Neil Young er et kæmpe idol og en af rockhistoriens allerstørste skikkelser, så det er med ærefrygt at min pen møder papiret. Jeg havde allerede inden koncerten på fornemmelsen, at den blotte oplevelse af nok en gang at se Neil Young ville vække en trang i mig til at give topkarakter.
Det dunkle og det lyse, det intime og det storladne. Det legendariske band My Bloody Valentine laver musik, der hypnotiserer og luller de vågne ind i drømmeland. Stemningen var en blanding af angstfuld forventning og benovelse, da My Bloody Valentine nærmest listede ind på scenen. Ville de kunne leve op til hypen?
Nogle vil sige, at Raveonettes er musikere med modebevidsthed, men det forholder sig givetvis omvendt, nemlig at de er modefolk, der spiller musik. Denne betragtning er egentlig ikke en kritik, men snarere en kendsgerning, der gør det nemmere at forstå musikken og koncerten.
Med vanlig energi gav Dillinger Escape Plan et brag af en metallisk oplevelse da de fyrede den måske mest balstyriske koncert på dette års Roskilde Festival. Tempoet skiftede konstant og sanger/screamer Greg Puciato løb rundt på scenen mens han sendte kaskader af vildskab ud til publikum. Han befandt sig tydeligvis godt på den store scene.
Judas Priest har bestemt haft deres storhedstid, og der er ingen tvivl om, at de har haft deres indflydelse på metalgenren, men denne koncert og tour er uden tvivl helt til grin. Så her kommer lige en opfordring: “Gør os nu for pokker den tjeneste at blive på plejehjemmet fremover, for I kan sgu’ ikke være bekendt både at kede os og ødelægge jeres eget ry på den måde”.
A kid hereafter var at finde hele tre gange på årets Roskilde, og hver gang som repræsentant for forskellige genrer. Når de er ”in the grinding light” er der tale om metal, nærmere betegnet grindcore, en ret speciel genre, som man fik en smagsprøve på denne varme, tømmermændsprægede eftermiddag.
Hvorfor der var en tendens til at sætte dansevenlige bands på de helt forkerte tidspunkter i spilleplanen på Roskilde Festival i år er et spørgsmål, jeg skal lade stå ubesvaret hen.
En regnbyge betød at teltet var fuldstændigt tætpakket umiddelbart inden Efterklang skulle på scenen. Af sikkerhedsårsager tillod personalet ikke koncerten at starte, før der var ro i salen. Aftenen inden var en koncert på samme scene blevet stoppet pga. trængsel og uro. Det betød at stemningen var intens og at teltet var varmt.
Astoria er den bedste scene på Roskilde Festival. Derfor var det også glædeligt at opdage at Nicole Atkins var blevet placeret netop her. Den aflukkede scene skulle da også vise sig at passe perfekt til musikken, der live skiftede mellem det elverpige-agtige og det rockede – og gerne indenfor samme nummer.
I sig selv var det måske også at tage munden en smule for fuld af Roskildes programplanlæggere at sætte The Fashion på Arena. Selvom alle odds var med The Fashion, gik det altså ikke. Kl. 17.00 da bandet gik på scenen var der nemlig ingen andre koncerter på resten af scenerne.
Rock’n’roll forever Mens regnen dryppede forfriskende ned over festivalpladsen, gik den canadiske kvartet Tokyo Police Club på den mindste af Roskilde Festivalens scener, Pavilion….
Varm stemning – men måske for varm Det er svært at sige, hvad der gjorde at ingenting rigtig lykkedes, for den ellers normalt meget…
”Can you see me? Can you hear me?” Sådan lød mantraet fra en tydeligt tændt Mike Skinner, da han for tredje gang i sin karriere spillede op til fest på Roskilde Festival. Sidst han var forbi var i 2006, hvor han fyldte pladsen foran Arena op i en grad, der sjældent ses.
En dansende diva let på tå i ferskenfarvet klovnekjole og på bare tæer – sådan indtog Alison Goldfrapp scenen sent fredag aften. Klar til fest, men også storladen følsomhed. Duoen Goldfrapps musikalske spændvidde er stor, og det blev til en smagsprøve på lidt af hvert fra deres fire albums.
Det var egentligt meningen, at der her skulle være en anmeldelse af Casady-søstrenes koncert på Odeon. Men pga. en umulig lyd er det ikke muligt at skrive om koncerten. Derfra hvor undertegnede stod (og det var et stykke inde under teltdugen) var det eneste hørbare de to damers meget skingre stemmer.