Iron & Wine: Ghost on Ghost
byDer er meget godt at sige om Ghost on Ghost, men når det er sagt, så kommer jeg til at kede mig lidt denne gang. Bundniveauet er som sædvanlig højt, men der er for få toppe at nyde.
Udgivelser
Modspil: Forhold Og Baghold
byModspil spiller ikke på samme banehalvdel, som jeg gør, hvilket i sig selv godt kan være charmerende og interessant, men når man musikalsk og lyrisk ikke giver noget, virker dem ovre på den anden banehalvdel pludselig flovt malplacerede. Og det er, hvad der er sket med Forhold Og Baghold.
The Migrant: Beads
byBjarke Bendtsen har med The Migrant markerede sig som et spændende navn på den alternative folk scene. Hans tredje album Beads cementerer bare ydereligere denne position med velspillende sange der både er smukke og medrivende mens de bliver ved med at variere i udtryk og indhold.
Vinnie Who: Midnight Special
byPå Vinnie Who’s andet album viser han anderledes tilbagetrukket kvaliteter. Her flages ikke højt med pop fanen men derimod dyrkes den intime disco kinddans. Hovedsageligt har vi derfor at gøre med en mere eftertænksom kunstner der karikeret sagt er modnet med tiden.
Dangers Of The Sea: Dangers Of The Sea
byEn stærk line-up for en debuterende gruppe, gav mig visse forventninger. At vi har med dygtige musikere med store musikalske værkstøjskasser at gøre høres på pladen. Gruppens afdæmpede indie-folk lander i et generelt organisk, behageligt og ikke mindst stilsikkert lydbillede.
The Great Dictators: Someday, Nothing Will Happen EP
byMed Someday, Nothing Will Happen er The Great Dictators ep trilogi afsluttet. Denne afrunding er mere løssluppen og let i udtrykket end de to før udgivet ep’er, men stadig med Dragut Lugalzagosi barytone vokal i front som den røde tråd.
Mire Kay: A Rising Tide Lifts All Boats
byA Rising Tide Lifts All Boats er en fin plade, der på fornem vis løfter sig efter hver gennemspilning og som passer som fod i hose til vores vinterlige forår, men som også lider en smule under et lettere monotont udtryk. De stærke sange er dog heldigvis flest på Mire Kays fuldlængdedebut.
Forcentury: Revelant
byForcentury er ikke et dårligt band, men fordi deres sange for mestendels er hurtigt glemt og ikke rigtig kommer ind under huden på lytteren, kan de med Revelant ikke nå meget ud over en middelkarakter.
Gasblå: Fabrikken
byDer er mange om buddet på den danske pop/rock-scene, og når alt kommer til alt er det nok et spørgsmål om temperament, om man er mest til det ene eller det andet band i flokken. Gasblå rammer mere tæt på bulls-eye i forhold til mine præferencer end fx Ulige numre og Telestjernen gør.
Harper Simon: Division Street
byDen søgende stil efterlader et indtryk af en Harper Simon, der ikke helt ved, hvilken retning han skal vælge. Det gør albummet meget usammenhængende, men det giver også et par interessante udfald, når nu en velpolstret musikhjerne krænger sig ud.
Nr. 1: The Cure: Disintegration
byVi kårer 80ernes 30 bedste albums. The Cure’s “Disintegration” ligger nr. 1.
Nr. 2 – Metallica: Master Of Puppets
byVi kårer 80ernes 30 bedste albums. Metallica’s “Master of Puppets” ligger nr. 2.
Honningbarna: Verden Er Enkel
byMan kan klandre Honningbarna for at være for ensformige i længden – og de råbende vokaler kan da trætte over tid – men der er saftsuseme udpræget dedikation, vildskab, melodiøre og herlig spilleglæde hos kvintetten og det i en grad, der ikke findes ret mange andre steder.
Nr. 3 – Depeche Mode: Music For The Masses
byVi kårer 80ernes 30 bedste albums. Depeche Mode’s “Music For the Masses” ligger nr. 3.
Nr. 4 – Guns N’Roses: Appetite For Destruction
byVi kårer 80ernes 30 bedste albums. Guns N’Roses’ “Appetite For Destruction” ligger nr. 4.