Efter en håndfuld EP’er gennem de seneste år er amerikanske Alex Winston nu klar med debutalbummet King Con, der er en lille opvisning i legesyg, opfindsom og humørstruttende indie-pop, men som også bliver en kende for ensformig i det lange løb.
Great Lake Swimmers har skabt et fremragende album med stor variation, sublim sangskrivning og en Tony Dekker, der med sin vokal giver alle de fornemme elementer et ekstra løft. Der er lidt mere varme og lys end på forgængeren, og det har både sine fordele og ulemper, for det er stadig de mest melankolske numre, der bider hårdest.
Dánjal er et ganske bemærkelsesværdigt talent, og dette album emmer tykt af humør, glæde og dybde og kunstnerisk integritet. Den færøske artist sætter sit eget personlige aftryk på et virvar af genrer og stemninger, og stort set alle numre lykkes godt.
Den hollandske sanger og sangskriver Johannes Sigmund udsender sit tredje album under kunstnernavnet Blaudzun. Der er tale om iørefaldende sange i storladne arrangementer – med en vokal der på mange måder leder tankerne hen på Starsailor. Et absolut vellykket album, der giver Holland et par sjældne plus-point på musikkens Europa-kort.
Som helhed er Xiu Xiu mildest talt et løjerligt bekendtskab. Den eksperimenterende elektro-indie sender pile afsted mod de seneste fire årtiet – og måske frem mod de kommende. Der er mange interessante forsøg, og nogle gange lykkes de. Men den helt store sammenhæng er svær at finde, og derfor bliver dette album ikke blandt de mest mindeværdige.
Young Guns er ikke noget dårligt band, og deres sange og produktion fungerer udmærket. Men det er svært at finde frem til det, der gør bandet til mere end blot ’endnu et’, for der er ikke ret mange særlige kendetegn, der giver fornemmelsen af, at her er et band, der har noget personligt og ejendommeligt at byde på.
Werner Kitzmüller er afgjort en unik kunstner, der først og fremmest vil imponere de få. Mange vil være afskrækket allerede i løbet af albummets første 20 sekunder, og jeg er ærligt talt heller ikke sikker på, at jeg kommer til at lytte til Evasions ret mange gange.
Sinead O’Connor bringer sig med sit niende studiealbum tilbage på sporet som en sangerinde, der har en masse på hjerte og en masse at give. Hun skriver sig næppe ind på toppen af de samme hitlister, som hun toppede for 20 år siden, men hun får genoplivet sit gode ry, og som helhed leverer hun et ganske godt album.
Nynne er en kompetent EP-debutant, der sagtens kan udvikle sig til et rigtig interessant bekendtskab. På de bedste steder, hvor hun udfordrer sig selv tempo- og genremæssigt, er jeg ganske overbevist – men samtidig er der plads til og behov for udvikling, for at de skrøbelige og mest intense momenter bliver helt vellykkede.
Ofte er Sondre Lerche primært ledsaget af sin akustiske guitarer – men andre gang bliver der plads til mere energi og elektricitet, og man kan ikke som sådan udskrive en drejebog for, hvornår han lykkes bedst. For det er ikke alt, der lykkes for Sondre Lerche, og jeg nyder dette album mest, når den charmerende historiefortæller træder i forgrunden.
Anders Thrane kræver lidt mere af sin lytter, end han gjorde på debuten. Til gengæld giver han mange gange mere igen, og med lidt fordybelse og opmærksomhed er de eventyragtige fortællinger en oplevelse man ikke bør snyde sig selv for.
Den aldrende punksangerinde Penelope Houston fra The Avengers prøver kræfter med countryrocken, og det slipper hun ikke ubetinget godt fra. Enkelte numre er ganske vellykkede, men ellers kendetegnes dette album ved en rusten og til tider skinger vokal, der ikke evner at folde de mest interessante numre ud.
Umiddelbart er den helt store styrke hos Ida Gard den fortræffelige sangskrivning. Hernæst følger den lidt særprægede vokal, der befinder sig et forunderligt sted mellem det køligt blåtonede melankolske og det små kedelige halvspinkle.
The Foregn Resort skuffer en smule med deres nye EP. Ikke fordi jeg ikke forstår, at de er nødt til at søge lidt væk fra den klassiske 80’er-Cure-lyd, for det er nok en nødvendighed. Men det er altså når den krukkede vokal får lov at udbrede de stærke melodier, at bandet fortsat markerer sig som værende noget ganske særligt.
Raised Among Wolves nåede at vise, at de var et band, der kunne noget ganske særligt. Mon ikke de bandmedlemmer dukker frem i andre sammenhænge, og mon ikke vi får fornøjelsen af Tobias Boelts nydelige og kompetente sangskrivning og vokal et andet sted i de kommende år. For potentialet i dette nu opløste band var stort.