsigelige retninger.
Samlet set er der alt for mange fillers og alt for langt mellem de memorable øjeblikke og substantielle numre hos de engang så hypede new yorkere på In The Grace Of Your Love.
Sammen med Martin Sommer fra Stoffer & Maskinen har Marie Key skabt et rigtig flot dansksproget popalbum. Marie Key er gået solo og stilen er noget anderledes end hvad man ellers har hørt fra den front.
Past Life Martyred Saints giver mest af alt lyst til at opleve EMA live, som kun kan være en overvældende omgang guitarbåret larm, der river en i både ørerne og i hjertet. Pladen er ikke helt overbevisende.
Den spøjse og lidt nørdede side af islændingenes projekt fylder trods alt meget og ender med at blive en stor konkurrent til det faktum, at det de fire organister og deres trommeven får ud af deres instrumenter jo faktisk er meget imponerende.
Overordnet set fremstår Church Of The Real som et meget stilforvirret album, leveret af et band der ikke helt kender deres styrker, selvom de virker så åbenlyse.
Nina Baun er en vokalist med en musikalitet i systemet, der både bygger op og bryder grænser så det er en ren fornøjelse. Udgangspunktet er jazzet med enkelte afstikkere til både rock og pop.
Langt hen ad vejen vinder The Suways på charmen og et godt greb om melodierne, selvom de hverken opfinder den dybe tallerken eller rykker nævneværdigt ved rockens verden. Det ligger helt sikkert heller ikke englænderne på sinde, som bare vil underholde og sparke røv.
Der er noget uskyldigt og ufordærvet over Manuels numre, men heri ligger også begrænsningerne. Det kan være svært at fornemme, hvor han egentlig er på vej hen og hvad han egentlig vil med sin musik.
Royal Bangs har virkelig kompetencerne til at skabe et interessant bud på en totalt skævvreden melodisk indie-garage-lyd, men det er som om, at de ikke helt tør stå ved, at den melodiske og iørefaldende side er deres stærkeste. Det er synd, for det er her, at Royal Bangs for alvor rykker.
Det er velspillet og velgjort, og der er en charme og hygsomhed ved albummet som helhed, men der er ikke helt nok punkter, der brænder sig fast, og hvor Tim Schmidt markerer sig selv som en artist, der har fundet sit eget udtryk, og som for alvor brænder igennem.
Moon har skabt et spændende album, der gør indtryk, selvom der godt kan arbejdes lidt på at variere de dæmoniske, atmosfæriske sange. Det er sange, der emmer af mørke, sange som kan være skræmmende, men i højere grad er sfæriske og smukke.
Det er et album med sine helt egne og særlige kvaliteter, der vil være uimodståelige i de helt rette rammer og til det helt rette øjeblik. Det er et album, der kræver fordybelse og tålmodighed, og som sine steder er for stillestående og anonymt. Andre steder bliver tålmodigheden betalt tilbage med høje renter.