09.03.17 – Gojira – Store Vega, København
byVi var i skudlinjen, og der var ingen vej uden om. Via fransk finnesse og slagkraft holdt Gojira os i et hårdt og yderst behageligt greb under deres bombardement af Store Vega.
Vi var i skudlinjen, og der var ingen vej uden om. Via fransk finnesse og slagkraft holdt Gojira os i et hårdt og yderst behageligt greb under deres bombardement af Store Vega.
Maggie Rogers har på papiret noget unikt at byde på. Hendes store musikalitet lyser ud af hende, og med hendes selvstændige væsen samt evner indenfor de førnævnte genrer, får hun en lyd og et udtryk med potentiale for noget stort.
Men koncerten viste tydeligt, at hun endnu er grøn og har et minimalt bagkatalog
Efter det poppede og efter begejstringen at syne, umiddelbart ganske populære ”Oh My Love” fra People Are Like Seasons, lukkede Sophia af med ”Desert Song No. 2” og ”River Song”, der tilsammen strakte sig over et kvarter. Her blev der for alvor lukket op for sluserne og en mur af støj. Infernalske guitarkaskader, der med garanti ikke kan overgås af Swans om et par dage i Den Grå Hal
Tretten af sættets numre hvilede på guldperioden mellem 1983-1991 og det faldt tilsyneladende i folks smag. Hver gang en ny metal-evergreen satte i gang, kiggede de folk omkring mig hinanden i øjnene og storsmilede, som sagde blikket: Hurra, endnu en af de store!!
Peter Sommer og Tiggerne leverede en glimrende koncert, der var både velspillet, stærkt underholdende med lune anekdoter, der var en Niels Hausgaard værdig og med en hovedperson, der på stille facon bemægtigede sig ikke alene scenen men også alles hjerter, som en ualmindelig eftertænksom, lun og charmerende starut, der i statur og lyrik efterhånden bider CV Jørgensen grundigt i haserne.
Seks mænd indtog scenen i Amager Bio. Seks mænd – med den karismatiske, autentiske, hærdebrede Erlend Hjelvik i front som en frådende norsk galning, tilmed udstyret med noget der ligner en udstoppet ugle på hovedet. Bandet fra Stavanger er kendt for deres supertændte hårdtpumpede rock’n’roll med et skvæt norsk metal og en masse punket energi. Denne aften blev ikke nogen undtagelse!
Blue Oyster Cult albumdebuterede for 45 år siden og indskriver sig i serien af de efterhånden få stadigt aktive rockbands, hvis storhedstid ligger tilbage i 70’erne. Denne aften stod de foran et fyldt Amager Bio, og forventningerne var tydeligvis skyhøje blandt det aldrende publikum. Selvom rammerne er mere beskedne i dag, er Blue Oyster Cult stadig et band, der har en stor og trofast fanskare.
Godfather-trioen slog tungt og hårdt Jazzhouse er efterhånden en effektiv spiller på både alt/indie/folk og ikke mindst Stoner –metal scenen. Og netop Melvins er…
Det var ikke kun nostalgi som prægede Dizzy Mizz Lizzys turnéstart. Koncerten gav indtryk af, at piben har fået en anden lyd. Spilleglæden virkede stor og fornyet, og de nye numre tyder på ambitioner, og at pilen endelig peger fremad for Dizzy Mizz Lizzy.
Vi blev taget med på en rejse denne aften i Amager Bio. En tidsrejse tilbage til de tidligere 60ere og væk fra nutidens hektiske hverdag. En musikalsk rejse hvor hypede og overeksponerede genrer blev skubbet i baggrund til fordel for Leon Bridges og hans autentiske og tidsløse fortolkning af klassisk soul og R&B.
Vildhunden gjaldede på frederiksberg Allerede fra start da James Newell Osterberg tonsede ind på scenen til tonerne af “Lust for Life” vidste man at…
En stille og lettere uforløst aften i elegant selskab Sidst de britiske elegantiers gæstede Danmark var også i Koncerthuset, nærmere bestemt 2013, hvor de…
Bjørn Fjæstad er en crooner på sin helt egen måde. En excentrisk crooner, der i aften havde både scenen og publikum i sine hule kærlige hånd. I aften sang han røven ud af bukserne, og sammen med resten af Baal gav han publikum den liveudgave af Sensorama, som de og ikke mindst albummet fortjener.
Thurston Moore bevarede sin Gudfaderstatus igår og jeg kommer igen next time around. Intet var overflødigt, alt fungerede, lyden var perfekt. Hvad mere behøver man. Mesterligt.
Bandet havde til aften allieret sig med Mads Wegner som erstatning for Bo Madsen. Han spillede til perfektion og man savnede på ingen måde noget, hverken i energi eller udførsel, ja havde man ikke vidst det på forhånd, havde man velsagtens ikke opdaget det overhovedet. Johan Wohlert er altid et energibundt på scenen med bassen hængende godt nede under hoften og han er utvetydigt bandets indpisker mellem scene og publikum. Bandet lod idet hele taget til at være både scenesultne og oplagte denne aften og publikum var på fra start.