På trods af nye indslag, så bliver I’m With You for ensformig at lytte til i længden. Mange af sangene lyder som fyld og kunne nemt have været skåret fra. Hellere ti numre man har lyst til at høre end fjorten, hvor man skal skippe flere numre.
Den danske sanger Peter Hard udsendte i foråret sit andet soloudspil. Og det er et klassisk dansksproget popalbum fra en moden sangskriver, der har godt styr på sit håndværk, men som ikke ligefrem revolutionerer musikscenen.
Prinspóló er vist nok kun et sideprojekt for Svavar Pétur Eysteinsson. Men det kunne sagtens være meget mere end det, for trods de sproglige umuligheder undervejs, så er charmen, varmen, underholdningen og humoren helt i top fra start til slut. Det er varieret, velgjort og ualmindeligt tiltalende.
På Surf in Stereos nylige albumudspil har de haft lyst til at lege og fusionere yderligere og har derfor inviteret den erfarne trompetist Kasper Tranberg til at spille med på albummet. Det er der kommet en endnu mere sprælsk og spændende plade ud af.
Musikken er hamrende tight og hooksne falder som haglvejr og bygger på forunderlig vis bro mellem indiepop, rock, punk og særdeles tunge riffs. Man ikke i tvivl om, at Fucked Up har begået ikke alene en af årets bedste, men også udfordrende plader.
Thomas Buttenschøns nye album viser en modnet mand, der har formået at tage skridtet som småfilosofisk hverdagspoet til samfundskritiker. Også på den musikalske side, betræder sangeren og sangskriveren nye veje.
Det er ikke nødvendigvis unikt eller nyskabende. Men det er ganske dragende at opleve, hvordan Aarestrup gamle ord blev levendegjort og drejet en kvart omgang i Zimakoffs musik og fortolkning. Det gør dette album ganske interessant, og det er absolut et lyt værd for folkrock-nydere
Jeg var rigtig glad for den muntre og løsslupne Fionn Regan på seneste album, så ved første gennemlytning var jeg skuffet over det melankolske og dystre ydre på det nye album. Men jeg har overgivet mig til fulde – Regan har begået et stærkt album i den mørkere ende af folk-skalaen.
Dark Hours er på flere måder et sympatisk bekendtskab, men melankolien og mørket på pladen bliver i længden så indadvendt, at der er fare for at lytteren bliver tabt. Det bliver simpelthen for monotont i længden.
Fastpoholmen et rigtig charmerende og tiltalende bekendtskab. Den varme og rare overflade skaber den fornødne ro til, at man tager de tekstmæssige budskaber til sig, og man føler sig ærligt talt en smule klogere på, hvordan verden kunne være et bedre sted.
Man bliver hverken et bedre eller et dårligere menneske af at lytte til Through the Eyes of the Burdened. Næppe heller får man udvidet sin musikalske horisont, men hvis man er til genren, kan man lade sig underholde godt og solidt en plades tid.
Der er både medrivende, smukke og gedigent skævrockede momenter på Go Tell Fire to The Mountain, men jeg kan ganske enkelt ikke komme forbi den irriterende vrængende og skurrende vokal, der sjældent lader lytteren i fred.
Det er et stort sammensurium af rod og skæverter, men midt i hurlumhejet kan spores nogle små charmerende øjeblikke, der fungerer med stor effektivitet. Det er dog ikke nok til at redde albummets samlede indtryk, der er for usammenhængende og stikker i for mange retninger.
The Breakers har en charmerende og smittende energi, der er svær at lade være at holde af. Genremæssigt befinder bandet sig et sted, hvor alle afkroge er prøvet og gennemsøgt mange gange i løbet af de seneste 50 år, og det stiller ekstra store krav til at finde de små fængende detaljer i sangskrivningen.
Den helt centrale hovedrolle i Wild Beasts varetages af vokalen – eller rettere vokalerne – for ikke mindre en tre personer udfylder rollen som sanger. Det gør det med så meget overskud, bravur og synkronicitet, at man rent faktisk kunne tro det var en og samme person der sang.