Joe Bonamassa & Beth Hart: Don’t Explain
byNormalt bør coverplader ignoreres lige så hurtigt som de udkommer op til julehandlen, men Don’t Explain er én af få undtagelser, hvor det rent faktisk er en fornøjelse at lytte med.
Udgivelser
Dalot: Minutestatic
byMed en solid forankring i det sorte og det blidt larmende, er det lykkedes Dalot at fremmane endnu et sæt numre, eller mentale rejser, hvor hun udforsker forskellige landskaber, klangbunde og stemninger.
N*Grandjean: Fairly Young
bySærligt i eksotiske lande som Brasilien og Portugal havde debuten succes. Det skyldes formentlig den vuggende og bølgende reggae-agtige fornemmelse, der giver et varmt og eksotisk præg. Men den megen vuggeri bliver lidt for søvndyssende undervejs, og kun for sjældent brydes dødvandet af mere energiske numre.
Rufus Spencer: Roots From The Crops of Earth
bySom det var tilfældet på den første EP, er sangskriverevnerne hos Rufus Spencer skyhøje. På denne EP’s fem sange beviser bandet, at niveauet er modent og stærkt, mens der stadig er en ungdommelig frækhed, der letter de traditionelle genrer, som der prøves kræfter med.
Mechanical Bride: Living with Ants
byLidt mere leg og improvisation ville have klædet Mechanical Bride, der til tider føles en anelse for kontrolleret. Det samme gælder Lauren Doss’ smukke vokal, der kunne have været endnu smukkere, hvis hun havde udfordret sig selv lidt mere.
Givers: In Light
byGivers har en del af den samme charme og energi som Vampire Weekend. Sidstnævnte kom bare først, og derfor løb de med overraskelsesmomentet. Givers formår ikke at bringe nyt til afro-indie-stilen, og derfor fremstår de for svingende i kvalitet på dette debutalbum.
Austra: Feel It Break
byAustra byder velkommen i et elektronika-inspireret universer, der også trækker på 80er-synth og inspiration fra samtidige kvindelige kunstnere med særprægede vokaler og elektroniske spraglede universer, så som fx svenske Fever Ray eller islandske Björk.
The Travelling Band: Screaming Is Something
byRockbands fra Manchester giver ofte et billede af en småflabet og ærkebritisk attitude. Allerede på det punkt skiller The Travelling Band sig ud, for her er der tale om et Manchester band, der primært bringer akustiske guitarer, nydelige sange og folk-pop-arrangementer til deres ofte velskrevne numre.
From Sarah: Notes
byDer er stort potentiale i From Sarah. Men de mangler at finde den vej de vil gå. På Notes breder de sig over for meget, hvilket måske har været meningen, men som ikke helt fungerer for denne anmelder.
Derek Sherinian: Oceana
byOceana er en plade der måske vil falde i keyboardnørders smag men som resten af befolkningen vil finde det svær at sluge. Produktionen er simpelthen for glat, og det kan ikke engang en flot gæsteliste rette op på.
Laura Marling: A Creature I Don’t Know
byLaura Marling er en unik og fortryllende kunstner, der evner at kombinere de flotte arrangementer, den helt igennem betagende vokal og de alvorsfulde og velskrevne tekster. Hun beviser allerede som 21-årig at hun hører til i den absolutte topklasse.
The Treatment: This Might Hurt
byDen hardrock The Treatment spiller havde sin storhedstid før grungen tog over, og om den nogensinde kommer tilbage på hitlisterne er tvivlsomt. Holder man af den tid, så kan The Treatment dog varmt anbefales om end det med garanti ikke er det mest langtidsholdbare album.
Other Lives: Tamer Animals
byDet er en rutsjebanetur af de helt store, som lytteren sendes ud på med temposkiftene, hvor man slynges fra den langsomme og forventningsfulde opkørsel, til man er helt tæt på himlen og gribes af storhed og benovelse, og til man med lynets hast kastes ned ad den næste bakke og mister fornemmelsen af tid og sted.
Lanterns On The Lake: Gracious Tide, Take Me Home
byLidt elektronisk knitren hist og pist, sagtmodige strygere og melankolske klavertoner, skubber og prikker lidt til hvad der må betegnes som sfærisk, storladen folk. Det er vitterligt smukt visse steder, men det bliver søvndyssende i længden, fordi melodierne er for flygtige og fordufter, inden de når at manifestere sig.
The Quasi Dub Development: Limousine To The Guillotine
byMan kan klandre The Quasi Dub Development for mange ting, men man kan ikke anklage dem for at stå stille eller for at lægge sig bekvemt i slipstrømmen af andre dub-stjerner og trends. Desværre er det svært helt at få styr på hvad de vil med deres musik.