Where Did Nora Go er popmusik med masser af stemninger, idéer og udtryk. For pop-elskere er det måske lidt for meget af det gode – for lyttere med hang til eksperimenter er det måske lidt for poppet. Lad os håbe, at lytterne i begge lejre er klar på at være nysgerrige og gå på kompromis, for den meget høje kvalitet af dette album kan ikke anfægtes.
Egentlig er der kun godt at sige om Tracer; fede beskidte og groovefyldte numre – der dog lider en smule over næsten at være skåret over samme læst – fornem instrumentering, tørre sprøde nedstemte guitarer, og fuldblodsrocket vokal. Alt er som det skal være. Problemet er bare, at referencerammen er sat så tykt, at det kan være svært at få øje på Tracers egenidentitet.
Nanobots et klassisk They Might Be Giants-album. Her bliver det useriøse taget seriøst, og der er bestemt ikke noget useriøst over gruppens håndværk. Gamle fans vil henrykkes over den, men hvis man har hang til alternativ pop og en lettere nørdet humor, kan det også anbefales at tjekke skiven ud.
Ni år efter bandets debutalbum, er The Veils klar med fjerde udgivelse. Og lad det være sagt med det samme – det er et Veils i absolut topform, og ikke mindst en Finn Andrews der med sin karakteristiske vokal er et gribende og fremragende omdrejningspunkt.
Transition er Steve Lukather på godt og ondt: når han er bedst, rammer han plet med et par stærke voksen-ballader, og når han er værst, får guitaren for meget spilletid. Transition kan især anbefales til fans af Lukather og Toto, men andre, der har hang til melodiøs voksenrock, kan også starte her.
Mens den ene fod konstant er placeret på monitoren, så slipper den anden kun speederen, når der skal jokkes på distortion-pedalerne. Genremæssigt er det ganske varieret fra den ska-agtige åbner ”Bløde og nyde” over den punk-befængte ”Dødens Stopdans” til den pop-grænsende ”Skib til Kbh”.
Man kunne let forfalde til at kalde Bottled In England for en simpel elektronisk dance og drum’n bass duo, men de to mænd Daniel Vognstrup (bas) og August Dyrborg (trommer) spiller så godt sammen at deres nye ep Architect sparker dansegulvet i gang med manér og ikke mindst melodisk finesse.
Her tages det bedste fra afdelingen for den hårde rock, det bedste fra den elektroniske musik op igennem 90’erne til i dag, tilsat en vis portion fanden-i-voldskhed, inden det til sidst køres igennem den bearbejdningsformular, som man anede på Raunchys seneste album A Discord Electric fra 2010.
Det eneste, der mangler for at løfte Nøgne som nyfødte helt op i de øverste luftlag, er, at teksterne hver især befinder sig deroppe. Det lyriske niveau er godt, men heller ikke på denne udgivelse løfter Claus Høxbroe sig helt op blandt nutidens bedste danske digtere.
På Heza griber Generationals ganske åbenlyst træk fra vidt forskellige kunstnere, gerne med mindst et par årtier på bagen, og sætter dem sammen i numre, der gennem stram produktion og indie-stilisering bliver tildelt en nutidig relevans. Det kan fungere, men i syv ud af Hezas ti forsøg ender det i ligegyldigheder.
Kadie Elder har med deres elektro-akustiske lyd helt sikkert fat i den lange ende, og der er masser af potentiale at bygge på. Hvis de kan holde niveauet fra minialbummets bedste sange, tegner fremtiden lys for dem. Som det er nu, mangler det lige det sidste løft.
Kvintteten Halasan Bazar er måske en af de bands der følger i Mø’s, Iceage’s, The Raveonettes’ osv. fodspor og tager udlandet med storm. De har evnerne og modet, som man kunne høre på deres første single “Sometimes Happy Sometimes Sad”, men kan de på deres måske gennembrudsalbum Space Junk vise de samme kvaliteter.
Generelt er Night Vision et spændende og anderledes album, som vil kunne lokke de fleste fans af progressiv og eksperimenterende musik med til et syretrippende kabaretshow i det mystiske mørke.
Louise Juul viser et stort potentiale som både sangerinde og sangskriver på Austin, men efter min smag mangler der lidt større armbevægelser og mod i arrangementerne, for at albummet for alvor står frem i fra strømmen af andre pop-udgivelser.
Det hele er lowkey leveret på Jøwt – med guitaren i centrum og med strygere, saxofon og en snakkende Niels Hausgaard hist og her. Den del fungerer. Det er med små musikalske armbevægelser, at Allan Olsen er bedst, men flere af de gode tekster er desværre denne gang gemt væk bag en dialekt-arkæologisk iver.