Koncerter & festivaler
Kendere af Efterklang vil vide, at deres musik er som skabt til at lægge et symfoniorkester på, og det gav da også Efterklangs komplekse popunivers endnu en dimension under en flot koncert onsdag aften.
Hun havde mange sider, den lille canadier. Lille af statur, og hun vidste knapt nok, hvor hun skulle kigge hen, når salen tiljublede hendes sangtalent. Resten af bandet kiggede bekræftende på hende, som om de ville sige, at hun var god, og at hun skulle tage imod jubelen.
Flot og velspillet progkoncert , der sked på decibelreglerne Igennem 22 års virke har britiske Anathema betrådt metalscenen. Efter at have lagt ud i…
Fun. gav publikum en sjov aften i Store Vega. Nate Ruess var i sig selv en indpisker, og til tider savnede man lidt mere liv hos de fem andre på scenen. Forsætter gruppen med at producere musik af samme skuffe, vil de kunne sætte gang i enhver fest.
Lyden fik lov til at fylde rummet ud, som en varm dyne af lyd, med trommerne, bassen og guitarerne som en madras der er tilpas blød, og tilpas hård. Jeg spekulerer på om Nikolaj Nørlund nogensinde har lydt så godt til en koncert før.
Måske er det bare en del af bandets stil at de aldrig træder ud af karakter, og forbliver i dette melodiske ufarlige soul univers. Jeg efterlyser flere overraskelser til en livekoncert, hvor indslaget med de to dansere var et pragtfuldt eksempel. Quadron er selvsikre i deres stil og skal begynde at tage deres musik skridtet videre ved at ophøje deres musikalske projekt.
De har eksisteret i 32 år og været genstand for en ivrig og til tider ophedet debat om, hvorvidt de er satans yngel i skikkelse af hardcore nazister, eller blot selviscenesættende varmluftsballoner. Slovenske Laibach er hverken eller! Og denne aften på Statens Museum for Kunst, beviste kvartetten med al tydelighed, hvor deres historie kommer fra.
Jens Lekman er konstant nød til at søge ud af sin flødebolle komfort-zone, for at virke interessant. Han skal være som en mand der vandre rundt på den tyndeste del af en frossen sø, med faren for at falde igennem isen som en kunstnerisk drivkraft der giver den nødvendige spænding.
Hovedpersonen var simpelthen i total kontrol, uanset om det galte musikken, den blå/hvid/sorte scenografi, eller teknikkernes, der naturligvis var ligeså velklædte som musikerne, påklædning.
Flow finder sted på et tidligere industriområde 5-10 min fra centrum i Helsinki, Finland. Det er den hurtigst
voksende festival i Finland og rummer ca. 15.000 mennesker pr dag. Undervejs støder jeg flere gange på
tesen om, at Flow samler samtlige hipsters, der skulle findes i det birke-fyldte land.
Få har det overskud, som dan Auerbach har, når han svinger håndleddet over Gibson-gribebrættet og punkterer myten om den tungrøvede, lettere bedagede, kærlighedslidende og introverte bluesguitarist, der bare ikke kan holde på sin kvinde, eller fra sin morfinlast. Det her er sjovt, men ikke for sjov, for drengene går til stålet og spiller både sammenbidt, koncentreret og seriøst, selvom udstrålingen er let, hjertelig og med smil på læben
Lørdag stod I popularitetens navn med kunstnere som Rasmus Seebach, Dodo og Johnny Madsen, mens tiden sneglede sig fremad mod White Lies og Spleen United.
Fredag var store musikdag med gang i det nære og intime, men samtidig plads til det dystre og intense.
Torsdag bød bøgescenen på flere spændende navne, nye som gamle, men som det måske ofte ender, så var det de små og uventede, der overraskede, mens de store om ikke skuffede, så manglede gnist og gejst.
Og så blev det onsdag. Og i almindelig festivalsammenhæng ville man nok tænke: “og hvad så?” Men Smukfest har taget konsekvensen af, at næsten halvdelen af festivaldeltagerne kommer fra Sjælland og mange af dem tager tidligt hjem søndag, så officiel start er onsdag. Og hvilken start!