Udgivelser

I Am Kloot: Let It All In

I Am Kloot: Let It All In

by

Det skyhøje niveau fra 2010 bliver ikke helt videreført på Let It All In, der er et album med masser af åbenlyse og medrivende kvaliteter. Desværre er der næsten ligeså mange passager, hvor man savner intensiteten, dybden og nerven, som I Am Kloot mestrer som ingen anden.

Peter Sommer: Alt Forladt

Peter Sommer: Alt Forladt

by

Peter Sommer har begået sit hidtil bedste album, der endnu engang positionerer ham som en kunstner, der har en fortrinlig evne til at kombinere det folkelige og tilgængelige med det dybt personlige og kunstnerisk interessante.

Hazy Days: Through Endless Towers Of Rain EP

Hazy Days: Through Endless Towers Of Rain EP

by

Fire drenge der kommer fra samme højskole er gået sammen om at stifte et band. Deres lyd er svært definerbar, men navnet på det musikalske projekt beskriver meget godt deres klang. Hazy Days hedder kvartetten der spiller som deres navn lyder, diset, drømmende, fjernt og melankolskt..

Coheed & Cambria: The Afterman: Ascension

Coheed & Cambria: The Afterman: Ascension

by

Coheed & Cambrias seneste udspil er en lækker sag på knap 40 minutter, hvor sci-fi-temaer, der tager deres udgangspunkt i fortællingen om The Armory Wars; en god gang warrior folklore, krydret med Månebase Alpha, bliver fræset igennem af fængende melodier og stenhårde rifs.

Our Last Night: Age Of Ignorance

Our Last Night: Age Of Ignorance

by

Unge og uimponerede debuterede amerikanske Our Last Night i 2008 med deres bud på post-hardcore genren. På gruppens tredje album, har en modning og lyst til udvikling drejet dem i en kedelig retning, hvor der er for langt mellem de ellers gode glimt af vildskab og tænding.

Heidra: Sworn to Vengeance

Heidra: Sworn to Vengeance

by

Danske Heidra viser på deres EP at de både kan begå sig i det storladne og det onde; en blanding, som fungerer ganske godt. Folkmetallen skinner tydeligt igennem, når man retter blikket mod coveret, men under trækronerne og den røde himmel gemmer der sig også meget andet.

My Evil Twin: Cracks In Ice

My Evil Twin: Cracks In Ice

by

Den onde søster er tilbage med et nyt udspil. Intentionen er at lave 11 slidstærke pop sange der balancerer mellem det mørke og dystre og det lette og lyse. Resultatet er derimod at My Evil Twin med Cracks In Ice ikke formår at gøre sig selv musikalsk interessant på nogen faconer.

Christopher Owens: Lysandre

Christopher Owens: Lysandre

by

Da det nu hedengangen band Girls blev nedlagt af frontmanden Christopher Owens, gik der et lille gys gennem mange indierock elskere med hang til The Beatles’ melodier. Nu har han så udgivet sit eget solo debut album Lysandre, hvilket er en ringe trøst for alle os der holdt af pigerne.

Keith Canisius – Beautiful Sharks

Keith Canisius – Beautiful Sharks

by

Søgende og flydende bølger Keith Canisius’ vokal ud over kanterne i et flerfarvet, psykodelisk univers, der skvulper over sine kanter og ind i ørene på sin lytter. Den amerikanskfødte dansker Keith Canisius er ude med sit fjerde soloalbum ”Beautiful Sharks” med 13 drømmende numre.

Let Me Play Your Guitar: Shoebill Garden EP

Let Me Play Your Guitar: Shoebill Garden EP

by

Danmarks musikscene er for tiden fyldt med talentfulde bands, og det kan være svært at gøre sig bemærket i mængden. Det har Let Me Play Your Guitar taget bestik af og afsøgt nye græsgange på ep’en Shoebill Garden. Debutens arketypiske indierock har nu fået flere facetter heriblandt psykedeliske toner.

Petrus Kapell: Farup Part I & II

Petrus Kapell: Farup Part I & II

by

Petrus Kapell byder på et album, der har en masse gode og positive idéer, der imidlertid alt for ofte lider under kravet om tysthed og stilhed. En enkelt fuldtræffer er ikke helt nok til at sikre albummets samlede kvalitet, men der er potentiale for fremtiden.

Tamaryn: Tender New Signs

Tamaryn: Tender New Signs

by

Med lige dele melankolsk shoegaze rock og drømmende indiepop betager Tamaryn sin lytter på Tender New Signs. Om det er på den fuzzede “The Garden” den über melodiøse “Afterlights” eller den sørgmodige “No Exits”, så er Tamaryns smukke stemme altid knudepunktet, hvilket medvirker til at pladen har en rød tråd.