oktober, 2009

Cate Le Bon: Me Oh My

Cate Le Bon: Me Oh My

by

Walisiske Cate Le Bon er en sangerinde med et ganske særpræget udtryk. Hendes debutalbum Me Oh My udkommer på Super Furry Animal-ikonet Gruff Rhys’ nystartede selskab Irony Bored, og som pilotalbum fra dette selskab viser Cate Le Bon vejen, hvis formålet er at udsende ekstremt udtryksfulde indiealbums med et snævert og psykedelisk snit.

Aerosol: Airborne

Aerosol: Airborne

by

Rasmussens produktion gør brug af masser af rum og små syntetiske støjoverløb, har god fornemmelse for tid, og en økonomisering med virkemidlerne, som er udsøgt og med fingerspitzgefühl for de små og detaljefyldte finesser. Det er en udpræget fornøjelse at lytte til og Aerosol kan sit kram uden noget behov for showoff eller overgjorthed.

The Cribs: Ignore The Ignorant

The Cribs: Ignore The Ignorant

by

Jarman-brødrene har fået legenden Johnny Marr ombord i The Cribs. Resultatet kan høres på gruppens fjerde album “Ignore The Ignorant”, der for alvor sender gruppen ud af den kultstatus, de indtil videre har befundet sig i.

Grand Avenue: Place To Fall

Grand Avenue: Place To Fall

by

Jeg har altid anerkendt Grand Avenue, men på ingen af de tre første albums fra bandet, har jeg haft armene over hovedet. Denne gang er jeg tættere på, for Grand Avenue har i momenter styrket udtrykket og hævet sig fra at være et velspillende band til også at have en råstyrke, som ellers har været problematisk for kvartetten at få frem i musikken.

Papa Stereo: EP

Papa Stereo: EP

by

Kan Papa Stereo holde niveauet på mere end tre numre, og kan de holde fast i en naturlig originalitet, uden at den bliver påtaget, når den skal strækkes ud over et større repertoire, så er der noget rigtigt spændende i vente i Papa Stereos fremtid.

Crystal Sky Butterfly: Family Silver

Crystal Sky Butterfly: Family Silver

by

Da jeg havde lyttet Family Silver igennem første gang, havde jeg de bedste intentioner om at skrive en fin anmeldelse og også at få det gjort hurtigt. Det virkede nemlig så ligetil; umiddelbart er Family Silver nemlig en velproduceret, iørefaldende og lækker plade, fyldt med halvskæv kvalitetspop.

Abandon: The Dead End

Abandon: The Dead End

by

The Dead End er en monstrøs, barsk, tung og gennemført plade af seismiske dimensioner. Det er et suggestivt og vanvittig intenst værk, som er gennemtænkt helt ud i mindste detalje. Som et bydende nødvendigt og uomgængeligt kunstværk, har den ikke mange konkurrenter på samme niveau. Her er tale om et unikt mesterværk