Koncerter & festivaler
Efterklang stod som et stærkt musikkollektiv i aften. De fik leveret deres svævende og omskiftelige indierock med en ekstra dimension i forhold til deres tre albums, og når de står så mangfoldigt og kompetent på scenen, har de ingen problemer med at styre de store intentioner.
Islandske Sólstafir leverede en massiv omgang metal på Pavilion på en hed torsdag aften. Selvom bandet spiller en, indimellem frysende kold musik, var der hot as hell på den lille scene under den timelange koncert. En fed og dejlig tung, men også energisk præstation, som kun folk fra det vindblæste land kan mønstre.
Mens masserne foretrak Gorilla angrebet torsdag aften på Orange scene, havde en mindre, men dedikeret flok søgt mod Arena, for at få et skud progrock i selskab med Porcupine Tree. Som koncerten skred frem, kom der dog mange til og teltet kogte godt og grundigt, inden briterne gik af igen. Med vant sans og nærmest autistisk præcision, indfandt det britiske band sig på slaget 23, på Roskildes næststørste scene, til udelt begejstring hos publikummet.
På trods af, at Wild Beasts har eksisteret siden 2002 og har to albums på bagen, så er de stadig forholdsvist ukendte. Sådan vil det desværre nok fortsat være efter deres optræden på årets Roskilde Festival. For selvom den engelske indiekvartet leverede en forrygende performance, så var teltet mere halvtomt end halvfyldt på grund af Damon Albarns Gorillaz, der spillede samtidig på Orange scene.
Bandet ligner sunde, unge mænd, som dog har rock ’n’ roll attituden på plads, og musikken lyder næsten som hvis The Beatles kunne have lydt, hvis de kom frem i dag, tilsat et nip af punk.
22.30 startede intro-musikken, bandet kæmpede sig vej gennem publikum, og som et slag i vores ansigter bragede Dillinger Escape Plan ellers derudaf. Publikum foran scenen eksploderede i et højpotent moshpit, og jeg var ikke i tvivl om at denne koncert ville blive den lange køretur værd.
Efter gårdsdagens metaloplevelser og indtagen af festivalens egen, og i øvrigt ganske velsmagende, øl (som naturligvis indeholdt 6,66 % alkohol, det er klart!), indfandt…
Under en dyster og mørkegrå himmel og mellem gamle fabrikshaller og enorme skorstene blev Copenhell fredag eftermiddag sparket i gang. Omgivelserne er på mange måder et perfekt valg for denne nye københavnske metalfestival, og når det på samme tid er lykkes at hyre så stærkt et lineup, så var der lagt op til metalfest, hvor der var noget for enhver smag.
De udgav deres sidste studiealbum for femten år siden, de opnåede aldrig den berømmelse, mens de var aktive, som de har i dag, og alle de oprindelige medlemmer er for længst blevet kendte i alle mulige andre sammenhænge. Ikke desto mindre var det noget af en begivenhed, at den tidligere Kyuss-sanger gæstede et udsolgt Loppen.
Som anmelder af de tonstunge tyskere i Rammstein, er det svært at holde de altid kritiske briller rettet mod elementer som lydkvalitet, publikumkontakt og selve musikken. Rammstein leverer meget snedigt et fænomenalt show, der ganske givet i sig selv kan imponere de fleste. Også denne aften på Tiøren ved Amager Strand.
Sønderborg i flammer Guitarhelten kan roligt genindføre sit tidligere navnepræfix Smokin’ for onsdag aften spillede Joe Bonamassa som var der ild i ham. Ud…
Hver gang jeg hører LES, både live og på cd, slår det mig, hvor udanske de egentlig lyder. Jeg kan ikke komme med referencer til andre danske bands, der har tilnærmelsesvist den spændvidde og den på samme tid totalt nørdede, tekniske og elementært og basalt rockende lyd.
Inderlighed og nærhed, samt de lidt mere bombastiske sider, som Will Oldham bestemt også har, var de yderligheder, som jeg savnede i aften. Nok var Will Oldham som altid finurlig på scenen, og de mange smil, grimasser og krampagtige bevægelser gjorde trods alt hans blotte tilstedeværelse både interessant og charmerende.
Vega var denne søndag aften varmere end den asfalt, Edwards og co. betræder til dagligt i Denver Colorado og det helvede, som Edwards elaborerer en hel del over i sit tekstuelle univers, var fysisk tilstede i det tætpakkede lokale, hvor kondensen drev ned af væggene, som på det lurvede hotel i Coen brødrenes film Barton Fink
Fredag aften delte to af landets bedste og mest nytænkende nye bands hovedrollen i Store Vega. En udsolgt sal var med på at skabe en fest, og det nød hovedpersonenerne godt af. Selv om de to bands har mange ting til fælles, kom forskellene dog stærkt til udtryk denne aften – på både godt og ondt.