I forhold til tidligere Art Brut-albums er dette skrevet på kortere tid med større samlet fordybelse, men det ændrer ikke på, at det minut for minut peger i vidt forskellige retninger. Og det betyder ikke, at det bliver mindre rodet, for det er svært at finde de lange røde tråde på albummet.
Howl Baby Howl har taget et stort skridt med udgivelsen af Kids of Chaos. Genren har fået en spændende skævvridning, og i duoens nye univers er skævhed formentlig en af de primære intentioner med musikken. Musikalsk kaos er der rigeligt af.
Det er som om Shaking Sensations er så smaskforelsket i Mogwai – GYBE – Explosions – Destroy – Mono, at de har svært ved at frigøre sig fra inspirationsspændetrøjen, men hvad gør det når det er gjort med så stor indlevelse, pondus, saft og kraft, mesterlig sans for opbygning og hjertet på det helt rette sted.
Stina Stjern forsøger sig i mange forskellige retninger og lykkes ikke rigtig med nogen af dem. Der er sublime øjeblikke, men de er alt for få, og albummet står således tilbage som et eksempel på uforløst potentiale. Når det er bedst er det fremragende, men oftest er det nærmere ligegyldigt.
Norske Bernhoft fortsætter med sit soloprojekt omkring soulmusikken, og naturtalentet inden for genren kan han ikke skjule. Han mestrer alle soulgenrens dyder til fulde, og selv om der rent genremæssigt ikke er meget nyt under solen, så formår Bernhoft at gøre det til sit helt eget.
Med deres nu niende studiealbum, efter et hav af koncerter, og med legendariske David Vincent tilbage bag mikrofon og bas, burde udgangspunktet være stensikkert for et solidt comeback. Ikke desto mindre er helhedsindtrykket at de ikke rigtig har hjertet med i numrene.
Inden endnu et fuldlængde-album udgives, giver CODY os nu et indblik i dagsformen på fire nye numre. Selv om gruppen holder sikkert fast i den underspillede alternative country og folk, er der også nye takter at spore på denne EP.
The Woken Trees er rigtig gode live, men på album mangler de desværre stadig en del. Her er alt for meget repeteren og en helt ustyrlig forelskelse i egne riffs. Produktionen gør heller ikke noget for at redde det samlede indtryk.
Såvel musikalsk som tekstmæssigt holder Peter H. Olesens nye band et sjældent højt. Albummet indeholder lige dele retro-pop/rock, folkviser og musikalsk og digterisk spoken-word legestue, og ”Traditionen Utro” er uden tvivl et af de bedste dansksprogede albums længe.
Det er synd, at Lyhne/Foss ikke lader vokalen trække læsset i højere grad. De steder, hvor dette er tilfældet, er der er et storartet potentiale, og Iben Foss fremstår som en karismatisk og stærk vokalist. Lad hende få pladsen og lad den elektroniske back-up træde lidt tilbage.
Gab er det ord der springer frem, hvis man med et enkelt ord skal karakterisere dette 20 års jubilæumsalbum. 90 minutters tomgang, hvor det er svært at skelne det ene nummer fra det andet.
Sounds Of A Playground Fading er et klart skridt frem I forhold til forgængeren, som den dog ligger så tæt op ad, at gamle fans ikke vil føle sig fristet til at hoppe på igen. Disse bør i stedet downloade nummeret ”A New Dawn”, og så sætte The Jester Race på anlægget.
Trænger du til at få masseret dine ører med velklingende og veludført folk, er The Webb Sisters et sikkert sted at begive sig hen. Men søger du den autentiske og ægte folk er der et væld af andre mere interessante udøvere af denne ædle kunst.
Lagwagons Joey Cape har med Doesn’t Play Well With Others udgivet sit andet soloalbum. Det er blevet til en kønsløs omgang singer-songwriter, som det er svært at finde noget positivt at skrive om.
Danske Søren Bonke har boet i London i 10 år, og han er en mand med mange talenter. Bonke farvelægger musikken blidt med både slagtøj, strygere, blæsere og tangenter, og det har resulteret i en flot albumdebut.