TD Lind kan noget helt særligt som sanger og sangskriver. Men kun på fire numre. Og når han ikke lykkes, så ender det hele i en skrækkelig omgang country-flæberi med ligegyldige udvridninger af gamle udslidte klicheer. Ligegyldighederne overstråler desværre de flotte øjeblikke.
Sick of it All fejrer deres 25 års jubilæum med udgivelsen af et album bestående af genindspilninger af 20 sange fra deres bagkatalog. Det er der kommet et kraftfuldt hardcore album – der ikke kan anbefales nok – ud af.
Det er svært at blive berørt eller forført af Hundreds’ forsøg på en mellow pop, der egentlig lyder som et forfejlet og ret bedaget forsøg på at opdatere 80´erne og 90´ernes dreampop. De blodfattige sange flyder underligt ligegyldigt rundt i synthknas og mere eller mindre slæbende beats.
Revival er et solidt rock’n’roll-album, med alt hvad et sådant album skal have, men så desværre heller ikke rigtig mere. Det holder sig på den sikre side, og med ti år på bagen kunne man godt ønske sig, at de brød ud af spændetrøjen.
Det er ikke specielt nyskabende, det som Should byder på. Men det er tidløst, og det er i og for sig en større kompliment. Det afdæmpede drømmende univers står stærkt og glasklart fra de amerikanske veteraner, der med det yderste af neglene holder balancen mellem kedsomhed og drømmende skønhed.
Mariachi El Bronx’ andet album overgår lige netop deres to år gamle debut, og man savner ikke længere det gamle punkband The Bronx. Lad andre om at spille punk, så tager Caughthran, Hidalgo og resten af bandet sig af mariachien.
Vega er i fuld gang med en samling genindspilninger af de største numre, som bliver samlet i tematiske udgivelser i en serie under den samlede titel Close-Up. Vega er nået til tredje samling af sange, og denne gang er temaet States Of Being.
Det kunne i og for sig snart være morsomt at høre en opdateret version af de gode ting fra 90’ernes rockscene. The Suzukis leder tankerne tilbage på grunge-bølgens ti-år, men uden at bringe noget nyt og nyskabende til den gammelkendte lyd og attitude.
The Great Dictators har et imponerende og stærkt udtryk, og denne EP lover ikke blot godt for fremtiden. For The Great Dictators har allerede bevæget sig op på en vældig høj kvalitet, der er yderst anbefalelsesværdig.
Problemet for Friedberger er, at der ikke er nok af sangene, der melodisk har den styrke og tyngde, der skal til, hvis arrangementerne og vokalen ikke byder på udfordringer nok i sig selv. Der er masser af gode anløb til, at ørerne bør spidses ekstra, men for det meste løber det ud i sandet.
Med skrattende guitar og elektroniske udladninger og hæs melankolsk vokal lægger Roxy Jules ikke fingrene i mellem på hendes soloalbum. Lyduniverset er mest af alt malet i dystre farver og tunger toner og der er langt til lollypops og candyfloss med mindre det er af den forbrændte slags.
Irske Cashier No. 9 skriver skæppeskønne sange, man bliver rigtig godt glad i låget af. Danny Todds fine lyse vokaler gør et godt partnerskab med luftige og stemningsfulde melodier på To The Death Of Fun, der veksler mellem solskinspop og mere tristesseladne numre.
Saviours må leve af metallisk kost til hverdag, for deres fingre er stålsatte som få, når de skånselsløst går til stålet og gribebrættet på deres prisgivede guitarer. Deres fjerde udslip er en olm og særdeles tung bastard af lige dele 70´er doom-metal, progressiv rock, stoner-metal, NWOBHM og snerrende hardcore.
Jeg er ganske vild med The Swell Season og filmen ”Once” – og derfor var mine forventninger til dette album rigtig store. De indfries ikke helt, men det betyder ikke, at Marketa Irglova falder igennem som solist. Sangene er fine, vokalen er udmærket, men jeg kunne have savnet mere Marketa Irglova.
Sebastian Lind leverer et meget personligt og gribende minialbum, hvor han i grænselandet mellem akustiske og elektroniske klangflader prøver kræfter med håbefulde passsager og beskrivelse af håbløshed, og det giver et meget stærkt og anbefalelsesværdigt resultat.